Rabbinere beskylder Madonna for blasfemi

Madonna nævner en jødisk mystiker fra 1600-tallet på sit nye album, hvilket har skaffet hende kritikere på halsen. Her et skrift af rabbineren, Isaac Luria.

KABBALAH: Madonnas nye album provokerer jøder. Hun synger om en afdød rabbiner, og det opfattes som blasfemi

Madonnas album "Confessions on a Dance Floor", som udkommer den 15. november i år, indeholder en sang med titlen "Isaac". Den omhandler Isaac Luria, en jødisk mystiker fra 1600-tallet. Og det opfatter rabbinere som blasfemi. Det er ifølge dem imod jødisk lov at profitere på et helligt navn.

– Det er en upassende handling, og man kan kun have ondt af hende for den straf, hun vil få fra himlen, siger rabbi Rafael Cohen til den israelske avis Maariv. Han holder til daglig opsyn med Isaacs grav i byen Safed i det nordlige Israel.

– Den vise Isaac er hellig og ren, og usømmelige mennesker kan ikke synge om ham, siger Cohen.

Medlem af sekt
Madonna voksede op som katolik. Siden er både hun og hendes mand, Guy Ritchie, konverteret til Kabbalah, en jødisk sekt baseret på jødiske mystiske skrifter fra det 5. og det 12. århundrede. Hun har derfor taget det hebraiske navn Esther.

Madonnas konvertering til Kaballah-sekten har mødt kritik fra ultra-ortodokse jøder. De mener, at hun derved har vanæret deres religion. En rabbi ved navn Israel Deri mener, at Madonna bør smides ud af bevægelsen.

– Sådan en kvinde bringer stor synd over Kabbalah, siger han. Han er mildest talt ikke begejstret for hendes brug af rabbi Isaac Lurias navn:

– Jeg håber, at vi vil have styrken til at forhindre hende i at bringe synd over rabbiens hellighed, siger han.

I 2004 besøgte Madonna staten Israel som en del af sine kabbala-studier. Ved den lejlighed så hun mange vigtige steder for Kabbalah-sekten – uden dog at besøge den grav, hvor Isaac Lurias jordiske rester hviler.