Et lys i mørket

H.C. Andersens eventyr om "Den lille pige med svovlstikkerne" fortæller os noget eventyrlig lykkeligt om døden og Gud, siger sognepræst og ph.d Kathrine Lilleør. Foto: Anne Anderson (1874-1930)/Wikimedia Commons

H.C. Andersens velkendte eventyr "Den lille pige med svovlstikkerne" er fyldt med religiøse temaer, og måske ikke så trist, som man tror, siger Kathrine Lilleør og Johan de Mylius

Hvem har ikke som barn fået en klump i halsen, når de hørte H.C. Andersen eventyret om den fattige pige, som sidder alene nytårsaften i kulden. Sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør og docent Johan de Mylius giver deres bud på de religiøse temaer i historien, som måske ikke er så trist endda.

Eventyret kort fortalt

En lille fattig pige sidder på årets sidste aften kold, sulten og ensom i en krog mellem to huse på gaden. Hun har hele dagen gået rundt og forsøgt at sælge svovlstikker uden held. Hun ved, at hendes fader vil slå hende, hvis hun vender hjem uden at have solgt nogen.

Svovlstikkerne bringer himmelske visioner
For at varme sig lidt tænder hun en række svovlstikker, som så længe ilden brænder, bringer forskellige visioner.

Ved første svovlstik ser hun en stor varm jernkakkelovn foran sig, som varmer hende så godt. Anden gang hun stryger en svovlstik, bliver muren foran hende gennemsigtig, og hun ser et veldækket bord med gåsesteg.

Tredje gang sidder hun under et flot, lysende juletræ, som hun rækker ud efter. Men da svovlstikken brænder ud, bliver julelysene til stjernerne på himmelen. Hun ser et stjerneskud, og Andersen skriver følgende om dette:

"Nu døer der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud.

Hun stryger endnu en svovlstik, og foran hende toner mormoren frem:

"Mormoer!" raabte den Lille, "O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!"

Pigen stryger i hast resten af svovlstikkerne for at fastholde visionen:

Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud!

Næste morgen ser forbipasserende en lille fattig pige sidde død af kulde med favnen fuld af afbrændte svovlstikker. Og Andersen slutter:

Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde!

Døden er et mættet øjeblik

Johan de Mylius er docent og leder af H.C. Andersen-centret under Syddansk Universitet. Han har i mange års forsket i H.C. Andersens liv og værk og udgivet flere bøger om emnet. Han tolker eventyret på følgende måde:

"I historien er der et yde mørke, som er natten og fattigdommen. Men der er også et indre lys. Lyset er i stand til at trænge gennem den hårde virkelighed. Hun ser gennem muren foran hende, hun ser gennem skallen af virkeligheden ind i lyset. Indtil hun selv bliver opslugt og bliver et med lyset", siger Johan de Mylius.

"Det mærkelige er, at hun godt ved, at mormoren ikke er der, når lyset slukkes, men hun siger alligevel "ta´ mig med dig". Det er et paradoks. Hendes vision er stærkere end virkeligheden.

"Der er tale om ønskeopfyldelse og døden på samme tid. Der er et stjerneskud, som i almindelig folketro betyder, at du kan få et ønske opfyldt. Men i historien betyder stjerneskuddet også, at nogen skal dø, at den lille pige skal dø".

"Døden er en ønskeopfyldelse, hvilket strækker sig vidt omkring i hele Andersens tænkning over det religiøse. Døden er ikke en afslutning, men en kulmination og en overgang. Det er et mættet øjeblik, som er større end virkeligheden. Det den lille pige ser, er større end det vi andre umiddelbart ser udefra".

"Eventyret foregår nytårsaften, da det handler om at noget gammelt er slut og noget nyt bliver til. Handlingen foregår i mørket om natten og så bryder lyset igennem. Nytårsmorgen er gennembruddet til et nyt liv".

"I døden fødes vi over i en ny tilstand, hvor vores stræben og rejse fortsætter. Andersen har også givet udtryk for dette i mange af sine øvrige værker. For eksempel i "Den lille havfrue" hvor havfruen rejser sig fra det dødskolde havskum over i en ny åndelig skikkelse. Hun gennemgår sin sidste forvandling ind i en tilstand, hvor hun stadig stræber opad mod Gud, lyset og det evige liv", slutter Johan de Mylius.

Viden og tro bliver sat op overfor hinanden

Sognepræst Kathrine Lilleør har skrevet Ph.d.-afhandling om at læse H. C. Andersen set i lyset af Søren Kierkegaard. Hun lægger vægt på nogle andre ting i sin tolkning:

"Eventyret stopper ikke ved "ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, de var hos Gud!" Men det burde det jo egentligt, ikke? Så ville det ende lykkeligt. Når vi tolker eventyret, er det vigtigt, at vi undrer os. Hvorfor i alverden skal vi ned på jorden igen og se på det barnelig?", siger Kathrine Lilleør.

"Det er et meget voldsomt eventyr på den måde, for ikke alene har vi forstået, at hun er død, men vi skal have det helt op under næsen. De finder hende om morgenen, og han udmaler, hvordan hun sidder der, som et iskoldt lig med udbrændte svovlstikker".

"Og så skriver han: "Ingen viste, hvad smukt hun havde set". Han understreger, at når vi møder døden, så kan vi ikke se, hvad den døde har set. Ingen vidste, hvad hun havde set, men måske kan du tro, at det var det, hun så".

"Det er et eventyr, som sætter tro og viden op overfor hinanden. Vi ved om døden, at den gør kold, men den døde ved jo, at der var en mormor, der tog varmt imod hende. Først optræder døden i sin mest vidunderlige vision med mormor, der tager mod dig og mig, når vi dør. Og lige klods op ad det møder vi et barnelig på gaden. Så det står og dirrer lige mellem de to modsætninger".

Sætter spørgsmålstegn ved vores tro

"Eventyret handler også om læserens tvivl og klumpen i halsen, man kan få ved læsningen. Han skriver sentimentalt for helt tydeligt at sige, at troen kommer og går, for hvis man var helt uanfægtet af det her eventyr, hvis man syntes, at det endte godt, så var der jo ikke noget at være ked af".

"Hvorfor sidde og fedte med, at den lille pige ser ind i en rig stue? Hvis man virkelig troede på Gud, så ville man jo syntes, at det her var lys og lykke. Men det syntes man jo ikke. Og der er han jo ude med riven efter os alle sammen i forhold til, hvad vi egentlig tror på. Hvor meget tror du egentligt? Til dagligt vil man sige, man tror på Gud. Men tror du virkeligt? For tror du virkeligt på Gud, så er det jo et dejligt eventyr".

"Det er et eventyr, som insisterer på at fortælle noget eventyrlig lykkeligt om Gud og om døden. Og det kan vi ikke have, for vi kigger på den fattige lille pige, som fryser. Og sådan er det altid med os mennesker, vi kigger altid mere på os selv end på Gud. Vi kan ikke lade være", slutter Kathrine Lilleør.