Debat

Kristen: Jeg øver mig i at håbe

Thomas Frovin, der er projektleder i ”I Mesterens Lys”, reflekterer i dette debatindlæg over, hvad håb betyder for ham. Foto: Martina Petkovski

I disse dage hersker der mange steder en stemning af utryghed, frygt og usikkerhed over den tid, der venter os. Derfor sætter religion.dk fokus på lysere tider og fællesskabets kraft i en række debatindlæg om håb og sammenhold

Det er mærkværdige dage. Det er dage som ingen andre jeg kan huske. Jeg veksler mellem angst for mine kære og en underlig fornemmelse af frihed. Vi venter, men vi ved ikke helt på hvad. Hverdagen er smuldret; vi skal holde os i gang og passe vores ting, men for mange kan det ikke lade sig gøre uden kunder, klienter, gæster.

Vi holder sammen ved at holde afstand. Man kan godt høre, hvor besynderligt det lyder. Vi sniger rundt i gangene i supermarkedet og undrer os ikke over, at kassedamen spritter sig af efter at have betjent os. Gaderne ligger tomme hen, bortset fra en enkelt hundelufter med ansigtsmaske.

Det er mærkværdige dage. Vi venter, men håber vi også? Tør vi at håbe? Jeg mærker, at håbet er vigtigt for mig. Jeg har brug for at leve. Jeg har brug for at håbe på, at der findes noget på den anden side. En ny dag i solen. Et sted, hvor jeg kan gå på en stopfyldt café med mine venner uden at have den der underlige selvopmærksomhed med mig. Et sted, hvor jeg kan gå i kirke, gå til nadver; høre præsten læse gamle ord, der forsikrer mig om, at der kommer en dag hvor alting bliver som nyt.

Jeg længes efter håb. Det er ikke svært at blive grebet af en apokalyptisk stemning. Folk mister deres arbejde, og flere bliver kritisk syge. Historierne fra udlandet bekræfter de værste anelser. Så hvorfor dog håbe?

Uden håb er der intet liv. Uden håb visner vi. Jeg har brug for håbet for mig selv, og for mine børn. På den måde lever jeg jo allerede med håb, for også denne morgen stod jeg op. Også denne morgen lavede jeg en kop kaffe og lukkede døren op til terrassen. Jeg hørte fuglenes sang, og jeg tog imod deres bekymringsløshed. En venlig kat strøg sig mod mit ben. I indbakken lå en hyggelig besked fra en kær ven. En tidlig påskelilje lyste ufortrødent gult.

Det er i relationen, at håbet kommer til os. Relationen til vores nærmeste, til vores venner, naboer, kolleger. Her finder vi os selv og hinanden. Håbet om at leve i fred og fordragelighed kender de fleste af os til. Men det er måske særligt midt i en corona-tid, hvor vi er afskåret fra mange af vore relationer, at det er håbet til Gud, vi skal læne os ind i.

I den bog i Bibelen, der af alle titler har fået navnet ”Klagesangene” kan man læse følgende:

”Herren er god på den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham.”

Godhed, ja tak! Det kan man ikke få for meget af. Løftet om at blive mødt af Guds godhed, når man søger ham, er der på en måde bid i. Det giver tro på, at han også er med os i en tid som denne.

Gud svarer altid med nærvær, når vi beder. Det er her, han i høj grad afviger fra at være en julemand på en fjern, arktisk isflage – denne kan måske opfylde enkelte ønsker, men ikke mere end det. Guds nærvær handler om, at han ønsker at komme tæt på vores hjerte. At han ønsker at forme os og danne os, så vi lever uden frygt, men med håb. Det er som om at Gud på en måde ser om bag ved det, vi kan bede om, og ser os.

Jeg tror ikke på, at der findes en overordnet mening med corona-virussens hærgen. Jeg synes, at det ville være voldsomt at hævde overfor dem, der allerede har mistet. Det kan være ganske befriende at sige, at der er et stort element af meningsløshed ved en sådan pandemi.

Den kristne kirke er vant til mærkværdigheder. Vi hylder et menneske, som blev uskyldigt henrettet på bestialsk vis, men ud af denne død tror vi på, at vi fik nye og afgørende vilkår. Dybden i håbet har altså også at gøre med, at der findes noget, der er midlertidigt. For kristendommen hævder, at manden på korset stod op fra de døde og blev levende igen.

Det er mærkværdige dage, hvor jeg må øve mig i at håbe. Hvor jeg i min bøn må praktisere det, at Gud kommer mig nær. Hvor jeg i mit hjerte må overgive min frygt og utryghed til ham, som har lovet at være god, når jeg kommer. Jeg øver mig. Jeg er ikke så frygtelig god til det. Men jeg øver mig. Vil du øve dig sammen med mig?

Jeg længes efter håb. Det er ikke svært at blive grebet af en apokalyptisk stemning. Folk mister deres arbejde, og flere bliver kritisk syge. Historierne fra udlandet bekræfter de værste anelser. Så hvorfor dog håbe?

Thomas Frovin