Vi må have rene linjer mellem stat og kirke

SYNSPUNKT: Hvis man følger den kirkelige debat i Danmark, får man let det indtryk, at det er gudgivent, at staten skal betale en del af folkekirkens udgifter.

Hvordan kirken skal finansieres i et land, der har en grundlov, som foreskriver, at staten understøtter folkekirken, er en tilbagevendende diskussion. Men gudgivent er det ikke, at staten betaler til kirken. Tværtimod er det historisk set et ret nyt fænomen, og det er uforståeligt, at Folketingets politikere, der har ansvaret for den nuværende uigenemskuelige sammenblanding af kirkens og statens penge, ikke får ryddet op i rodet.

I går skrev vi her i avisen, at mere end halvdelen af landets præster nu mener, at folkekirken skal have løsrevet sin økonomi fra staten. Det økonomiske mellemværende mellem de to skal udredes. Det er en god idé, som sagtens kan gennemføres uden at Grundloven ændres, og uden at stat og kirke adskilles helt. Man kan fortsat have Folketinget som kirkens øverste myndighed - hvilket i bund og grund er en uskik - men skal den del forandres, kræver det en grundlovsændring, og den er ikke let at gennemføre.

Den danske folkekirke, der blev født med Grundloven i 1849, sørgede for sin egen økonomi frem til begyndelsen af 1900-tallet. Grundlovens løfte om, at staten understøtter folkekirken, blev dengang først og fremmest opfattet moralsk og ikke økonomisk. Staten sikrede folkekirken en ordentlig helligdagslovgivning, så der uforstyret kunne holdes gudstjeneste. Og der blev undervist i kristendom i skolerne, så borgerne, der næsten alle var medlem af kirken, vidste lidt om, hvad kristendom gik ud på.

Men fra begyndelsen af 1900-tallet blev der gennemført en række love, som kirkehistorikeren P.G. Lindhardt har betegnet som en "økonomisk ruin" for folkekirken. Først afskaffedes den tiende, som borgerne betalte til kirken. Så blev højtidsofferydelsen, der var en lovpligtig gave til kirken fra alle husstande, afskaffet. Dernæst afskaffedes afgifterne på de kirkelige handlinger - en slags brugerbetaling - og præsterne måtte ikke længere opkræve penge for dåb, konfirmation, bryllup og begravelser. Men det virkelige dræn på kirkens økonomi kom med en lov om udstykning af præstegårdsjorde til statshusmandsbrug i 1919. Kirkeretseksperten Jørgen Stenbæk fra Aarhus Universitet fortalte på et møde i Selskab for Dansk Kirkeret sidste år, at folkekirken dengang måtte afgive omkring 10.000 hektar jord til 1140 statshusmandsbrug, et for hvert andet kirkesogn.

Folkekirken fik så få penge som kompensation for tabet af disse forskellige indtægtskilder, at den nye kirkeskat, som kirken opkrævede, ikke slog til. Derfor kom kirken på statsstøtte. Først med tilskud til præstelønnen og siden - i 1958 - ved at kirkeminister Bodil Koch satte biskopper og præster direkte på statens lønningsliste. I dag betaler alle landets borgere - medlemmer som ikke-medlemmer af folkekirken - biskoppernes fulde løn og en del af lønnen til alle præster. Det er ikke holdbart i et moderne samfund, hvor der må tages hensyn til alle religiøse opfattelser.

Folkekirkens økonomi undergik således en langstrakt reform fra begyndelsen af 1900-tallet og til 1958, hvorved staten satte sig godt og grundigt på kirken ved at overtage kontrollen med kirkens økonomi. Folkekirken er med tiden blevet økonomisk forarmet i en sådan grad, at Roskildes biskop, Jan Lindhardt, har gjort opmærksom på, at domkirken i hans stift har værdier for tre millioner kroner, mens domkirken i Lund, der hører under Svenska Kyrkan, som ikke har været igennem samme forarmelsesproces, har værdier for 800 millioner kroner på kistebunden.

Det store regnestykke viser, at mens staten historisk set nærmest konfiskerede kirkens ejendom og indtægtskilder mod at betale en del af lønnen til præsteskabet, har staten ovenikøbet malket folkekirken for penge hvert eneste år. I midten af 1990´erne viste en analyse af folkekirkens økonomi, som Kirkeministeriet havde foretaget, at folkekirken økonomisk set giver den danske stat omkring en halv milliard kroner hvert år i form af serviceydelser, som staten retteligt burde påtage sig. Det forhold er ikke blevet mindre med årene. I den forgangne uge har læsere af Kristeligt Dagblad kunnet se, hvordan udviklingen af en elektronisk kirkebog til hele civilregistreringen i Danmark er kommet til at koste folkekirken langt mere end beregnet. Pengene tages fra den kasse, som også skal finansiere en del af det kirkelige liv. Og selv om der er god brug for penge til dette værdige formål, er kassen nu slået i. Folkekirkens præster skal nemlig servicere staten med en civilregistrering, som tapper kirken for penge og dyrebar arbejdskraft. Den opgave hører ikke til kirkens kerneydelser, og den bør overgå til staten, som så selv må påtage sig at finansere opgaven.

At folkekirken også driver kirkegårde for alle danskere, herunder det voksende antal, der ikke er medlemmer af kirken, er endnu en af de opgaver, som staten har udliciteret til folkekirken, uden at folkekirken modtager fuld kompensation for det. Og endelig betaler folkekirken selv for de dyre og omfattende restaureringer af de mange smukke gamle kirkebygninger, ikke mindst af middelalderkirkerne, som nok kunne have været en statslig forpligtelse.

Det tætte økonomiske bånd mellem stat og folkekirke er ikke nogen fordel for kirken. Staten tapper folkekirken for penge og har samtidig lagt sin klamme hånd på kirkens liv, så det for eksempel er Finansministeriet, der afgør, om menighederne skal have flere præster til at betjene sig. Det er ikke tilfredsstillende. Det engang så kærlige favntag imellem stat og kirke er ved at blive til et kvælertag på folkekirken.

I dag forplumres debatten om kirkens økonomi, ved at selv skiftende kirkeministre fejlagtigt har sagt, at folkekirken får sit løntilskud fra staten som kompensation for at varetage opgaver for det offentlige. Men sandheden er, at staten betaler til kirken, fordi den tog kirkens indtægtskilder til sig. Så når folkekirken en dag selv skal overtage den fulde aflønning af sit eget præsteskab, må det ske med en klækkelig kompensation til kirken.

Det økonomiske mellemværende mellem stat og kirke bør udredes. Der skal skabes rene linjer. Men det sker ikke, hvis politikerne ikke griber fat om sagen. Derfor skal landets folketingspolitikere opfordres til at tage fat på opgaven. Der foreligger allerede gode idéer til, hvordan en kommission kan sættes til at kulegrave hele området. Det er ikke nødvendigt at skille staten fra kirken eller omvendt. Men lad os få ryddet op i arbejdsopgaverne og pengesagerne, så kirken kan slippe fri af statens greb.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk