Hvilken religion havde vikingerne?
Valhalla, jætter, Thor og Odin. Det er det, de fleste af os tænker på, når samtalen falder på religion i vikingetiden. Men de nordiske guder er ikke det eneste, der havde betydning for vikingernes trosliv, fortæller inspektør på Nationalmuseet Peter Pentz
Den nordiske mytologi og dens særegne katalog af gudeskikkelser har haft stor indflydelse på vores forståelse af vikingetiden. De farverige guder går igen i den moderne popkultur, og vi ser dem både i julekalendere og i amerikanske superheltefilm. Dog har guderne ikke nødvendigvis været det mest centrale i vikingernes tro. Det fortæller arkæolog og inspektør på Nationalmuseet Peter Pentz:
‘’Vikingernes religion var det, man tidligere ville kalde en primitiv religion – det, vi også kalder for en naturreligion. I vikingernes dagligdag har naturen spillet en lige så stor rolle, som aserne har. Derfor har søer, åer, sten og lunde nok også været anset for hellige og særligt værdifulde, mens det med guderne sikkert ikke har været det, der har optaget vikingerne mest.’’
Når vi omtaler vikingernes tro som en religion, er det desuden ikke helt nøjagtigt, påpeger Pentz. I hvert fald ikke hvis vi ser den i lyset af vores nutidige forståelse af, hvad religion er for en størrelse.
‘’Vikingernes forestillingsverden kan nok nærmere betegnes som en skik eller en sædvane. Sådan kaldte de selv deres tro. De kerneværdier, der var på spil i deres tro, handlede i høj grad om krig og vold. Troen har derfor ikke dannet grundlaget for nogen moralsk rettesnor i vores forstand, sådan som den kristne tro senere kom til at gøre det for de europæiske samfund,’’ forklarer han.
Et spejl på menneskenes verden
Guderne spiller til gengæld en rolle for vikingernes forståelse af deres egen tilværelse. De lever parallelt med menneskene og bliver et billede på den måde, menneskene lever deres eget liv på jorden. På samme måde kommer forskellige personligheder også til udtryk gennem guderne selv, der dermed også spiller forskellige roller i samfundet, forklarer Peter Pentz:
‘’Det ser vi blandt andet hos Odin, som er den mystiske og underlige gud. Han holder sig ikke inden for de seksualmoralske rammer, der herskede på den tid. Han har sex med jætter, dyr og folk af forskellige køn - ja måske skiftede han endda selv køn. Det er jo lidt interessant, da vi antager at vikingerne - og især mændene - nok har været ret homofobiske. På den måde var Odin, selvom han er øverst i gudshierarkiet, ikke en gud, som man som almindeligt menneske kunne genkende sig selv i.’’
Thor er til gengæld, til forskel fra Odin, en gud, som almindelige mennesker i vikingetiden kunne spejle sig i.
‘’Thor er ikke mystisk som Odin. Han er til gengæld stærk og bliver derfor anset som gudernes praktiske våben, og som en gud, der kan forhindre eller forsinke ragnarok. Derfor har Thor nok også været en gud, som det jævne folk bedre kunne forholde sig til,’’ forklarer Pentz og fortsætter:
‘’Et håndgribeligt eksempel på at Thor var lettere at relatere til, kan vi se på Island. Da vikingerne tog op og bosatte sig der, havde de ikke nogle navne for noget som helst. I dag kan vi se, at de har opkaldt en hel masse ting efter Thor. Man hører navne som Thorsmark og Thorsfjord, mens der ikke rigtigt er noget, der er opkaldt efter Odin.’’
Vikingernes moral var altså ikke påvirket af deres forhold til de nordiske guder. I stedet havde vikingerne en mere pragmatisk indstilling til de højere magter, der på mange måder mindede om en form for handelsforhold, forklarer Pentz:
‘’Man ofrede og forventede at få noget ud af det. Hvis man havde dyrket en gud i et stykke tid, og det ikke gik særlig godt, så kunne man bare skifte til en anden gud. Hvis vi skal tro på de skriftlige kilder, var vikingerne endda heller ikke blege for lige at skifte over og prøve den kristne gud lidt, for at se om det nu virkede.’’
Fra Odin til Kristus
Omkring 900-tallet fik kristendommen dog også for alvor grebet om Norden, og vikingerne skiftede en gang for alle de amoralske guder ud med den kristne gud, fortæller Pentz:
"Vikingerne overgik formelt til kristendommen i Harald Blåtands tid. Det er svært at sige, hvorfor det skete lige netop der og ikke 100 år tidligere. Da skandinaverne overgik til den kristne moral, som nogle af de sidste europæere, var de derfor også nogle af de sidste, der havde en moral, hvor det var okay at stjæle og udøve vold. Men i længden kunne de ikke holde sig fri af Europa, og endte derfor også med at lade sig civilisere."
Ironiens forfædre
Selvom skandinaverne lagde vikingernes levevis på hylden og overgik til den europæiske civilisation under Harald Blåtand, mener Pentz, at en del af arven fra vikingerne måske alligevel har overlevet:
‘’Jeg forestiller mig, at den ironiske og til tider lidt grove tilgang, vi har til tingene i Danmark, godt kunne stamme fra vikingetiden. I vikingetiden eksisterede der en kultur, hvor man bevidst forsøgte at krænke hinanden. Ved deres drikkegilder kunne man sidde og krænke hinanden lidt. Dog kunne modparten kræve erstatning, hvis man var gået over stregen. Den grove form for humor er måske ved at blive vasket en smule væk i de her år, men det er trods alt en arv, der har eksisteret i mange år, og som muligvis har rødder, der går helt tilbage til vikingerne.’’