Et liv i tro og ydmyghed

Amish-folket, der kan trække deres rødder tilbage til Europa, lever efter et sæt strenge regler, som defineres af hver enkelt menighed. Visse fællestræk genfindes dog hos alle amish-folk, blandt andet går børnene kun i skole i otte år, og videreuddannelse er ikke tilladt.(Foto: Anne Westh)

Amish-folket i USA lever en tilværelse fjernt fra den moderne verden. Alligevel blomstrer den religiøse gruppe som aldrig før.

Et hestetrukkent køretøj triller fredsommeligt af sted i krybesporet på den trafikerede hovedvej. Bag tøjlerne sidder en mand med langt skæg, sort hat og mørkt tøj. Ved siden af ham en kvinde i lang sort kjole med hvid kyse om hovedet. På en nærliggende gårdsplads står tre kvinder over en dampende gruekedel og vasker tøj. Og på den tilstødende mark er en mand i gang med at drive sin hesteforspændte plov frem.

Man tror næppe, at man befinder sig i det 21. århundredes USA med burgere, dollargrin og terrortrusler, men virkeligheden er ikke til at tage fejl af. Det er en ganske almindelig lørdag i den lille by New Wilmington i Pennsylvania. Og de hestetrukne køretøjer og hvide kyser tilhører den religiøse gruppe amish-folket, der på mange måder lever et liv som før den industrielle revolution.

Men New Wilmington er kun ét af mange små amish-samfund, der er spredt ud over USA. I alt er der 1182 menigheder fordelt på 25 stater, hvoraf den største koncentration findes i Pennsylvania, Ohio og Indiana. Og på trods af deres gammeldags livsstil, så stortrives amish-folket: I 1900 var der kun 5000 af dem, i dag er de over 180.000.

Amish-folket kan trække deres rødder tilbage til Europa. De tilhører anabaptisterne (tilhængere af voksendåb) - en kristen gruppe, der opstod i kølvandet på reformationen.

I slutningen af 1600-tallet begyndte en af anabaptisternes ledere, schweizeren Jacob Ammann, at tale for en særlig streng og ydmyg kristen livsstil. Han samlede mange tilhængere omkring sig, og denne gruppe blev til amish-folket.

Det var dog ikke nemt for amish-folket at finde sig til rette i Europa. De blev forfulgt og i flere tilfælde brændt på bålet. Derfor begyndte de i midten af 1700-tallet at immigrere til USA, og nu er der ingen amish-folk tilbage i Europa.

Amish-folket følger strenge regler

I dag lever amish-folket på mange måder, som da de forlod Europa. De skal følge et sæt strenge regler, die Ordnung , som defineres af hver enkelt menighed. Reglerne kan variere, men visse fællestræk genfindes hos alle amish-folk: De må kun bruge hestetrukne køretøjer til transport - de såkaldte horsebuggies - og kun heste eller muldyr til markarbejdet. Tøjet skal være simpelt og uden brug af overflødige knapper.

Alle gifte mænd skal bære fuldskæg, men intet overskæg. Kvinder skal dække hovedet med en kyse. Alle skal tale en særlig højtysk dialekt i hjemmet - også kaldet Pennsylvania Dutch. Gudstjenester holdes ikke i en kirke, men på skift rundt omkring i de små amish-hjem. Børnene går kun i skole i otte år, og videreuddannelse er ikke tilladt. Og ikke mindst er det forbudt at bruge elektricitet fra offentlige el-ledninger eller eje fjernsyn og computere.

Hvis et medlem overtræder die Ordnung, bliver han eller hun udstødt af kirkesamfundet og hele fællesskabet. Og det er en trussel, som får de fleste til at indordne sig.

Umiddelbart skulle man tro, at amish-folket havde svært ved at finde sig til rette i et samfund som det amerikanske, hvor værdier som individualisme og dollar rangerer højt. Men gennem tiden har amish-folket fundet en måde, hvorpå deres puritanske livsstil kan udspille sig sideløbende med den amerikanske hverdag.

Amish er ofte blevet fremstillet som en dyster religion fyldt med afsavn, hvis medlemmer lever en tilværelse, som er en tro kopi af 1700-tallets Europa. Men det er en fejlagtig opfattelse.

Hvis man tager ud og besøger amish-folket, finder man ud af, at de på mange måder lever et lykkeligt og simpelt liv - bare inden for deres egne rammer. De snakker og smiler, når de møder hinanden i byen. De går ikke af vejen for at sætte en burger og cola til livs. Og de har et fantastisk familiesammenhold på tværs af menighederne, som hverken lader syge, handicappede eller ældre i stikken.

Frihed for amish-folkets unge

Et af kodeordene for amish-folkets overlevelse har været fleksibilitet. Og selv i et af deres fasttømrede ritualer kommer det til indtryk.

Når børnene fylder 16 år, træder de ind i en særlig periode af deres liv, der hedder rumspringa, som varer, indtil de bliver døbt som 19-22-årige. I disse år gælder de sædvanlige strenge regler ikke for dem, fordi de hverken er under forældrenes eller kirkens opsyn. De kan så købe et fjernsyn, drikke sig fulde eller køre i bil. De fleste unge går ikke til yderligheder, men nogle benytter lejligheden til at gøre alt det forbudte. Efter at have prøvet det frie liv, vælger 90 procent af unge at blive i kirken. De lader sig døbe, og først derefter skal de følge amish-folkets regler.

Det med fleksibiliteten har i det hele taget været en løbende udfordring for amish-folket - specielt, når det har drejet sig om at tage stilling til ny teknologi.

Amish-folket er principielt imod elektricitet, fordi det opfattes som en trussel mod fællesskabet. Det betyder ingen telefon, intet fjernsyn, ingen computer og intet stereoanlæg.

Men alligevel er man gået på kompromis med elektriciteten på områder, der gør det lettere at leve et amish-liv. For eksempel må amish-folk godt tage arbejde i en butik med elektricitet, hvis den er ejet af en person, der ikke er amish. De må også bruge dieseldrevne motorer. Eller ringe fra en telefon - bare den ikke befinder sig inden for hjemmets fire vægge.

Modsætninger, der er svært forenelige med deres religion, skulle man tro. Men amish-folket opfatter det tilsyneladende ikke sådan. Som amish-konen Teena sagde til mig, da jeg besøgte hendes kviltningsbutik i New Wilmington, mens hun sad og tastede ind på en lommeregner: "Vi må ikke bruge elektriske apparater. Men hvis elektriciteten bare kommer fra batterier, gør det ikke noget."