Folkedrab og skyld

NULL

Tyskland: Holocaust
Det klassiske eksempel på folkemord er nazisternes udryddelse af jøderne i forbindelse med 2. verdenskrig. Nazisterne udryddede systematisk cirka 15 millioner mennesker, hvoraf omkring 6 millioner var jøder, som ordet "Holocaust" oftest refererer til. Men ofrene for udrensningerne talte også sigøjnere, slaver, homoseksuelle, kristne, og Jehovas Vidner.

Den tyske nazi-leder Adolf Hitlers erklærede mål med udryddelsen var "den endelige løsning" (tysk: Endlösung), en løsning som en gang for alle skulle sikre en total udryddelse af jøderne fra jordens overflade.
Efter Nazi-Tysklands fald har tyskerne påtaget sig skylden og anerkendt Holocaust som et folkemord. I en serie af retssager i kølvandet på 2. Verdenskrig retsforfulgte man nogle af de mere prominente nazi-ledere i et forsøg på at få placeret skylden for grusomhederne.

Den dag i dag rejses der mindestatuer, som for eksempel Hannah Arendt-parken tæt på Brandenburger Tor i Tyskland, ligesom man på anden vis prøver at sone sin skyld. For nylig har den tyske regering for eksempel foreslået at indføre forbud mod hagekors og gøre det strafbart at benægte Holocaust i EU.

Rwanda
Et nyligt folkemord fandt sted i 1990-erne i den afrikanske stat Rwanda, hvor mindst 500.000 etniske tutsier og tusindvis af moderate hutu'er blev dræbt i Rwanda, primært af to militante Hutu-fraktioner. Flere rapporter anslår antallet af omkomne til at være væsentligt højere og ligge et sted mellem 800.000 og 1 million.

I løbet af cirka 100 dage - fra den 6. april og frem til midten af juli 1994 - nåede de to grupper "The Interahamwe" og "The Impuzamugambi" at slå mindst 500.000 mennesker ihjel. Det giver et snit på 5.000 -- 10.000 dræbte om dagen. De mange drab foregik ofte med simple våben som macheter, og ikke som under de tyske udrensninger ved industrialiserede massehenrettelser.

Intentionen med mordene var at fjerne den etniske gruppe af tutsier en gang for alle, og man dræbte derfor både mænd, kvinder og børn, hvilket er et karakteristisk træk ved folkedrab.
Efterfølgende har der været megen polemik omkring specielt FN's rolle i Rwanda. Mange mener, at de har fejlet ved ikke at gribe ind, mens tid var, selvom det ikke skortede på advarsler.

Bearbejdelsen af skyldspørgsmålet er først lige begyndt i Rwanda, og det er for tidligt at sige, at nogen har taget skylden på sig for alvor.

Det retslige efterspil er dog i gang men hindres kraftigt af, at en stor del af det juridiske personel i Rwanda blev dræbt under borgerkrigen. I Rwanda er der en omfattende retssag, hvor skyldspørgsmålet bearbejdes, men det er ofte lægmandsdomstole, ligesom mange af de skyldige er flygtet til Congo eller Burundi.

Lægmandsdomstolene suppleres af flere internationale retssager, hvor der er faldet flere domme for folkedrab.

Den juridiske skyld er med dommene for folkedrab fra den internationale domstol placeret hos hutu'erne, men ifølge Uffe Østergård, professor i europæisk civilisation og integration, er det stadig et åbent spørgsmål om hutu'erne opfatter sig selv som skyldige i moralsk henseende.

- De lærer det i skolerne, men om de tager det til sig i moralsk forstand, er et åbent spørgsmål, siger han.

Srebrenica-massakren
Et tredje eksempel på folkedrab er Srebrenica-massakren, hvor 7.000 -- 8.000 bosniske mænd blev dræbt af den Serbiske Republiks Hær under ledelse af general Ratko Mladic under krigen i det tidligere Jugoslavien, 1992 -- 1995.

Dette var det største massemord på europæisk grund siden 2.verdenskrig, og "Den Internationale Domstol for Forbrydelser i det tidligere Jugoslavien" slår i sin dom fast, at der er tale om et folkemord:

"Ved at søge at udslette en del af de bosniske muslimer begik de bosniske serbere folkemord. De udvalgte de 40.000 bosniske muslimer, som boede i Srebrenica, til udryddelse, en gruppe der stod som symbol på de bosniske muslimer. De afklædte de mandlige muslimske fanger, militære som civile, unge som gamle, og fratog dem deres personlige ejendele og identifikationspapirer, hvorefter de overlagt og metodisk dræbte dem alene på grund af deres identitet".

