Religiøs dialog lykkes i det små

Der finder en helt naturlig religiøs dialog sted i mange dagligdags sammenhænge.

VELVILJE: På et seminar i Jordans hovedstad, Amman, har repræsentanter for jødedom, kristendom og islam set små lyspunkter trods truslen fra blandt andet fundamentalisme

Dialogen mellem jødedom, kristendom og islam er truet fra mange kanter, men på et seminar i Jordans hovedstad, Amman, er repræsentanter for de tre religioner blevet enige om at fortsætte dialogen – trods alt.

Det kræver dog en udbredt vilje til at forstå hinanden og finde frem til de værdier og elementer, som de tre religioner har tilfælles.

Mangfoldig Gud
Der medvirkede især folk fra regionen omkring Jordan på seminaret, men også USA var repræsenteret med repræsentanter for det amerikanske Institut for Fred og Retfærdighed. Seminaret var arrangeret af Den Arabiske Samarbejdsgruppe for Interreligiøs Dialog og havde omkring 40 deltagere.

Deltagerne diskuterede, hvordan forhindringerne for dialogen mellem religionerne kunne overvindes.

De pegede på en række af de besværligheder, der ligger i vejen for en frugtbar dialog. Det drejer sig blandt andet om fundamentalisme, gensidig uvidenhed om hinandens religioner og afvisningen af, at de forskellige religioner er et udtryk for en mangfoldighed i Guds måde at udtrykke sin vilje på.

Dialog i dagligdagen
Men det er ikke alt sammen hindringer og besvær. Dialogen mellem religionerne udvikler sig nemlig også andre steder end på den internationale politiske scene, hvor fremtiden ikke altid ser lige lys ud.

For eksempel finder der en helt naturlig dialog sted, når folk fra forskellige religioner gifter sig og stifter familie, og når muslimske forældre sender deres børn på kristne skoler, hvilket sker i stigende grad.

Deltagerne på seminaret blev også enige om at fordømme fundamentalisme og forbrugskulturen som to trusler imod dialogen og om at opfordre alle til at få afgjort konflikterne i Sudan, Irak og Israel.