Musiker Isam B: Vi har behov for en dansk ramadankultur

Da sangen ‘Ramadan i København’ blev optaget i Højskolesangbogen, vakte det debat, men for Isam B, en af sangskriverne bag, kan sangen være med til at nuancere narrativet om ramadan i Danmark. Religion.dk har mødt ham til en snak om at fortælle sin egen historie og vigtigheden af at forstå sin nabo

Egentlig havde Isam Bachiri, ikke tænkt sig at tage med, da han blev inviteret til et skriveseminar, hvor der skulle laves nye sange til Højskolesangbogen. Den måde han arbejder som sangskriver kræver, at der er en konkret ide, ikke bare et ønske om at skrive noget. Men en dag, da han havde undervist i kor på den skole, hvor hans bror er inspektør, så han en Højskolesangbog ligge på broderens bord. Han tog det som et tegn og tog afsted, og på vej til seminaret kom ideen.

“Det var ramadan, og jeg kan huske, at jeg på vej til seminaret tænkte, ‘Jamen Isam, du er fastende, og du har sunget ‘I Danmark er jeg født’ de sidste ti år, så hvorfor ikke kombinere det? Skrive en sang om, hvordan det er at være københavner og fejre ramadan?’,” siger Isam Bachiri.

Det blev starten på tilblivelsen af sangen “Ramadan i København”, der nu er den første sang om ramadanen i Højskolesangbogen.

Åndelighed forbinder
Da Isam Bachiri ankom til skriveseminaret, havde de fleste andre deltagende fundet sammen i små grupper. Udenfor fandt han forfatteren Özcan Ajrulovski og sangskriveren Nanna la Cour Jacobi, der freewritede - de havde ikke en egentlig ide endnu, men prøvede at finde frem til en, så Isam foreslog at skrive en ramadansang.

“Jeg glemmer aldrig Nannas ansigtsudtryk, hun havde et blik, der sagde ‘øh okay.. hvor kom det fra?’. Hun fortalte, at hun ikke vidste særlig meget om ramadanen, andet end at det er en fastemåned, og så fik vi en lang snak om spiritualitet, åndelighed og det med at søge lys og at pleje sig selv - som jo er det, ramadanen egentlig handler om. På den måde fandt vi et fælles fodfæste, for hun havde også sine måder at fodre sin sjæl på,” siger Isam Bachiri.

Senere kom også sangskriveren Anders Greis med, der ligesom Nanna Jacobi heller ikke er muslim. Blandt andet derfor var det også vigtigt, at åndeligheden fik lov at fylde i sangen, for at finde lys i sit liv og at arbejde med sine dæmoner var noget, der bandt dem alle sammen. Derudover skulle det ikke blive en for “arabisk” sang rent musikalsk, da en del af pointen netop var, at det skulle handle om ramadan i en dansk kontekst, fortæller Isam Bachiri:

“Vi bliver i det danske, fordi jeg er født og opvokset her, og jeg har fejret ramadan hele mit liv her. Så lad os definere dét, lad os finde lyden af dét. Tilblivelsen af sangen er i den grad noget af det største, jeg har opnået i min karriere, fordi den fortæller om mit liv, med en melodi fra det land, som jeg blev født i.”

Narrativet er vigtigt
At kunne fortælle fra sit eget perspektiv er vigtigt for Isam Bachiri. Det handler også om at kunne markere sig, hvilket er noget danske muslimer længe ikke har følt, de har kunnet, siger han. Det blev også tydeliggjort under selve sangskrivningsprocessen. Forfatteren Özcan Ajrulovski var også fastende på det tidspunkt, men modsat Isam, havde han ikke nævnt det for de andre. Det er en ting, mange danske muslimer dealer med, fortæller Isam:

“Du kan jo ikke se på mig, at jeg er fastende, og derfor er det som en elefant i rummet. Der er ikke nogen, der snakker om det, uden der går politik og ‘dem og os’ i det. Derfor tror jeg, at mange danske muslimer hellere bare vil tie stille, og det er jeg lidt træt af. Jeg ved, hvornår det er jul, du ved ikke, hvornår det er ramadan. Det, mener jeg, er et problem. På grund af den atmosfære, så vælger mange som minoritet at sige dét, som mine forældres generation også sagde; bare vær stille, gør dit arbejde, punktum.”

