Menneskets religiøsitet går på tværs af religioner

Spiritualitet er i lige så høj grad praksis som en psykologisk åndelighed

INTERVIEW: Religion.dk har talt med Mikael Eriksson, yogalærer og redaktør på bevidsthedsmagasinet "Logos", om holdninger til spiritualitet, og om hans personlige vej fra skepsis til åndelighed

Mikael Eriksson, født 1966, er ugift og bor i "ashram", et åndeligt fællesskab, centreret omkring yoga og "karma yoga" – den daglige handlings yoga.

Hvornår begyndte din interesse for det spirituelle?
Indtil 1993 betragtede jeg mig selv som ateist. Mit første møde med det spirituelle var Clearing med Art Reade, hvor jeg fandt en meget levende spiritualitet. Det var et forløb over et halvt år med tre mødegange, hvor en gruppe mennesker gik gennem en masse spil og eksperimeter. Fantasirejser, rollespil m.m. Alt sammen for at afprøve hvordan man kan kommunikere og være på et dybere plan.

Hvad fik dig til at melde dig til det?
Det var nysgerrighed, der fik mig til at melde mig. Nysgerrighed overfor, hvad der virker, og hvad man kan bruge, ikke en søgen efter en filosofi. Der var ingen udløsende årsag, ingen krise. Det er gået gradvist fra skepsis til nysgerrighed.

Jeg har været engageret på den ydre venstrefløj, drevet af ønsket om at gøre noget godt i forhold til andre mennesker. Men det er et paradoks at kæmpe for fred – for fred og kamp er to modsatte ting.

Jeg begyndte at erkende, at man ikke kan ændre verden, kun sig selv. Det var ikke en erkendelse, der kom på én gang. Det var et kæmpestort spørgsmål; kunne man overhovedet ændre sig selv og gøre sig selv til et bedre menneske? Jeg besluttede, at jeg måtte prøve en åndelig vej, og så gav jeg det 10 år. Og jeg har aldrig fortrudt!

Hvad er din baggrund – hvad er du vokset op med?
Min far var ateist og min mor var "husholdningsreligiøs". Hun ville godt indrømme, at hun troede på Gud. Måske har jeg aldrig været helt ateistisk, men jeg havde en meget intellektuel tilgang til tingene. Som 17-årig fik jeg en "ud af kroppen oplevelse". Jeg lå på sofaen og pludselig var jeg ude foran vinduet. Jeg havde intet gjort for at få den – det kom helt af sig selv. Det var måske der, at jeg første gang blev klar over, at der var noget mere end det materielle.

Hvad forstår du ved spiritualitet?
Spiritualitet er at opdage ånden eller Gud i sig selv. Men jeg har en meget praktisk tilgang til det spirituelle og arbejder meget med det. Og hvis man skal det, så må man have en metode, og det ledte jeg så efter. Spiritualitet og praksis hænger tæt sammen.

Hvad fandt du? –Hvilke former for spiritualitet er en del af dit liv?
Først og fremmest yoga. Dog ikke den almindelige gymnastik, men tantrisk yoga, som jeg bredt forstår som et arbejde med http://www.selvet.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=4691 ">kundalinienergien. Mange tror at tantra kun har med sex at gøre, men jeg ser tantra som al esoterisk yoga, alt med chakraer, energier, aura osv. Jeg kastede mig ud i det som et eksperiment for at se, om det virkede. Og det gjorde det!

Jeg startede som elev – og er det stadig – i Natha yogacenter. Natha er startet af rumæneren Gregorian Bivolaru, bedre kendt som Grieg. I Natha bruges tantra bevidst som et værktøj. Jeg var i starten meget entusiastisk og opnåede hurtigt resultater. Samtidigt var jeg enormt skeptisk. De første par år, havde jeg mange frustrationer, men jeg lærte at se dem som naturlige bevægelser i sindet, uden at identificere mig med dem eller overtages af dem. Alle sindets bevægelser er som bølger på vandet, de er ikke selve vandet.

Praksis er afgørende. Hele ens indre er ikke bare et psykologisk mysterium, men man kan komme til at forstå mere og mere af det, og man kan vokse, netop fordi man kan stå lidt udenfor og se på sindets bevægelser.

Det er det samme for alle. Man møder parallelle universer, når man møder andre, og også i sig selv kan man møde forskellige niveauer. Alle mennesker er et mikrokosmos, som transformerer sig – ændrer sig undervejs. Kernen i dette mikrokosmos er den sjælelige gnist. Den er uudslettelig, og den er skjult, men den er der.

Kom du i din søgen forbi kristendommen?
På et tidspunkt i 1994 opfordrede en ven mig til at søge Jesus. Jeg var skeptisk og gjorde det derfor i blinde. Jeg troede nok stadig, at jeg kunne være yogi og ateist på én gang. Ved at meditere på Jesus – visualisere ham osv – fik jeg nogle store og smukke oplevelser. Jeg mediterede simpelthen på Kristusbevidstheden udfra "Fake it until you make it" (Lad som om, indtil du kan, red.). Jeg troede ikke på det i starten, men det virkede alligevel. Placebo er en stærk faktor, og det religiøse ligger tæt på placebo, fordi man er nødt til at springe ud i det, og tro.