Massakren i Srebrenica var en konsekvens af krigen i Bosnien-Herzegovina, der stod mellem flere forskellige etniske grupper (serbere, kroatere og bosniere) i det tidligere Jugoslavien og strakte sig fra marts 1992 til den 14. december 1995, hvor parterne underskrev en rammeaftale for fred i Paris.

For eftertiden er "massakren i Srebrenica" kommet til at stå som et symbol på at etnisk udrensning kunne ske igen inden for Europas grænser.

I øjeblikket er indtil flere retssager i gang ved den Internationale Domstol i Haag, hvor håbet er, at det vil kaste mere lys over Srebrenica-massakren. Sagen er dog meget kompleks og fra alle sider er der beskyldninger om etnisk udrensning ( at man systematisk ryddede territorier for andre etniske grupper end sig selv i forsøget på at sikre sig land og indflydelse.)

Det skal ses i lyset af, at debatten om skyld på Balkan indlejrer sig i en århundreder gammel kamp om den moralske ret til territorier. Den høje procent af stemmer til nationalistiske partier tyder ikke på, at der foreligger nogen udbredt folkelig erkendelse af, hvad der er foregået, og hvem der er ansvarlige.

- Godt en tredjedel af befolkningen i Serbien, og de mere radikale serbere i Bosnien, som ofte er tilhængere af Republika Sprska, anerkender ikke deres skyld i moralsk forstand, siger Uffe Østergård.

- Det kan muligvis forklares ved, at de ikke på samme måde som tyskerne under 2. Verdenskrig led det totale nederlag. Men det er dog ikke nagelfast om denne forklaringsmodel holder, indskyder han.

Det armenske folkemord
I Tyrkiet under 1. Verdenskrig blev mellem 200.000 og 1.000.000 armenere udryddet, og mange blev deporteret.

Armenerne mentes at udgøre en trussel for Tyrkiet, og der blev derfor fra central side truffet foranstaltninger, som skulle minimere denne "trussel mod nationens sikkerhed". Foranstaltningerne rummede deportationer, afvåbning af armenske soldater ansat i den tyrkiske hær, udskrivning til tvangsarbejde, og henrettelse.

"Komiteen for Forening og Fremskridt" og specielt "De Tre Phasa'er", som var hjernen bag forfølgelserne under 1. verdenskrig, blev dømt in absentia for at have drevet Tyrkiet ind i 1.Verdenskrig ved en midlertidig national domstol nedsat af Sultan Mehmed VI. Der var ikke tale om en dom for folkedrab eller forbrydelser mod det armenske folk.

Senere faldt der også dom ved internationale domstole, hvor "De Tre Phasa'er" blev dømt for folkedrab, ligesom den daværende tyrkiske regering med Sultan Mehmed VIi spidsen blev dømt for at hve brugt "barbariske og illegitime krigførelsesmetoder, som inkluderer overtrædelser af lovene for krigsførelse samt basale menneskerettigheder".

Retssagen mod "De Tre Phasa'er" blev besværliggjort af mangel på dokumentation, som de havde skaffet af vejen, da retssagen mod dem trak op.

Den dag i dag nægter den tyrkiske regering at anerkende, at der fandt et folkemord sted. I stedet mener de, at der var tale om en fejde internt blandt armenerne, og at sygdom og hungersnød på grund af 1. Verdenskrig er forklaring på den voldsomme decimering af den armenske befolkning.

En lang række armenske, russiske og vestlige samt et stigende antal tyrkiske intellektuelle mener, der var tale om et folkemord, en etnisk udrensning og masseudryddelse, som fandt sted med den daværende tyrkiske regerings støtte og stiltiende billigelse. Men til dato anerkender kun 21 lande officielt, at der er tale om et folkemord i forbindelse med armenerne.

I lighed med Holocaust er der rundt om i verden rejst mindestatuer for folkemordet på armenerne ligesom den 24/4 er officiel mindedag for ofrene for det armenske folkemord.

Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet, påpeger at en anerkendelse af folkedrabet fra det officielle Tyrkiet vil blive mødt med territorielle krav, som vil bevirke, at man vil tabe store områder af det nuværende Tyrkiet.

Ifølge BBC skal Hitler have brugt folkedrabet på armenerne i sin argumentation for at en udrensning af jøderne kunne glide let igennem historiebøgerne:

"Hvem taler idag stadig om tilintetgørelsen af armenerne?"

Adolf Hitler, 22. August 1939