Spejderkorps åbne for åndelighed

Det Danske Spejderkorps, DDS, og KFUM-spejderne minder på flere måder om hinanden. Begge er de spejderbevægelser med ca. 26.000 medlemmer, de har eksisteret stort set lige længe og optager både piger og drenge som medlemmer. Men på et punkt adskiller de sig væsentligt.

KFUM-spejderne er en kristen organisation, som hviler på folkekirkens grund, mens DDS ikke har nogen specifik religiøs tilknytning, men opfordrer medlemmerne til at finde deres egen tro.

Åndelighed -- men ikke forkyndelse
Formanden for DDS, Helle Dydensborg, fortæller, at det ind imellem kan være svært for det enkelte medlem at få den åndelige dimension med i spejderarbejdet.

- Vi har prøvet at fremelske den åndelige dimension i arbejdet, men vi har ikke noget specifikt arbejdsstof hertil. Det er op til den enkelte leder at få det med og finde plads til det, siger Helle Dydensborg.

DDS lægger vægt på, at alle trosretninger kan være med. De er ikke forkyndende, men opmærksomme på den kultur, vi lever i.

- Det betyder, at et gudstjenestebesøg godt kan indgå i sommerlejrens program. Mange af vores medlemmer er også med i folkekirken, men forkyndelse af kristendommen er ikke et mål for os, som hos de andre korps, fortæller DDS-formanden, og fortsætter:

- Den åndelige dimension kan gøre mennesket til en hel personlighed. Vi vil gerne gøre vores medlemmer til hele mennesker, derfor er vi opmærksomme på den åndelige dimension.

Helle Dydensborg pointerer, at det at holde en andagt med forkyndende sigte, ville falde hende svært. Derimod vil hun meget gerne indgå i en dialog om tro.

Forkyndelse gennem dialog
Dialogen er også væsentlig for KFUM-spejdernes formand, Lars Kjeld Jensen. Han ser det som en styrke at være et kristent korps. Det giver et klart signal til omverdenen. Kristendommen er for KFUM-spejderne et tilbud.

- Vi presser ikke folk eller indoktrinerer, men hjælper folk til at nå deres egen overbevisning ved at tage udgangspunkt i kristendommen. Det forkyndende kommer ind som en dialog mellem leder og børn, siger Lars Kjeld Jensen.

I KFUM-spejdernes vedtægter står, at lederne skal være kristne, men Lars Kjeld Jensen opfatter ikke dette som en begrænsning for korpset.

Som kristent korps ser han mest begrænsninger i forhold til integration af folk udefra, som kommer til landet. Her er korpset påpasselige med at henvende sig til troende fra andre religioner.

- Den kristne dimension er nu ikke lige fremtrædende i alle grupper. Hver gruppe vælger selv, hvordan de vil integrere kristendommen. Derfor kan der være stor forskel fra gruppe til gruppe på, hvor meget kristendommen fylder i det daglige arbejde, fortæller Lars Kjeld Jensen.

Den åndelige søgning, som vokser frem i disse år i det danske samfund, mener Lars Kjeld Jensen kan finde et svar i kristendommen, men de unge ved ikke, at det er kristendommen, de tror på. Vi skal blive bedre til at forholde vores egen tro til det, folk ser i fjernsynsudsendelser som "Åndernes magt" og lignende. Her kommer dialogen ind igen.

- I dialogen kan man bedre forklare folk, hvad kristendommen indeholder, siger KFUM-spejdernes formand.

Ansvaret er den vigtigste værdi
På trods af forskellen i religiøst tilhørsforhold er de to formænd meget enige i, hvilke værdier, spejderbevægelsen skal videregive børn og unge. At tage ansvar er det første, som begge tænker på. De pointerer samtidig, at det er ansvar bredt formuleret.

- For samfundet, kammerater, én selv, naturen, demokrati og at tage medansvar, som Lars Kjeld Jensen formulerer det.

- Men det kan være tungt at tage ansvar, hvis man ikke samtidig har mulighed for at udfolde og udvikle sig, siger Helle Dydensborg.

Hun nævner også livsglæde og fællesskab, som nogle af de væsentligste værdier. Fællesskabet hænger sammen med ansvaret. Det er ikke bare én selv, man har ansvar for.

- Vi har en forpligtelse til at få alle med, siger DDS'ernes formand.

- Skolen og forældre lægger stor vægt på faglig specialisering, men det er kun nyttigt, hvis man også har fællesskabet med. Fællesskabet kommer ikke bare af sig selv, det er ikke noget, man kan læse sig til. Det skal læres ved, at man er i det. Det er noget, man først oplever, når man er sammen med andre, fortæller Helle Dydensborg. Og Lars Kjeld Jensen siger:

- I samfundet har der været stor fokus på individet, men det er ved at vende. Vi tager mere hånd om hinanden. Der har i lang tid været individfokus, men nu sker der en modsatrettet tendens. Vi får et mere kollektivt fokus.

Spejderbevægelsen gør en forskel
De to formænd er ligeledes enige om, at spejderne giver et anderledes tilbud end andre fritidsaktiviteter. De ser spejderbevægelsen som et godt tilbud, der løfter den enkelte som menneske. Helle Dydensborg udtrykker det som et kompetenceløft.

- Den enkelte får udviklet sit potentiale og lærer at bruge sine ressourcer, forklarer DDS-formanden, og tilføjer:

- Det er svært at forklare forældre og børn, hvad vi er gode til. Vi er både gode til eventyr og til at udvikle ledere.

Lars Kjeld Jensen er overbevist om, at spejderbevægelsen gør en forskel i samfundet i dag.

- Vi oplærer børn og unge til ansvar -- mere end andre steder. Vi kan gøre en forskel fremadrettet. Samtidig er vi opsamlingssted for folk, der ikke lige fandt en plads et andet sted. Hos spejderne er der altid noget at være god til, siger KFUM-formanden.

- I dag savner mange børn nogle voksne, der sætter rammer, som børnene kan forholde sig til. Dette giver spejderbevægelsen. Her stiller voksne sig til rådighed og giver rammer, som børnene kan udvikle sig indenfor, men samtidig eksisterer der stadig gamle myter og historier, som blokerer for børn og forældres syn på spejdere. Denne opfattelse skal vi have ændret, pointerer Helle Dydensborg.

Hun er sikker på, at spejderværdierne ikke er på retur, men kommer igen. Det bliver sagt med eftertryk og klar stemme.