Barnet har ret til religion

Afghanske børn pisker sig sig selv som et led i det shia-muslimske ritual Ashura. Ifølge religionspædagogen Friedrich Schweitzer har alle børn ret til religion. - Foto: MASSOUD HOSSAINI Denmark

Religiøse samtaler med børn rummer en særlig mulighed for voksne, skriver Henriette Norre Bundgaard, der er cand.mag. i religionshistorie

Mor, findes Gud?

Det spørgsmål bliver de fleste mødre eller fædre stillet af deres barn på et eller andet tidspunkt i barnets opvækst. Svarene varierer lige så meget, som mennesker er forskellige. Men hvor kommer spørgsmålene egentlig fra, for de stilles lige så ofte af børn, som ikke vokser op i religiøse hjem? Og det, som vi forældre så gerne vil vide, er, om der findes rigtige og forkerte svar?

Vinduer beriger børns verden

Allerede for 200 år siden talte den berømte teolog og pædagog Friedrich Schleiermacher om, at der i menneskets forhold til denne verden findes udsigtshuller. At verden har vinduer vinduer, hvorigennem man så at sige kan kigge ud af verden.

Når børn udforsker verden, støder de allerede tidligt på sådanne vinduer. De føler og forventer, at der åbner sig en anden verden bag disse vinduer en verden, hvis hemmeligheder kunne tænkes at være endnu mere fascinerende og spændende end dem, de kender til i den verden, de lever i.

Schleiermacher var også én af de første, der gjorde os opmærksom på, hvilken betydning sådanne udsigtshuller eller vinduer har for barnet, og hvordan man tager højde herfor i opdragelsen han så også allerede dengang klart, at man kan blokere udsigtshullerne og barrikadere vinduerne. Man behøver bare at fylde rummene i børnenes verden tilstrækkeligt op med præfabrikeret legetøj, med fjernsyn og med computer-animation. Så vil børnene højst sandsynligt til sidst ikke mere opdage vinduerne. Men trods det faktum, at vi lever i en tid, hvor de fleste børns verdener er fyldt mere end tilstrækkeligt op, opdager mange børn stadig vinduerne i verden.

I menneskets forhold til denne verden findes der vinduer, hvorigennem man så at sige kan kigge ud af verden. Hermed opnås erfaring og møder med mennesker, hvor der stilles spørgsmålstegn ved den kendte verden, og hvor der dukker en dybdedimension op, som vi normalt ikke skænker en tanke. Den, der står foran et sådan vindue, opdager pludselig, at verden er mere end det, jeg kan gøre eller gribe med mine hænder, mere end det, jeg kan høre med mine ører, og mere end det, jeg kan se med mine øjne.
 
Børns spørgsmål: Er de også for voksne?
I børns liv forekommer der personlige møder og erfaringer, som sætter spørgsmålstegn ved verden. Men hvilken betydning har disse vinduer for os voksne? Kan vi også se gennem disse vinduer?

Børns spørgsmål om døden eller, om Gud findes, volder ofte voksne stort besvær. Mange foretrækker hurtigt at skifte emne, især fordi børn tit stiller spørgsmålene i de mest upassende situationer for eksempel i det offentlige rum, hvor voksne meget nødig taler om sådanne ting. Men hvad er årsagen til, at voksne finder det så vanskeligt? Og er det rimeligt at lade børnene alene med så store eksistentielle spørgsmål?

Religionspædagogen Friedrich Schweitzer kommer med klare udmeldinger i sin bog Barnets ret til religion, hvor han blandt andet skriver, at voksne ligger under for deres egen afstandtagen til barnetroen, at mange voksne har dårlig erfaring med religiøs opdragelse. De fik ikke selv forevist de vinduer, der åbnede sig i deres egen verden de blev i stedet udstyret med forskrifter og ofte også en dårlig samvittighed. Gud blev præsenteret for dem som den, der ser alt, og den, der straffer alt, og ikke som den, der elsker mennesker, opmuntrer dem til at stille spørgsmål og ikke skuffer deres tillid.