Men for flere i de nyere generationer af danske muslimer er det ved at ændre sig. Der er ikke længere en ide om, at skulle “tilbage til moderlandet”, fordi mange danske muslimer er født og opvokset her, så Danmark er moderlandet, og der er kommet mere fokus på at definere og markere netop det: Hvad vil det sige at være dansk muslim?

“Det vi gerne vil, og det vi kommer til at gøre, er at skabe en dansk ramadankultur. Det er det, vi er i gang med, og det er det, nogle er så bange for - hvorfor den sang også fik al den kritik. Vi går på ubetrådt jord. Vi er igang med at skabe en kultur. Vi er igang med at tale om, at vi skal kunne markere en tradition som også er dansk. Den er bare dansk på en anderledes måde end majoriteten har set før,” siger Isam Bachiri.

Han tilføjer, at ‘Ramadan i København’ også kun er ét bud på, hvordan det er at være dansk muslim. Hans faste er præget af forældrenes marokkanske ophav og at bo i København, ligesom andres kan være præget af noget andet. At anerkende hinandens forskellighed er desuden ikke et spørgsmål om, at “nogen kommer og overtager” - et synspunkt, som han synes kan fylde for meget i debatten.

“Jeg kan godt spise brunkager og pebernødder uden at blive kristen, ligesom du kan nyde en sang om ramadanen uden at være muslim. Og generelt det her med, at det er en muslimsk sang - I don’t care om det er en muslimsk sang, det er også en dansk sang. Punktum. Folk som kommer med den her kritik er vant til at associere ramadanen med noget negativt, og det er derfor narrativet er vigtigt,” siger han.

Kender du din nabo?
At ‘Ramadan i København’ ikke er en religiøs sang, men en sang om hverdagen i Danmark anno 2020, understreges også ved, at sangen er at finde under afsnittet ‘Liv’ fremfor afsnittet ‘Tro’ i Højskolesangbogen. Det er Isam Bachiri glad for, og han fremhæver i den forbindelse sin nummermæssige nabo i Højskolesangbogen; sang 163 ‘Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’ af Naja Marie Aidt, der handler om tab:

“Det er et enormt smukt digt, og det minder mig om et citat fra profeten Muhammed, som siger, at du ikke er en sand troende, hvis du ikke glædes over din nabos glæde, eller hvis du ikke føler sorg over din nabos sorg. Som bymenneske rammer det mig meget dybt, fordi jeg aldrig har delt ramadanen med mine naboer. Men også bare det der byfænomen, at man faktisk ikke rigtigt kender så meget til sine naboer.”

Ved at vi deler vores historier og perspektiver, kan vi i højere grad få øjnene op for hinandens liv, og det er vigtigt, mener han:

“Det er igen det her med at markere sig og at blive set. Ikke for bare at blive set, men at blive set som menneske. Jeg tror, det er et grundelement i alle mennesker, noget som vi alle sammen har behov for, og det er derfor jeg er glad for, at vi er i kategorien ‘Liv’ - for ser vi egentligt hinandens liv? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved.”

Derfor håber han også, at ‘Ramadan i København’ kan være en åbning, der både kan give folk, der ikke er vant til at fejre ramadan et indblik i det liv, og samtidig genkendelse for de folk, der hvert år fejrer ramadan i Danmark. På den måde kan sangen være med til at gøre os mere forstående over for hinanden og - forhåbentligt, tilføjer han - bringe os tættere sammen.

“Jeg kan nyde en sang eller en spise, som er fra en anden religion eller fra et andet land, uden at jeg mister mig selv. Tværtimod så beriger jeg bare mig selv. Jeg ved noget om min nabos kultur. Jeg ved noget om min nabos religion. Jeg ved noget om min nabos glæde, og jeg ved noget om min nabos sorg. Det gør mig da kun til et klogere menneske.”