Hellige riddere og fromme konger
Bortset fra korstogene, som mange danskere deltog i, har Danmark kun været på kanten af religionskrig et par gange
Historien om danskeres deltagelse i religionskrige tog sin begyndelse i 1095, da det første korstog blev sat i gang. Gennem flere hundrede år var det derefter skik blandt danske adelsfolk at drage i hellig krig mod muslimerne og hedningene ved Østersøen.
Da Europas kristne efter reformationen begyndte at bekrige hinanden, var Danmark et par gange på randen af langvarig krig, men siden kong Christian IV´s nederlag til den katolske flamske hærfører Johan Tilly ved Lutter am Barenberg i 1626 har Danmark ikke været involveret i religionskrige.
Det er begrænset, hvor stærkt det religiøse incitament var i krigene mellem katolikker og protestanter. Til gengæld viser den nye forskning om korstogene, at den kristne tro spillede en stor rolle for de mange danske adelsfolk, som i middelalderen drog på korstog, oplyser historikeren og korstogseksperten Kurt Villads Jensen.
- Det er umuligt at sætte tal på, hvor mange danskere der drog på korstog, men kilderne viser, at der har været danskere med i alle korstogene lige fra Jerusalems erobring i 1099 til byens endelige fald i 1291. Desuden har der været danskere indblandet i portugisiske og baltiske korstog, og helt op i 1400-tallet var der danskere involveret i et planlagt paveligt korstog mod Osmannerne, fortæller han.
Synderens død
Et af de sikre tegn på, at det var udbredt for danskere at tage på korstog, har forskerne fundet i datidens testamenter. Meget ofte skrev adelsfolk i deres testamente, at hvis adelsmanden døde, inden han var draget på korstog, skulle der sørges for, at en anden opfyldte forpligtelsen på hans vegne. Dette tyder på, at man i Danmark havde samme skik som i resten af Europa: At alle våbenføre mænd følte sig forpligtet til at slås for kristendommen og for det hellige land.
- Jeg mener, at også de danske konger lige fra begyndelsen var grebet af korstogs-ideen, siger Kurt Villads Jensen.
Nogle af de danske konger, blandt andre Knud den Hellige og Valdemar Sejr, havde giftet sig ind i europæiske familier med stolte korstogstraditioner. Sidstnævnte drog selv på sit berømte korstog mod Estland i 1200-tallet, som vi især kender for legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen.
De danske korsfarere var drevet af et ønske om at sikre deres sjæls frelse, men dette forhindrede dem ifølge Kurt Villads Jensen ikke i at deltage i de drab og plyndringer, som fulgte med korstogene.
- Idealet var, at civilbefolkningen skulle skånes, men det var ikke altid, man levede op til det. Og tilsyneladende har også fromme mænd accepteret myrderierne med rimelig god samvittighed, så længe ofrene var vantro, siger Kurt Villads Jensen.
Han henviser til middelalderens historikeskriver Saxo, som beretter om, at biskop Absalon under korstoget mod venderne holdt en messe. Men biskoppen afbrød messen på det helligste sted og løb ud for at opfordre til at kæmpe, idet han råbte: "Intet offer er Gud mere velbehageligt end synderens død!"
Katolikker og protestanter
Da Europa i 1500- og 1600-tallet blev kastet ud i opgøret mellem katolikker og protestanter, satte dette også spor i Danmark. Ifølge professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Martin Schwarz Lausten er det imidlertid begrænset, hvor anvendelig betegnelsen "religionskrig" er.
- Tidligere har historikere betragtet den borgerkrig, Danmark blev kastet ud i 1534-36 som en religionskrig. Årsagen er selvfølgelig, at krigen, som også kaldes "grevens fejde", førte til, at Christian III indførte lutherdom som religion i Danmark og forbød katolicismen. Men det var snarere et opgør om, hvem der skulle have magten i Danmark, siger Martin Schwarz Lausten.
Han påpeger, at Christian III selv var en overbevist tilhænger af Luther. Men modparterne i den danske borgerkrig var på den ene side de store byers borgere samt bønderne, som ville have den fængslede kong Christian II på tronen. På den anden side var adelen og biskopperne, som støttede den nye kong Christian III.
Biskopperne græd over reformationen, som blandt andet betød, at kirkens folk måtte træde ud af rigsrådet. Og det byborgerskab, som var imod den fromme lutherske konge, var selv for en stor dels vedkommende allerede gået over til lutherdommen. Den danske "religionskrig" var altså en religiøst rodet affære.
I 1540´erne var kong Christian III tæt på at blive involveret i en krig mellem den katolske tyske kejser og de tyske områder, som var gået over til Luther.
- Christian III havde indgået et forsvarsforbund, som indebar, at man skulle komme dem til hjælp, som blev angrebet på grund af deres lutherske tro. Men han turde ikke sætte sig op mod kejseren. Derfor sagde han til sine forbundsfæller, at krigen ikke havde noget med tro at gøre. Samtidig befalede han dog de danske biskopper, at de skulle bede, "fordi Guds ord blev angrebet", fortæller Martin Schwarz Lausten.
Selv om den danske konge ikke turde erkende, at dette var en religionskrig, var der ifølge Martin Schwarz Lausten ikke tvivl om, at netop dette opgør handlede om religiøse modsætninger. Mere kompliceret forholder det sig med Trediveårskrigen, som ganske vist begyndte med modsætninger mellem katolikker og protestanter, men også var en krig om magt.
Danmarks andel i denne langvarige tyske borgerkrig var kortvarig, idet Christian IV drog på felttog, høstede et eftertrykkeligt nederlag og derefter drog hjem til Danmark igen. Og det er meget usikkert, hvor stor en rolle religionen spillede som motivation for den krigslystne danske konge.
- Jeg vil sige, at vi kort efter reformationen var på nippet til en religionskrig et par gange. Men som historien forløb, er det et søgt begreb at bruge. Både om reformationstiden og om den senere danske historie, siger Martin Schwarz Lausten.