Hvad siger de store religioner om omskæring?

Debatten om rituel omskæring af drengebørn blusser op igen og igen. Få et indblik i den religiøse baggrund for rituel omskæring

I to af de største religioner i verden er der en religiøs tradition for rituel omskæring af drengebørn. Det gælder således både i jødedommen og islam. Men deres syn på omskæring er forskellige fra hinanden - selvom deres historier er viklet tæt sammen.

På mænd består omskæring af en hel eller delvis afskæring af forhuden fra penis. Omskæring udføres oftest, mens drengen er spæd, barn eller i puberteten, men kan også udføres på voksne, typisk i forbindelse med omvendelse til en religion, som kræver omskæring.

Mandlig omskæring benyttes i mange kulturer som religiøst ritual, men udføres også blandt befolkningsgrupper i Vesten, som ikke tilhører en religion, der kræver eller har tradition for omskæring. Eksempelvis omskæres mange drengebørn i USA, hvor indgrebet begrundes med hygiejne.

Få et overblik over den historiske baggrund for - og nutidige debat om - rituel omskæring.

Jødedom

"Og Gud sagde til Abraham (...): Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og dette skal være tegn på pagten mellem mig og jer." (1. Mosebog kapitel 17, vers 9-10)

Omskæring hedder brit milah på hebræisk og finder i jødedommen sin religiøse begrundelse i Toraens fortælling om stamfaderen Abraham.

Abraham var ifølge fortællingen en gammel mand på 99 år, og han havde endnu ikke fået børn. Gud stiftede en pagt med Abraham om, at hans slægt skulle blive talrig som himlens stjerner.

Tegnet på pagten var omskæringen af alle drengebørn på den 8. dag efter fødslen. Abraham er derfor ifølge jødedommen forfaderen til det folk, som følger Guds befaling, og pagten gælder derfor stadig den dag i dag. Omskæringen er markeringen af, at man hører til det folk, som Gud ifølge Toraen indgik en pagt med. Det er desuden en vigtig identitetsmarkør på, at man hører til et særligt folk, nemlig jøderne, hvorfor mange sekulære jøder i dag fortsat lader sig omskære.

Omskæringen og navngivning af barnet falder desuden ofte sammen, og i Det Nye Testamente finder man evidens for, at det er en praksis, som har foregået allerede på Jesu tid:

"Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv." (Lukasevangeliet kapitel 2, vers 21)

Kilde: Jair Melchior, rabbiner for Det Jødiske Samfund i Danmark.

Islam

Omskæring i islam afspejler en kontinuitet i forhold til før-islamiske traditioner og religiøs praksis. Islams selvopfattelse er, at religionen ligger i forlængelse af Abrahams tradition og religiøsitet, ligesom Moses, David, Jesus og så videre, og at islam stadfæster disse.

I islam opfatter man Abraham som selve grundlæggeren af den sande monoteistiske religion, som Muhammad og Koranen ligger i forlængelse af og genetablerer. Ifølge islamisk tradition er det også Abraham og hans søn, Ismael, der bygger Kabaen i Mekka, som er central for hajj-ritualet og hele islams formative historie. Omskæring i islam er således en del af fortsættelsen af denne abrahaminske tradition, i hvilken omskæring er central.

I modsætning til jødedom er omskæring i islam imidlertid ikke knyttet til selve pagten mellem Gud og Abraham, og omskæring er derfor, generelt, langt mindre essentielt i islam end i jødedom. Omskæring nævnes end ikke i Koranen, men omtales derimod i flere hadith. Omskæringen italesættes her især som en vigtig del af personlig hygiejne og renhed, herunder rituel renhed. Omskæring opfattes desuden som et element af den seksuelle hygiejne, og det ikke at være omskåret opfattes ofte i muslimske kulturer som værende skamfuldt, seksuelt utiltalende og urent.

Der findes i den islamiske tradition flere forskellige opfattelser af, hvor vigtig omskæring er. De mest almindelige religiøse opfattelser er, at mandlig omskæring enten er religiøst obligatorisk eller stærkt anbefalet, medmindre der er potentielle forudsigelige skadelige helbredsmæssige konsekvenser. I disse tilfælde bør man ikke foretage omskæring.

Selvom omskæring i den islamiske tradition som regel sættes i forbindelse med hygiejne og seksualitet, opfattes omskæring grundlæggende som en religiøs praksis. Det betyder, at selvom det i dag i de fleste egne af verden er langt nemmere at opretholde sund personlig hygiejne uden omskæring, gælder den religiøse praksis stadig.

