Buddhisme i Danmark

ANMELDELSE: Jørn Borups nye bog om dansk buddhisme er et ambitiøst projekt med et væld af informationer. Bogen giver et godt overblik over buddhisme i Danmark. Til gengæld er hans skelnen mellem danske og etniske buddhister problematisk

Jørn Borups nye bog "Dansk Dharma - buddhisme og buddhister i Danmark" er den første bog, der forsøger at lave et samlet billede af buddhisme i Danmark. Bogen er en del af Det Danske Pluralismeprojekt under Center for Multireligiøse Studier på Århus Universitet. Den har et lækkert layout, og dens typografi er yderst behagelig og letlæselig.

Bogen har et væld af informationer, og Borups redegørelser især for buddhismens vej til vesten og til Danmark er ganske interessante. Især hans forklaringen af teosofiens rolle i den tidlige vestlige buddhisme er oplysende. Teosofi er en okkult nyreligiøs bevægelse, der har sammenblandet buddhisme, hinduisme, vestlig udviklings-optimisme og en smule kristendom i en pærevælling.

Hans spekulationer om den kristen Buddha og den buddhistiske Jesus kunne nok havde været udeladt. Det er i al fald vanskeligt at se relevansen til dansk buddhisme. Men der er til gengæld en grundig og enkel redegørelse af de forskellige buddhistiske traditioner, som overordnet er theravada (de ældstes skole), mahayana (det store fartøj), vajrayana (tibetansk buddhisme) og buddhisme i Danmark (vestlig konvertit-buddhisme), der fremstår som en mere fordøjelig version af tibetansk buddhisme.

Bogens omtale af de buddhistiske grupper i Danmark, især konvertit-grupperne, er dybdegående, men er spredt ud over kapitlerne og ender med at blive en smule uoverskuelig. Og Borups skelnen mellem "traditionalister" (etniske buddhister) og "modernister" (vestlige konvertiteter - eller global buddhisme), får de etniske buddhister til at virke småprovinsielle og indadvendte. Men hvis man måler antallet af etniske buddhister, så er den etniske buddhisme langt mere global end antallet af vestlige konvertitter.

I det hele taget er Borups systematiske skelnen mellem herboende etniske buddhister og konverterede buddhister noget problematisk, og det havde måske været bedre, hvis han havde undladt at sætte dem i forhold til hinanden og bare ladet trådende stritte.

Han forsøger for eksempel at kategorisere de forskellige typer buddhister i tre grupper: 1) religiøs buddhisme, de etniske buddhister, men også visse konvertitter, 2) kulturbuddhisme, de inaktive etniske buddhister, og 3) spirituel buddhisme, den tidlige vestlige buddhisme. Problemet er bare, at kulturbuddhisme ikke eksisterer i østen, som kulturkristendom gør i Danmark.

Så i stedte for at tale om spirituelle, moderne eller globale buddhister i Danmark kunne de danske konvertit-buddhister blot kaldes "danske buddhister" og "dansk buddhisme" eller "dansk dharma", hvor buddhismen netop er præget af den danske kultur. Buddhismen har nemlig altid været god til at tilpasse sig et lands tradition og inkorporere dens metafysiske og religiøse tænkning.

Især i afsnittet om buddhistisk aktivitetsniveau falder sammenstillingen af etnisk versus konvetit buddhisme sammen. Der er ikke fællesskab i etnisk buddhisme bortset fra munkene imellem og i lokalsamfundet. Når både en therevada- og en mahayana-buddhist besøger sit tempel, er det langt fra sikkert, at han eller hun har kontakt med nogen fra templet. Ofte består sådan et besøg af en bøn, en ofring af en blomst og måske en spådom. Det er kun ved særlige anledninger, at buddhisten har brug for at tale med en munk.

Og hvis en etnisk buddhist bor langt fra det danske tempel, vil hun eller han måske nøjes med at besøge templet i sin fødeby i hjemlandet sammen med familien. I øvrigt har enhver etnisk buddhist et hjemmealter, som er fuldt ud tilstrækkeligt i hverdagslivet.

Den vestlige konvertit vil derimod have et vist behov for at gå til foredrag og møder, samt for at læse bøger, men han eller hun vil ofte gå alene og uden familie. Og det er langt fra sikkert, at han eller hun vil ofre til et alter i hjemmet hver dag.

Det er med andre ord umuligt at sammenstille herboende etniske buddhister og danske konvertiteter, blandt andet fordi deres aktivitetsmønstre er vidt forskellige.

Selv om buddhisme i Danmark er et mindre fænomen, har det været ambitiøst og dristigt at forsøge at få et systematisk overblik over dette forskelligartede fænomen. Men det er lykkes for Borup. Hans bog er informativ, og ud over at den kan læses af den alment interesserede, kan den med fordel benyttes i undervisning. Jeg håber også, at mange danske buddhister vil finde anledning til at læse bogen.