LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

Nutidens konflikter i Mellemøsten har rod i fortiden

Mange af de konflikter, som udspiller sig i nutidens Mellemøsten har rødder i konkrete forandringer i 1800-tallet, hvor gældende forståelser og lovgivninger forandres, forklarer ph.d. Andreas Bandak. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

For at forstå dagens reelle udfordringer i Mellemøsten må vi forstå, hvordan mange af de konkrete udfordringer vokser frem i forbindelse med forandringer i det osmanniske imperiums måde at kategorisere dets undersåtter på, skriver ph.d. Andreas Bandak

Man skal ikke panorere lang tid over dagens mediebillede for at vide, at der mange steder i samtidens Mellemøsten er alvorlige sekteriske konflikter. Konflikter, hvor religiøse forskelle bliver anvendt til at undertrykke eller diskriminere anderledes-tænkende.

I de mere ekstreme tilfælde har man set Islamisk Stats måde at forfølge mindretal på. I andre tilfælde, så kan religiøse mindretal opleve diskrimination som følge af deres identitet eller tro. I mediestrømmen præsenteres dette til tider som et historisk problem, der nærmest skulle være et ufravigeligt princip i forståelsen af regionen, eller i opfattelsen af især muslimske måder at anskue verden på.

Der er med andre ord både reelle og oplevede konflikter for forskellige religiøse mindretal i Mellemøsten. Samtidig så må vi stille spørgsmål til, hvor generel en fortolkning, der kan laves, hvis vi skal opnå en egentlig forståelse for dagens muligheder for sameksistens på tværs af oplevede skel.

Et centralt bud på en mere specifik historisk fortolkning af muligheden for sameksistens er netop i oktober blevet publiceret af den anerkendte historiker Ussama Makdisi i form af bogen ”Age of Coexistence: the Ecumenical Frame and the Making of the Modern Arab World”.

Det osmanniske rige

Bogen tager livtag med helt grundlæggende spørgsmål, vedrørende den måde sameksistens har været tænkt historisk i det, der i dag betegnes som Mellemøsten. For Makdisi er det afgørende at forstå, hvordan mange af dagens udfordringer omkring religiøse markeringer og skel i Mellemøsten vokser ud af specifikke historiske situationer under det osmanniske imperium og dets mellemværende med datidens europæiske stormagter.

Overordnet så ønsker Makdisi med bogen at udfordre to centrale fortællinger, der ofte præger opfattelsen af Mellemøsten. Den første fortælling fremstiller regionen, som skulle den være præget af en lang historie udelukkende bestående af sekteriske og religiøse stridigheder. Den anden fortælling idealiserer sameksistens som en fællesskabets harmoni.

Begge er ifølge Makdisi problematiske fortællinger, der må udfordres. I stedet for at tage sameksistens eller sekterianisme som selvfølgeligheder, så ønsker han at historisere deres fremkomst og anvendelse i regionen. Sekterianisme og sameksistens er kategorier, som bør undersøges historisk på lignende vis som racisme, kolonialisme eller antisemitisme.

I bogen præsenteres vi dermed for en læsning, hvor Makdisi hverken romantiserer fortiden som skulle kristne eller jødiske mindretal have haft det uproblematisk eller bedre end minoriteter andre steder i samtiden.

Under det osmanniske herredømme var der så absolut en fremherskende forståelse af, at muslimer havde forrang. Samtidig så havde kristne og jøder i anerkendelsen af det politiske setup en udpræget selvbestemmelse i egne religiøse og familiemæssige anliggender. Erfaringen af ens religiøse identitet var ifølge Makdisi ikke hverken den eneste, eller altid den primære. Dette afhang af konkrete omstændigheder.

De europæiske stormagters indflydelse

Makdisi mener, at vi for at forstå dagens reelle udfordringer omkring religiøse og sekteriske forståelser må forstå, hvordan mange af de konkrete udfordringer vokser frem i forbindelse med forandringer i det osmanniske imperiums måde at kategorisere dets undersåtter på.

Under europæiske stormagters pres indledes en reformperiode i 1800-tallet, hvor klassiske muslimske privilegier fjernes, og en ny lighed for loven stipuleres. Dette afstedkommer en ny rammesætning, hvor forskellige former for nationalisme vokser frem og leder til alt fra det armenske folkemord til muligheden for pluralisme forskellige steder i regionen.

Det nytter ikke at romantisere fortiden. Fortiden, såvel som nutiden og fremtiden, rummer forskellige muligheder. Mange af de konflikter, som udspiller sig i nutidens Mellemøsten har rødder i konkrete forandringer i 1800-tallet, hvor gældende forståelser og lovgivninger forandres.

Disse forandringer leder til både nationalistiske projekter i regionen, til forsøg på at formulere mere sekulære principper for identifikation, lige såvel som det leder til nye måder at bruge religion og sekt i relation til identifikation og inddeling.

Med andre ord, så åbnes der for identifikation, hvor religion og sekt nogle gange bliver gjort primære, mens det til andre tider er konkrete politiske og klassemæssige skel, der bliver vigtige. En central lektie i forståelsen af både de historiske og nutidige udviklinger er, at man ofte gør bedst ved at arbejde konkret, ikke kun generelt.

Andreas Bandak er antropolog, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet og medlem af Det Unge Akademi. Han forsker i kristendom og har arbejdet indgående med kristnes forhold i Syrien og Libanon.