For Friedrich Schweitzer gælder det ikke om at give barnet et entydigt svar, men om at spørge, hvilken betydning de barnlige forestillinger og verdensbilleder har for børnene selv.

Ved at være sådan over for børnene, viser der sig tillige en vigtig mulighed for os voksne. Der er det særlige ved børns religiøse spørgsmål, at de heller ikke er lette at besvare for voksne. Også for os voksne gælder det, at verden har vinduer. At blive født og at dø, himlens og verdensrummets uendelighed, naturens skønhed er ligeledes for os voksne Udhuggede udsigtshuller, som vi kommer forbi. Hvis vi lader børnene vise os disse vinduer på ny, kan det give os en mulighed for et mere bevidst liv et mere meningsfyldt og indholdsrigt liv. I en endnu højere grad end børnene ligger vi selv under for faren for, at vores hverdags gøremål spærrer for livets grundlæggende spørgsmål og erfaringer.

Børn og voksne er hinandens spørgsmål og svar
Spørgsmålene, som børn stiller omkring verden, Gud og sig selv, hænger unægteligt sammen ifølge Friedrich Schweitzer. Det er alle ting, der er knyttet til dannelsesprocesser i barndommen, og som har stor betydning for barnets voksenliv. Børn og voksne er hinandens spørgsmål og svar, hvilket hænger sammen med det at ville, at skulle og at få lov til.

Hvem jeg er afhænger af hvem jeg får lov til at være. Dannelsen af selvet i spændingen mellem at ville og at få lov til hører med til barnets opvækst. At barnet oplever muligheden i, at der findes noget større end dem selv - det være sig en større sammenhæng eller en guddom - er egentlig sagen uvedkommende. Men om barnets ret til et svar eller en åbenhed omkring manglende evne til at kunne svare er det væsentlige.

For at barnets Jeg eller dets Selv skal kunne udvikles, har det brug for anerkendelse fra de voksne. Den anerkendelse får barnet ikke i form af et korrekt svar, men i bekræftelsen af at spørgsmålene, barnet stiller, har gyldighed på linie med alle andre spørgsmål, og at den voksne i det mindste forsøger at give barnet et, for den voksne selv, værdigt svar.
 
Har barnet ret til religion juridisk set?
Påberåbelsen af barnets ret til religion falder ifølge Friedrich Schweitzer unægtelig godt i tråd med den efterhånden alment udbredte bevidsthed i samfundet om, at børn også i juridisk forstand har rettigheder, som fastsættes i love. Det tydeligste udtryk for denne bevidsthed er FNs konvention om barnets rettigheder fra 1989. I denne konvention tales der om barnets ret til tankefrihed, samvittigheds- og religionsfrihed (Art. 14).

Således kan det være med til at klarlægge barnets ret til religion, hvis vi gør barnets ret til religion til en direkte del af barnets rettigheder. Dette viser samtidig, hvilke opgaver der stadig ligger foran os.

Her skal en mulig misforståelse forhindres: Barnets ret til religion betyder ikke en pligt til religion. I enhver stat med frihedsrettigheder er det overladt til den enkelte selv, hvordan han eller hun vil udforme sit liv. Det samme gør sig gældende i forhold til de rettigheder, som skal garantere det enkelte menneskes levevilkår. De foreskriver heller ikke, at eller hvordan det enkelte menneske skal udnytte disse levemuligheder.

Når man taler om børns behov, er det ofte med fokus på sundhed og social velfærd. Men åbner vi op for forfatteren og børnepsykologen Bruno Bettelheims bog Børns behov, finder vi et argument, der, - for de fleste forældre - vil sætte tanker i gang.

Bettelheim skriver: Hvis vi håber på at leve ikke blot fra det ene øjeblik til det næste, men med sand bevidsthed om vores eksistens, så har vi mest brug for det, som er vanskeligt at opnå: at finde mening i vores liv. Derfor er det også den vigtigste og sværeste opgave i opdragelse, at hjælpe barnet med at finde meningen med livet