Troen på blåsten er nøglen til Stonehenge-mysterium

Det var de såkaldte blåsten og menneskets tro på disse stens helende kraft, der var det vigtigste element ved Stonehenge, mener to britiske arkæologer efter de seneste udgravninger på stedet

Nye forskningsresultater om Stonehenges fortid er kravlet op af jorden i de seneste år og har gjort det muligt for arkæologerne at kigge nærmere på hemmelighederne under de enorme sten. Monumentets inderste cirkel af blåsten har vist sig at være en sandsynlig nøgle til tolkningen af den sande mening med Stonehenge.

Stonehedge det nyeste fund
Det seneste fund i rækken er et vegetativt bevis op på, at der for ca. 4000 år siden eksisterede to cirkelformede hække, der var plantet på to lave volde rundt om Stonehenge. Fænomenet er blevet døbt Stonehedge, og arkæologer fra English Heritage mener, at hækkene kan have skærmet stencirklerne fra nysgerrige blikke under de ceremonier, der fandt sted der. En anden teori er, at hækkene skulle beskytte tilskuerne mod stenenes kraft. Teorierne og opdagelsen er for nylig blevet offentliggjort i National Geographic.

Sisyfos på arbejde
Det kan lyde som noget af et Sisyfos-arbejde at finde frem til Stonehenges virkelige alder og formål, men arkæologerne Tim Darvill og Geoffrey Wainwright fra henholdsvis University of Bournemouth og det britiske Society of Antiquaries kom et stykke længere op ad bjerget efter deres udgravning ved monumentet i 2008.

Professor Wainwright siger til den engelske avis The Guardian:

- Vores udgravning var kulminationen på seks års forskning og har kastet nyt lys over det eviggyldige spørgsmål om, hvorfor Stonehenge blev opført.

Selv om Darvill og Wainwright mener, at monumentet tjente flere formål som for eksempel religiøst helligsted og solur, er de overbeviste om, at det var de såkaldte blåsten og menneskets tro på disse stens helende kraft, der var det vigtigste element ved Stonehenge.

Organiske efterladenskaber i form af nogle få korn og frø har desuden for første gang nogensinde gjort det muligt at datere den inderste cirkel af sten til ca. år 2300 f.Kr., hvilket er tre århundreder senere, end man regnede med førhen. Stenene blev tilsyneladende flyttet gentagne gange, før den ydre stencirkel med de enorme sandstensmonolitter med overliggerne blev tilføjet omkring år 1900 f.Kr.

Blå sten med lægende kræfter
Blåstenene udgør den inderste cirkel af Stonehenge og beviser, hvorfor monumentet blev anset for at være et helligt centrum af syge såvel som af helbredere, mener arkæologerne. Stenene stammer fra én bestemt egn i Storbritannien, nemlig Preseli-bjergene i det sydvestlige Wales, og er mørkeblå med glimtende hvide stjerner af quartz, når de er nybrudte, deraf navnet.

Jordlaget under monolitterne blev for første gang undersøgt nærmere af Tim Darvill og Geoffrey Wainwright og åbenbarede mængder af stenfragmenter fra de lægende sten, en indikation på, at mennesket søgte helbredelse her. Darvill og Wainwright mener også, at stenene blev bragt til Stonehenge ved hjælp af en overmenneskelig indsats på grund af menneskets tro på deres kraft.

Arkæologerne har desuden fundet beviser på, at fragmenter af blåsten blev lagt i graven sammen med mange afdøde i Stonehenge-området som beskyttende talismaner. Dette gælder for eksempel Amesbury-bueskytten, en bronzealdermand, som døde omkring år 2300 f.Kr.

Mange af de begravede personer omkring Stonehenge har tegn på forfærdelige sygdomme og fysiske skader, hvilket støtter arkæologernes antagelser om, at de kom til området for at søge helbredelse. Stenaldermonumentet er derfor blevet betegnet som det sydlige Englands skadestue i forhistorisk tid.

Direktør for English Heritage, der varetog udgravningen i 2008, Simon Thurley, fortæller til The Guardian:

- Blåstenene er nøglen til forståelsen af formålet med Stonehenge. Deres ankomst til stedet udgjorde et vendepunkt i områdets historie.

En lillesøster til Stonehenge
I sommeren 2009 opdagede arkæologer fra English Heritage resterne af en anden stencirkel 1,5 kilometer fra Stonehenge ved floden Avon. Strukturen er blevet døbt Bluestonehenge på grund af de blåsten, som også den var lavet af. De 25 sten er væk, men hullerne efter dem består endnu. Arkæologerne mener, at dette monument var en lillesøster, måske en art krematorium, hvor de døde blev brændt, før de blev begravet ved selve helligdommen.

- Ikke mange ved, at Stonehenge var Storbritanniens største begravelsesplads i den sidste del af stenalderen, siger professor Mike Parker Pearson fra University of Sheffield, som ledede udgravningen.

Han fortsætter:

- Jeg mener, at vi har fundet et afgørende bevis på, at Avon-floden var meget vigtig i en religiøs sammenhæng for de folk, der brugte Stongehenge. Jeg tror, at floden udgjorde en forbindelse mellem de levende og de døde, det vil sige, at man forlod de levendes verden ved stencirklen ved floden og begav sig mod de dødes ved Stonehenge.

Bluestonehenge ligger ved begyndelsen af den processionsvej, der førte op til Stonehenge fra floden Avon.

Rester af trækul fundet på området ved den første udgravning i 1960erne har også været under kulstof14-luppen og har afsløret, at Stonehenge så tidligt som ca. 7000 f.Kr. var et vigtigt samlingssted. De yngste trækul daterer sig til middelalderen, og på den måde kan man følge historiens vingefang over Stonehenge i en meget længere årrække end hidtil antaget.