Protestantismen er født med satiren

Under reformationen var der mange anti-katolske tegninger i omløb, for eksempel denne gengivelse af både den lutherske og den katolske gudstjeneste

I kølvandet på Luthers opgør med den katolske kirke fulgte en række tegninger og træsnit, som omsatte teologien til bidende satire.

Lucas Cranach
En af de mest fremtrædende kunstnere i den proces var Lucas Cranach den ældre (1472 -- 1553). Cranach blev hofmaler i Wittenberg for fyrst Frederik III i 1504. Her sluttede han sig til protestanterne og har blandt andet malet en stor del af, hvad man kender af Luther-portrætter.

Fronterne er trukket skarpt op, men billederne afspejler på mange måder, at tonen i det hele taget var hård. Heller ikke i debatten blev der lagt fingre imellem, hvilket enhver kan forvisse sig om ved at læse Luthers og hans samtidiges værker.

Nedenfor følger kommentarer og henvisninger til en række af Cranachs satiriske værker. Fælles for dem er, at de dels illustrerer scener fra Kristi liv og kirkens liv (den protestantiske kirke vel at mærke), og dels parodierer den katolske kirke og sætter lighedstegn mellem den og Antikrist. Der er også et par satirer vendt den anden vej, men de er naturligvis ikke lavet af Cranach.

Protestantismen versus katolicismen


Dette billede viser klart, hvordan Cranach forholder sig til såvel den protestantiske som den katolske kirke. Protestantismen afbilledes som den retning med Ordets rette forkyndelse, med en direkte forbindelse til Himlen og sakramenternes rette forvaltning. Det er to centrale punkter i den Lutherske kirke. Ordets sande forkyndelse illustreres af båndet med bibelord, der kommer direkte ned fra de himmelske sfærer, mens sakramenternes rette forvaltning vises dels ved dåbsritualet og ikke mindst ved at nadveren uddeles som både brød og vin. Et af Luthers kritikpunkter mod den katolske kirke var, at kun de ordinerede kirkefolk fik både brød og vin til nadveren, eller som det blev udtrykt: "sakramentet i begge skikkelser", mens lægfolk måtte nøjes med brødet.

Cranachs opfattelse af den katolske kirke er derimod mindre flatterende. Her afbilledes blandt andet afladshandel, en prædikant på hvis ryg en dæmon ridder og en privatmesse. Privatmesse var en messe afholdt uden menighed for en person, som havde andet at lave end at sidde i kirken, og derfor betalte for at få afholdt en messe for sin sjæls frelse. Denne praksis var også et af Luthers kritikpunkter. Himlen over den katolske kirke fremtræder ikke med samme harmoni, som himlen i over den protestantiske retning.

Ingen kunne være i tvivl om Cranachs sym- og antipatier.

Satire med paven
Flere træsnit viser den pavelige dekadence. På disse bliver paven ofte afbilledet siddende som en anden fyrste, modtagende penge. Der er ingen tvivl om, hvorvidt det virkelig er paven, der er gengivet. Det skyldes, at han altid blev tegnet med tiara på. Tiaraen er en slags "dobbeltkrone", der symboliserer, at paven har både den verdslige og den åndelige magt.

Udover de genkendelige affekter, som forskellige personer blev afbilledet med, hjalp overskrifterne også med til at understrege budskabet. Se for et eksempel dette billede, hvor det siges med al tydelighed, at det ikke er Kristi stedfortræder, der sidder på tronen, men Antikrist i egen person. Her ses endnu et billede af paven som Antikrist, hvor kritikken i billedet er af både den verdslige magt og af den nærmest religiøse tilbedelse, som blev paven til del.

I forlængelse af karikaturerne af paven som Antikrist, ses her et billede, der viser en pave, som vist ikke er på vej op til den himmelske herlighed, men snarere til helvedes flammer. Kun de færreste kunne læse i 1500-tallet, hvilket måske er grunden til, at der ingen tekst følger med billedet. På den anden side er det næppe heller nødvendigt, da billedernes grafiske udtryk i de fleste tilfælde godt kan stå alene.

Satire med Luther
Ej heller katolikkerne afholdt sig fra kras satire. Her kan ses en anti-reformatorisk løbeseddel, hvor Luther afbilledes med syv hoveder.

Billedet gør nar af Luthers insisteren på at skriften alene er rettesnor, og skal understrege den katolske kirkes opfattelse af Luthers forvirrede og kætterske mening om en række teologiske spørgsmål. For det tilfælde at man ikke skulle forstå ironien er de syv hoveder forsynet med skilte, hvor der står Doktor, sværmer, Barrabas og andre mere eller mindre pæne ting. Antallet syv kan meget vel være en hentydning til dyret i Johannes Åbenbaring 13,1, der havde syv hoveder med "Gudsbespottelige navne".

Til slut, mens vi er i gang med den mod-reformatoriske satire, så er der her et andet lidt anderledes portræt af Luther, end dem Cranach som oftest malede.