Betyder det at du har et personligt forhold til Jesus?
Ja, men i begyndelsen var det noget rent praktisk – der var ingen længsel eller hengivenhed på forhånd, men alligevel oplevede jeg respons. Det har ført til, at jeg har ændret mig og har lært meget ved at bede til Jesus og ved at læse i Bibelen og andre tekster af kristne helgener, for eksempel "Filokalia". Jeg kastede dengang alt stolthed overbord og sagde til min mor, at jeg gerne ville have en bibel. Hun var rystet – men glad.

Kommer du i kirken?
Jeg har blandt andet haft nogle intense oplevelser i den ortodokse kirke, hvor jeg blev døbt i 1998. Kristendommen er en vej, man bliver sat på ligesom yoga og buddhisme, og jeg oplevede dåben, som en initiation, en indvielse, til at arbejde dels på min personlige udvikling og dels for andre mennesker.

Det var anden gang, jeg blev døbt, og efter dåben blev jeg desværre smidt ud af Folkekirken. Jeg havde skrevet og meddelt, at jeg i forbindelse med dåben i den ortodokse kirke, havde fået et ekstra navn, men at jeg ikke ønskede at melde mig ud af Folkekirken, da jeg holder meget af dens tradition. Derfor kommer jeg stadig i Folkekirken, både for at være der i stilhed men også til gudstjenester. Jeg kan mærke specielle åndelige energier, idet jeg gennem yoga har fået et meget raffineret sanseapparat.

Er der andre ting end yoga og Jesus, der betyder noget i dit åndelige liv?
Tibetansk buddhisme er også en vigtig del af mit liv. Jeg blev interesseret gennem nogle yogakurser på Natha, og begyndte at læse om det. Jeg opdagede, at det også er en levende tradition, som man kan blive initieret i ligesom i kristendommen. Jeg har taget tilflugt i den og har selv modtaget indvielser af nogle af de største lamaer, der findes for tiden - Tenga Rinpoche fra Karmapa Trust og Chökyi Nyima Rinpoche fra Nyingma-linien. Herigennem blev jeg klar over, at i den højeste meditative tilstand fører alle religioner til det samme. Den samme visdom, den samme kærlighed.

Jeg har endvidere snuset lidt til sufisme, gennem digtere som Rumi og Kabir. Jeg er ikke så meget inde i selve Islam, men er ved at læse om det og arbejder på nogle artikler om det.

Du har rejst en del. Hænger rejserne sammen med din spirituelle udvikling?
I 1991, før min åndelige interesse for alvor blev vakt, var jeg i Mongoliet, hvor jeg søgte efter shamaner. Jeg fandt ikke nogen, men det var med til at sætte mig i gang.

Efter dåben i den ortodokse kirke tog jeg på pilgrimsfærd i Rumænien, hvor Natha-yogaen kommer fra. Samtidigt tog jeg rundt til ortodokse klostre og kirker og talte med præster og munke. Derefter var jeg i Medjugorje, og mødte de katolske pilgrimme og Maria-energien, som også har en stor plads i mit hjerte. I 2003 var jeg endvidere i Egypten for at meditere i Keopspyramiden.

Hvordan reagerede de ortodokse munke og yogierne på, at du var på pilgrimsrejse i to religiøse systemer?
Munkene, jeg mødte i den ortodokse kirke, har så meget erfaring i åndeligt arbejde – de er så "professionelle", at de kan forstå meditationer og åndedrætsteknikker fra andre traditioner. Det er næsten en kollegial snak, når man er sammen med dem. Fra yogisk side er der derimod ikke noget stort behov for andre traditioner, da man har bygget et omfattende "yogisk" univers op.

Normalt kan man ikke forstå begreberne i en religion, hvis man ikke går ind i den, for de forskellige retninger og bevægelser har hver deres egne termer og begreber. Derfor er det ofte svært at tænke frit. Man skal så at sige først "oversætte" tingene til sit eget system, før man kan tale sammen. Eneste undtagelse er, hvis man er "professionel" åndelig arbejder – altså praktiserer indtil man når et vist niveau af resultater – så behøver man ikke at oversætte. Det gælder f.eks. de ortodokse munke jeg mødte. De kunne umiddelbart forstå andre religiøse systemer.

Hvordan ser du på dit livsforløb som helhed? Er det typisk eller unikt?
Det har jeg aldrig tænkt så meget over, men det er nok ikke helt typisk. Jeg er meget tilfreds med mit liv, og som 40-årig er jeg midt i det. Det er en stadig transformation, som jeg måske aldrig bliver færdig med.

Mener du at alle kan blive spirituelle eller religiøse?
Enhver der vil, kan gøre det. Det at gøre det åndelige til en praksis er noget alle kan. Alle har også et udgangspunkt at forholde sig til; den indre gnist. Så det er bare at gå i gang.