Omskæring er en del af den islamiske religiøse praksis og behandles derfor i bøger om islamisk praksis og religiøsitet på samme måde som også rituel renhed, bøn, faste, spiseregler og beklædning behandles. Derudover har omskæring en meget vigtig kulturel betydning og er desuden helt centralt for muslimsk identitet, selv blandt ikke-praktiserende og helt sekulære muslimer.

Omskæringspraksissen knytter an til et væld af særegne kulturelle fejringer, fester og sociale traditioner på tværs af muslimske etniciteter, kulturer og lande. Blandt muslimer opfatter man generelt ikke omskæring som værende farlig eller skadelig eller som et overgreb mod den kropslige integritet. Tværtimod, opfatter man omskæring som helt naturligt og som en del af en almindelig muslimsk maskulin kønsidentitet.

Kilde: Kasper Mathiesen, ph.d.-studerende i arabiske og islamiske studier ved Aarhus Universitet og konvertit.

Hvad med kristendommen?

Hvor blev omskæringen af i kristendommen? Når man taler om, hvorfor omskæringsritualet forsvinder ud af kristendommen, må man ifølge Anders Klostergaard Petersen, som er professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, først og fremmest forstå, at opgøret sker i en tid, hvor der ikke er en klar distinktion mellem det, som vi i dag kender som jødedom og kristendom:

“Når jeg er meget skeptisk over for at tale om jødedom på dette tidspunkt, så er det fordi, jødedom er noget, som bliver til i cirka samme periode som tidlig kristusreligion bliver til det, som vi i dag forstår som kristendom," fortæller han.

Udviklingen starter omkring det 4.-5. århundrede. Det vi forstår som jødedom i dag, kommer ud af den rabbinske jødedom og dermed først og fremmest den den jerusalemitiske talmud. Det er den samme periode, hvor Kejser Theodosius bestemte, at kristendommen skulle være Romerrigets officielle religion i 381.

Den jerusalemitiske Talmud bliver til i cirka samme periode som kristendommen, og i det 6. århundrede kommer den babylonske talmud til. Det er de grundlæggende skriftsamlinger, som en hvilken som helst jøde i dag forstår Toraen ud fra. De århundreder, som går forud for det 4.-6. århundrede vil Anders Klostergaard Petersen derfor omtale som judæisk religion. Det er i udviklingen fra denne type religion, at man ser forholdet til omskæringen ændre sig i tidlig kristusreligion:

“Alle de centrale aktører i Det Nye Testamente har så vidt vi ved været omskårne. De var jøder. Paulus, Jesu disciple og Jesus selv har været omskårne. Tidlig kristusreligion er dog formentlig en af de former for judæisk religion, som går længst i forhold til at blive det, som vi inden for religionsvidenskaben kalder en kosmosreligion."

Ifølge Anders Klostergaard Petersen er der to mulige reaktioner på eksisterende praksisser i den religion, en ny religion udspringer fra - i dette tilfælde jødernes omskæringspraksis:

“Den ene mulighed er, at man kritiserer de ydre ritualer, men bibeholder dem. Til gengæld skal de modsvares af en indre, åndelig forvandlingsproces. Denne tanke finder man også i andre samtidige jødiske skrifter. Den anden mulighed er, at man går skridtet videre, og at det eneste egentlige sande ritual for pagtstilhørsforholdet til Gud er gennem en anden form for ritual: dåben."

Derfor finder man i en tekst som Kolosserbrevet, der er tilskrevet Paulus, tanken om dåben som en åndelig omskærelse, forklarer han. I tidlig kristusreligion kritiserer man det ydre ritual og bruger et andet ritual i stedet:

"Det svarer til andre ting i Paulus’ tankegang om, at der sker en værdiomkalfatring, som viser, hvad der i virkeligheden er det sande ritual, nemlig det ritual, som finder sted i ånden," siger Anders Klostergaard Petersen.

Andre former for judæisk religion reagerer på de nye tilstande ved at sige, at omskæringen er helt afgørende for dem og fastholder den derfor. Bibelens tekster viser således også, at der har været en konflikt om, hvad de troende, som fulgte og troede på den opstandne Kristus, skulle gøre. Både i Apostlenes Gerninger og i Galaterbrevet, kan man se, at der har været en konflikt.

Der er andre former for kristusreligion, ikke mindst den, som har været repræsenteret af folkene omkring Jesus - blandt andet Peter, Jakob og Johannes - som har insisteret på, at hedningerne også skulle lade sig omskære. Det har været konfliktfyldt, og det ender med at man afskaffer omskæringen og gør dåben til det centrale ritual.

Kilde: Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet