Eksistentialismen har aldrig været folkeligt upopulær

Jean-Paul Sartre (1905-1980) i Paris i 1960

Eksistentialismen har haft sine op- og nedture, men dens kamp med det religiøse vil altid være relevant. Og folket er ikke blevet træt af den, vurderer flere fagfolk.

Eksistentialismen er en af de få filosofiske retninger, der for alvor er lykkedes med at bryde igennem lydmuren og opnå bred folkelig interesse. Det skete især i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor man for eksempel i Paris i oktober 1945 i helt uhørt grad så folk strømme til filosoffen Jean-Paul Sartres foredrag om eksistentialisme og humanisme.

Også i Danmark brød eksistentialismen igennem, og især idéhistorikeren Johannes Sløks arbejde med at formidle den havde stor effekt. Således beretter Sløks ven og nuværende biskop Kjeld Holm, at både læg og lærd fyldte auditorierne i de tidlige 1960ere for at høre Sløk tale om eksistentialisme, og at det resulterede i, at man ligefrem kunne høre pæne lægefruer udtale sig eksistentialistisk i Magasin.

Der var god grobund for eksistentialismen i efterkrigstiden, fordi mange oplevede deres livssyn splintres med 2. verdenskrigs barbari i form af Auschwitz, Gulag-øhavet og atombombens indtog. Dette gav mange mennesker en følelse af meningsløshed, som eksistentialister har oversat til begreberne om absurditet og fremmedgørelse.

I Danmark havde eksistentialismen endnu bedre grobund, da stort set alle eksistentialister bygger videre på Søren Kierkegaards forfatterskab, der som det første problematiserede begrebet om eksistens, og eksistentialismen er netop en undersøgelse af, hvad det vil sige at eksistere, at være til.

Hvad er eksistentialisme?
Idéhistoriker og ekstern lektor ved Aarhus Universitet Jens Viggo Nielsens påpeger, at alle eksistentialister i udgangspunktet er enige om, hvad eksistens betyder:

At mennesket eksisterer betyder i første omgang, at det ikke bare er til ligesom en sten eller et dyr, men at det stiller spørgsmål til, hvad det vil sige at være til som menneske. Dette er de alle umiddelbart enige om, hvad enten de så kalder sig for eksistentialister eller eksistensfilosoffer. Til gengæld er de så uenige, når det kommer til svarene: På spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, leverer de vidt forskellige svarmuligheder

Med Anden Verdenskrig in mente blev svaret for mange, at verden var et sted uden mening, og at det var op til det enkelte menneske at skabe sit eget formål i livet. Ifølge idéhistoriker Paw Hedegaard Amdisen, højskolelærer ved Odder Højskole, er det netop dette spørgsmål om mening med livet, som kendetegner eksistentialismen:

Det, der karakteriserer eksistentialismen som bred kulturstrømning, er spørgsmålet om mening. Er tilværelsen absurd eller meningsfuld?

Og netop derfor kommer religion ofte til at spille en stor rolle for eksistentialister, hvad enten man som ateist vil afvise den, eller man som troende vil forlade sig på den, lyder det videre fra Paw Hedegaard Amdisen:

Er man ateist, giver religion ingen mening den er bare en form for sutteklud. Men hos Sløk og Kierkegaard, er den forskellen, fordi kun religiøsiteten kan sikre mening. Ligegyldigt hvor meningsløst det hele ser ud, er man en del af en større fortælling, uddyber han.

Sløve årtier
I de sene 1960ere og frem begyndte den intellektuelle interesse for eksistentialismen at falme. Dette kan ifølge Jens Viggo Nielsen blandt andet skyldes, at eksistentialismen blev synonym med Jean-Paul Sartre:

Eksistentialismens popularitet kom næsten til at stå og falde med Sartre. Andre filosoffer som Jaspers og Heidegger følte straks, at Sartres ateistiske anliggende ikke var deres, og derfor ville de ikke kaldes for eksistentialister.

Med 68-oprøreret og de efterfølgende årtier fik eksistentialismen modspil, fordi fokus der lå på det kollektive og på marxismen. Men som Paw Hedegaard Amdisen pointerer, var både Sløk og Sartre en del af det tidlige ungdomsoprør:

Sartre var jo både eksistentialist og marxist, og Sløk var også enig i den første del af ungdomsoprøret, men da det blev dogmatisk, ville han ikke være med.

Selvom det er alment accepteret, at det i 1970erne og 1980erne var de færreste, der ville vedkende sig betegnelsen eksistentialist, mener Jens Viggo Nielsen ikke, at det er det samme som at sige, at den ikke stadig nød folkelig opbakning:

For mig at se har eksistentialismen aldrig været upopulær, hvis man dermed mener, at den har mistet sin opbakning i bredere, folkelige kredse.

Som eksempler på denne brede opbakning nævner han, at det er eksistenstænkningen, der interesserer, når han underviser på højskoler og andre steder, samt de imponerende salgstal på f.eks. Sartres Eksistentialisme er en humanisme og Johannes Sløks forfatterskab.

Her kan man også nævne, at forfatteren Peter Thielst i 1994 skrev bogen Livet forstås baglæns men må leves forlæns om Søren Kierkegaard, der har solgt imponerende 80.000 eksemplarer.

På vej frem igen?
Selvom eksistentialismen altså ifølge Jens Viggo Nielsen aldrig har mistet sin folkelige popularitet, mener han også, at der er flere ting, der tyder på, at den styrkes endnu mere i disse år. Han anfører flere punkter, der peger på, at den er på vej frem igen.

For det første den store interesse for biografier, der sætter fokus på det enkelte individ. For det andet det store fokus på naturvidenskaben, hvor eksistentialismen ofte stiller sig i opposition, fordi den benægter, at naturvidenskaben skulle kunne forklare menneskets eksistens udtømmende. For det tredje nævner han det store fokus både på og uden for universiteterne på det religiøse, hvorfor eksistentialismen bliver vigtig:

Eksistentialismen har altid været i opposition til både naturvidenskaben og teologien, fordi den så at sige indplacerer sig lidt midt i feltet ved at insistere på at stille spørgsmålet om det guddommelige på kroppens og endelighedens vilkår.

Heller ikke fra Paw Hedegaard Amdisens plads på højskolen i Odder ser det ud som om, eksistentialismen er ved at dø, selvom vi næppe igen skal til at høre eksistentialistiske udtryk i Magasin:

Jeg synes ikke, at jeg ser de store tegn på, at eksistentialismen er på frem igen som modefilosofi. Men eksistentialisterne læses stadig på ungdomsskoler og højskoler. De spørgsmål, som eksistentialismen stiller, er ikke blevet mindre aktuelle. Vores kulturelle situation har ikke ændret sig meget siden Anden Verdenskrig. Vi lever stadig i en post-religiøs tidsalder. Man kan selvfølgelig godt se tegn på, at religionen vender tilbage, men den klassiske religiøsitet, der sikrede mening i livet, er brudt sammen. Og her er eksistentialismen relevant, fordi den netop spørger til og kæmper med dette meningstab.

Eksistentialismen og vores tid
Vores tid betegnes ofte som postmoderne, fordi vi nu ser resultaterne af det moderne gennembrud, Vesten har gennemgået. For mange at se har dette resulteret i et fragmenteret samfund, hvor ustabile fællesskaber hersker.

Eksistentialismen har også altid haft dette fokus på det enkelte individ midt i fællesskabet. På den måde deler eksistentialismen det postmoderne syn på samfundet:

Den postmoderne tænkning har visse fællestræk med eksistentialismen. Den følger jo eksistentialismens analyse af det moderne samfund som splittet og fremmedgørende, siger Paw Hedegaard Amdisen.

Men han pointerer også, at der er en afgørende forskel:

Men de postmoderne tænkere af i dag opfatter ikke denne tilstand som tragisk. Mange postmoderne tænkere opfatter det ikke som et problem, at de store fortællinger går tabt.

Læs det fulde interview med Jens Viggo Nielsen

Hvad er eksistentialisme?

Litteratur
At tænke eksistensen af Jens Viggo Nielsen, Jonas Holst og Paw Hedegaard Amdisen (red.)

Eksistentialisme af Johannes Sløk

Mennesket er en misforståelse af Kjeld Holm