Interview

Har coronavirus påtvunget os en verdslig askese?

Normalt er Amagertorv på Strøget i København pakket med mennesker, men under coronapandemien må folk give afkald på goder som shopping og cafébesøg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Coronapandemien har gennem myndighederne tvunget os i en afkaldstilstand, som kan minde om askese. Det er dog værd at overveje, om det er meningsfuldt at tale om påtvungen askese, mener religionsforsker Marianne Qvortrup Fibiger

I øjeblikket er vores livsførelse kendetegnet ved afkald og tilbagetrukkenhed. Derfor kan det synes nærliggende at betragte denne coronalivsstil som en påtvungen askese, og der er da også træk fra den religiøse askese at spore i den måde, mange for tiden lever på.

Men netop fordi afkaldet og tilbagetrukkenheden er os påtvunget, skal vi passe på med at lægge for meget betydning i disse asketiske aspekter, mener religionsforsker ved Aarhus Universitet Marianne Qvortrup Fibiger.

Askeseperspektivet på coronakrisen er imidlertid ikke et enestående eksempel på, at religiøst sprog bliver brugt om et verdsligt fænomen. For eksempel taler vi ofte om klimakrisen i et eskatologisk vokabular. Og det er der, ifølge Marianne Qvortrup Fibiger, en god grund til:

“Vi vil gerne give alting mening med vores sprog, og hvis vi ikke har et ord, der beskriver situationen, kan vi hente begreber ind fra religionernes verden. Der ligger der ofte et vokabular klart til os.”

Hun fortæller, at det er vigtigt, at vi gør os det klart, at vi rekontekstualiserer de religionsfaglige begreber, når vi bruger dem om verdslige fænomener. I den aktuelle situation er det derfor vigtigt at kunne skelne mellem religiøs, selvpåført askese, og den verdslige askese, myndighederne har pålagt os.

Dernæst kan man diskutere, om det overhovedet giver mening at tale om påtvungen askese.

Vi skal hele tiden sætte os selv i parantes
Og det kan det måske, men kun for så vidt man definerer askese meget bredt som “træning” - ordets oprindelige betydning. For den religiøse asket består træningen i at underkaste sin livsførelse nogle dogmatiske regler, og ifølge Marianne Qvortrup Fibiger kan der her godt drages nogle paralleller til vores nuværende situation:

“Det, man her skal træne sig i, er at lægge beslag på nogle af de ting, man plejer at gøre. Man stopper hele tiden op og tænker ’åh nej, må jeg nu det?’. På den måde træder man ud af dagligdagen og skal forholde sig til en ny livsførelse, som hele tiden kræver, at man sætter sig selv lidt i parentes,” fortæller hun.

Marianne Qvortrup Fibiger peger på isolation som et typisk træk ved askesen, der har paralleller i vores nuværende situation. I isolationen er man afskåret fra at få opfyldt sine sociale behov, og derfor kan der godt være noget asketisk i, at vores sociale liv i øjeblikket er meget begrænsede i forhold til, hvad vi er vandt til.

Der kan også være et asketisk element i de forholdsvis omfattende renhedskrav, vi er pålagt i øjeblikket:

“Det er et typisk asketisk træk at forholde sig til den profane verden som noget, der kan være smudsigt og også at sørge for ikke at påføre andre snavs,” fortæller Marianne Qvortrup Fibiger, men klargør samtidig, at disse ligheder dog er asketiske i en meget overført betydning.

Religionssproget kan beskrive et dybere følelseslag
Det er vigtigt for hende at understrege, at parallellerne kun kan drages ud fra et ganske bredt defineret askesebegreb, netop fordi askesen ikke er selvpåført. I en religiøs kontekst er asketen nemlig forbilledlig ved, at det er af egen vilje, han eller hun afsiger sig verdslige goder.

Generelt skal vi være en smule forsigtige, når vi bruger religionsfaglige begreber om verdslige fænomener, fortæller Marianne Qvortrup Fibiger:

“Vi henter vores sproglige skyts hos religionerne, når vi ikke har andet, men netop derfor skal vi også være meget opmærksomme på, hvad der ligger i brugen af det, og hvad det kan referere til.”

Man må altså holde sig for øje, at man bruger religionssproget uden for dets religiøse kontekst, når man beskriver vores nuværende livsførelse som asketisk. Men hvis religionssproget kan beskrive et dybere følelseslag i situationen på en måde, som ellers vil være uudtrykkelig, så er det ifølge Marianne Qvortrup Fibiger ikke nødvendigvis et problem, at vi henter sproglig inspiration i religionernes verden:

“Hvis man arbejder med et religionsfagligt begreb i bred forstand, så er der mange ting, det kan bruges om, og det kan udtrykke noget, som andet ikke kan. Arbejder man med det smalt, kan man derimod sige, at noget er lig det religiøse fænomen, begrebet dækker over. Og det er det, man skal passe på med.”