Stram religionslov i Hviderusland

Den ortodokse kirke har problemer med at fastholde tilliden hos de troende

I slutningen af juni vedtog det hviderussiske parlament med overvældende flertal at ændre den tidligere religionslov fra 1993.

Med vedtagelsen af den nye lov, hvis russiske forlæg er ganske tydeligt, er myndighederne i Minsk nu gået et skridt videre end deres kolleger i Moskva i kampen mod »uønskede religioner«.

Således skal alle religiøse samfund i Hviderusland nu ansøge om tilladelse til at fortsætte deres arbejde, og der er i loven lagt op til, at menigheder med mindre end 20 års virke ikke vil kunne opnå en sådan tilladelse. Tiden er, med andre ord, skruet tilbage til 1982, et tidspunkt, hvor Sovjetunionen førte en ubønhørlig kamp mod den »uvidenskabelige overtro«, og hvor kun et mindstemål af religiøs aktivitet blev accepteret.

Resultatet af dette nye krav er, som en vestlig ekspert vurderer det, at blot »den russisk-ortodokse kirke, den katolske kirke og landets største jødiske organisationer vil kunne opnå registrering«.

Den nye lov indeholder des-uden en bestemmelse om, at de lokale myndigheder alene skal tillade registreringen af menigheder med mindst 20 hviderussiske statsborgere blandt deres medlemmer.

Derudover har man, som en sidste forhindring, besluttet, at al religiøs litteratur, uanset trykkestedet, skal godkendes af en ny statslig censurkomite.

Effekten af denne del af loven, ligesom i øvrigt også af de andre elementer, er fortsat uklar, da reglerne endnu ikke er blevet fortolket af embedsmænd i statsapparatet og - på et senere tidspunkt - af domstolene.

Kritikere påpeger dog, at censurkomiteen i princippet har fået grønt lys til at afvise enhver form for religiøs litteratur, hvis indhold vurderes at være i strid med ånden i den nye lov.

Patriarkatet under pres

Formålet med religionsloven er, som det statskontrollerede tv forklarede efter dens vedtagelse, at beskytte landets borgere mod »åndelig aggression, destruktive kræfter og okkultisme«.

Blandt medlemmer af parlamentet var der dog mere direkte tale, og en af lovens mange fortalere kunne oplyse, at formålet er at danne et værn imod de »vestlige prædikanter, som strømmer til Hviderusland og her miskrediterer slaviske vær-dier«.

Ved afstemningen blev den nye lov mødt af blot to nej-stemmer. Begge medlemmer tog afstand fra udtalelser som den netop nævnte, og de advarede mod forsøg på bevidst at gøre det religiøse liv mere besværligt for de mange hviderussere, som ikke tilhører den dominerende russiske ortodokse kirke.

De to nej-sigere har desuden kritiseret dele af den proces, som ledte til vedtagelsen af religionsloven - og de har især hæftet sig ved patriarkatets rolle.

Aftenen inden afstemningen var en række medlemmer af parlamentet således inviteret til en filmforevisning hos metropolit Filaret, lederen af den russisk-ortodokse kirke i Hviderusland. Hen over lærredet rullede filmen »Ekspansion«, hvori ikke-ortodokse kristne samfund portræt-teres som både »aggressive« og »destruktive«.

Modstandere af loven beretter da også om det betydelige lobby-arbejde, som den russisk- ortodokse kirke skal have udført under lovens forberedelse.

Kommentatorer mener, at patriarkatet frygter for kirkens position i Hviderusland, og de tager patriark Aleksij II´s hyppige rejser til landet som udtryk derfor. Givet er det i det mindste, at den nye lov vil kunne give den russisk-ortodokse kirke i Hviderusland et gevaldigt løft, netop som den synes at være i krise.

De præcise tal for størrelsen af de forskellige trossamfund i Hviderusland er behæftet med betydelig usikkerhed, men eksperter bekræfter en klar tendens: Den russisk-ortodokse kirke har problemer med at fastholde tilliden hos de troende, som i stedet retter blikket imod andre grene af kristendommen.

Problemet er, som det forklares, at den russisk-ortodokse kirke endnu ikke har formået at tage et opgør med sin egen rolle i årene forud for Sovjetunionens fald, da man i en vis udstrækning var med til at legitimere det ateistiske styre.

Omfattende kritik

Med dette indhold og denne baggrund kan det ikke undre, at loven er blevet mødt med kritik i Hviderusland såvel som i udlandet.

Især den protestantiske kirke har oplevet en stigende tilslutning i Hviderusland i de senere år, og mange menigheder er således langt fra at kunne opfylde regelen om mindst 20 års forudgående virke. De hviderussiske protestanter har derfor rettet en voldsom kritik mod myndighederne, som de beskylder for bevidst at ville drive dem under jorden eller endog ud af landet.

Derudover har flere af landets mindre trossamfund kritiseret kravet om, at menighederne fremover skal have mindst 20 hviderussiske statsborgere for at kunne opnå registrering. Dette vil især ramme nyreligiøse grupper, hvis medlemsskarer ofte tæller en forholdsvis stor andel af statsborgere fra andre dele af det tidligere Sovjetunionen.

Andre end de nyreligiøse frygter dog også for fremtiden. Det blev klart, da 12 hinduer i midten af juli indledte en sultestrejke i Minsk i protest mod, hvad de hævder er starten på en mere omfattende forfølgelse fra myndighedernes side.

Denne kritik har fundet genklang i udlandet. Blot få dage efter vedtagelsen af den nye lov fordømte den amerikanske kongres således forholdene i Hviderusland - som man også har gjort tidligere - og som led heri tog man afstand fra de religiøse forfølgelser. Flere af de europæiske organisationer, deriblandt OSCE og Europarådet, hvor Hviderusland allerede er sat på porten, har ligeledes udtrykt bekymring over udviklingen.

For præsident Aleksandr Lukasjenko er det i det hele taget trange tider. I midten af juni måtte han tage imod en verbal lussing fra sin russiske kollega, Vladimir Putin, og samarbejdet mellem de to lande er ved at miste fart. Det er derfor muligt, at Lukasjenko har ladet den nye lov gennemføre for at øge sin popularitet blandt ortodokse hviderussere - og i patriarkatet, hvis politiske indflydelse er ganske betragtelig.

Flemming Splidsboel Hansen er ph.d.-studerende ved Københavns Universitets Østeuropainstitut