Analyse

Lektor: Ordet islamkritisk skal bruges med varsomhed

Det er vigtigt, at medierne ikke ukritisk gengiver de definitioner, debattører selv bruger. Uanset hvilken organisation eller person, der er afsender, må medier stille spørgsmålstegn ved, om de er troværdige i den begrebsbrug, de anvender, påpeger religionssociolog Brian Arly Jacobsen. Foto: Mohamed Al-Sayaghi/Reuters/Ritzau Scanpix

Journalister og mediefolk skal blive bedre til at høre, hvordan antimuslimske ytringer lyder, så de kan skelne mellem antimuslimske og islamkritiske udsagn. Generelt kan man sige, at de genkender antisemitiske, men ikke antimuslimske ytringer, vurderer religionssociolog Brian Arly Jacobsen

For ganske nylig ændrede Danmarks Radio deres beskrivelse af Rasmus Paludan som islamkritiker til racismedømt. Det skete efter flere kritiske indlæg, der angreb medierne for at anvende begrebet islamkritiker uden at reflektere over indholdet i det, der blev sagt.

DR er en af de få medier, som nu har ændret betegnelsen af Paludan, men i virkeligheden dækker kritikken af mediernes begrebsbrug over et større problem med begrebet islamkritiker.

Spørgsmålet er, hvor grænsen går mellem på den ene side at være fjendtlig overfor en befolkningsgruppe eller religion og på den anden side kritisk forholde sig til en religiøs idé eller praksis?

Der er ikke en objektiv grænse for, hvornår noget går fra at være kritisk til fjendtligt, men alligevel kan det være formålstjenstligt for den offentlige debat og for muslimer i særdeleshed, hvis medierne reflekterer over det sagte hos en politiker eller debattør, før de anvender prædikatet islamkritiker.

Hvad dækker begrebet kritik over?
Begrebet islamkritik er sprogligt forbundet med det græske ord kritike, der betyder at skelne, afgøre eller dømme ifølge Ordbog over Det Danske Sprog. Kritik opløser fænomener som en tekst eller handling i enkeltdele, vurderer dem ud fra akademiske kriterier (det vil sige, der bruges en anerkendt videnskabelig metode til at indsamle, bearbejde og kvalitetsvurdere data) og bedømmer dem.

Denne tilgang har været en grundlæggende præmis for religionskritik siden oplysningstiden. Ingen religiøs idé, praksis eller institution kan undsige sig en kritisk granskning ud fra akademiske kriterier.

Det har historisk ført til mange opgør med især kristne idéer, praksisser og institutioner, idet kristendommen var dominerende (og stadig er) i en europæisk og amerikansk kontekst, hvor oplysningsfilosofien havde sin begyndelse.

Sidenhen er alle religioner blevet udsat for en lignende religionskritisk analyse af især religionsforskere. Sådanne analyser kan føre til strid og opgør med de mennesker, som varetager en religiøs praksis, for eksempel præster, imamer og rabbinere. En bedømmelse fortæller sjældent, at en særlig måde at anskue verden på er forkert, men anviser andre fortolkningsmuligheder ud fra anerkendte akademiske kriterier som rationalitet og videnskabelig metodik.

Hermed er Jesu mirakler eller Muhammeds direkte ord fra Allah ikke et dogme – en grundlæggende trossætning, der ikke kan betvivles – for kritikeren, men den er for en afgrænset gruppe mennesker en måde at anskue verden på, som ikke kan forklares ud fra rationelle kriterier.

De islamkritiske i medierne
Nogle debattører eller organisationer benævner ofte sig selv som islamkritiske, men hvis man ser nærmere efter, vil man opdage, at det ikke kun handler om kritik af en religiøs idé eller praksis. Det drejer sig om et bredere og mere aggressivt syn på muslimers ret til at leve i Vesten. Islamkritik er derfor ikke et passende ord til at beskrive meget af den polemik, som anvendes til at debattere islam og muslimer i Danmark.

Eksemplerne er mange, men lad mig blot nævne to eksempler på den antimuslimske position, der er blevet betegnet som islamkritik:

Det første eksempel er fra en video på Youtube dateret den 17. december 2018, hvor Stram Kurs' partileder Rasmus Paludan blandt andet siger: ”Det her er en kamp, og fjenden er islam og muslimer”, og ”Vi kan starte med at sørge for, at fjenden ikke er i vores eget land, Danmark, og så kan vi eventuelt hjælpe andre lande med også at få dem ud fra deres lande. Det bedste ville selvfølgelig være, at der ikke var en eneste muslim tilbage på vor kære jord, og jeg håber, at det vil ske en dag, og så vil vi have nået vores endelige mål med sikkerhed.”

Der kan ikke være tvivl om den antimuslimske holdning i denne udtalelse. Muslimer er fjenden, og de skal udvises og udryddes med vold. Det har intet med kritik af en religiøs praksis eller ide at gøre.

Det andet eksempel er fra daværende formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards tale til International Free Speech Society i Canada i oktober 2010, hvor han blandt andet siger: ”De [muslimer] hader endda hinanden. Når de er færdige med at dræbe os, vil de begynde at dræbe hinanden, som vi ser i forskellige lande som Irak.”

Igen er den kritiske vinkel fraværende. Udtalelsen kan ikke forklares ud fra rationelle kriterier og lever ikke op til akademiske kriterier for dokumentation eller saglighed, da den er generaliserende.

Hvorfor er ordet islamkritisk problematisk?
Ordet islamkritik er problematisk, fordi det fører tankerne hen på reel religionskritik, og forleder læseren til at tro, at man kan stole på kritikken uden at bekymre sig for, om det handler om konspirationsteorier om muslimer.

Antimuslimsk er et mere velegnet begreb, som viser ligheden med antisemitisme, der omfatter en række konspirationsteorier om jøder. Antisemitten eller antimuslimen tror, at henholdsvis jøder eller muslimer har en plan om at ville overtage samfundet.

I den forstand bliver begrebet islamkritisk en forførende omskrivning, der får en fjendtlig indstilling til en hel befolkningsgruppe til at lyde, som var der blot tale om en kritik af dem.

Journalister og mediefolk skal blive bedre til at høre, hvordan antimuslimske ytringer lyder, så de kan bruge det rigtige begreb. Generelt kan man sige, at de genkender antisemitiske, men ikke antimuslimske ytringer. Journalisterne skal være neutrale, og det virker derfor absurd, når medierne forsvarer sig med, at vi kan ikke bedømme, om det er racistisk eller antimuslimsk. Hvis de ikke laver en bedømmelse, taler de ofte antimuslimernes sag.

Det er vigtigt, at medierne ikke ukritisk gengiver de definitioner, debattører som Rasmus Paludan selv bruger. Uanset hvilken organisation eller person, der er afsender, må medier stille spørgsmålstegn ved, om de er troværdige i den begrebsbrug, de anvender. Medierne har også et ansvar for, at den offentlige debat ikke kører af sporet.

Brian Arly Jacobsen er religionssociolog, lektor og ph.d. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.

Teksten er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er vigtigt, at medierne ikke ukritisk gengiver de definitioner, debattører som Rasmus Paludan selv bruger. Medierne har også et ansvar for, at den offentlige debat ikke kører af sporet.

Uanset hvilken organisation eller person, der er afsender, må medier stille spørgsmålstegn ved, om de er troværdige i den begrebsbrug, de anvender, skriver religionssociolog Brian Arly Jacobsen.