Serie: Muslimske stemmer

Özlem Cekic: Troen er min følgesvend

Da hun var ung, mente tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic at kun muslimer kunne være gode mennesker. I dag kæmper hun for brobygning på tværs af kulturelle og religiøse forskelle og bruger troen til at finde ro i en travl hverdag. Foto: Vita Korsgaard

Özlem Cekic havde som ung et ønske om at dø en martyrdød i Afghanistan og mente, at kun muslimer kunne være gode mennesker. I dag bruger hun sin tro til at finde ro i hverdagen og forsøger at bygge bro mellem forskellige kulturer

Özlem Cekic er et velkendt ansigt i det danske medielandskab. Hun er uddannet sygeplejerske, men skiftede kurs i 2007, da hun blev folketingsmedlem for SF. Lige siden har hun spillet en aktiv rolle i den offentlige debat, hvor hun særligt er kendt for at tale minoriteters sag. Özlem Cekic er en kvinde med mange bolde i luften, og når hendes hverdag er præget af travlhed, bruger hun troen på islam som et åndehul:

“Min tro giver mig ro i hverdagen, og den er en stor del af den, jeg er. Ligeså meget som jeg er mor, sygeplejerske og dansker, lige så meget er jeg også muslim. Troen beriger mig og er min faste følgesvend,” fortæller Özlem Cekic.

Et ønske om martyrdød
Özlem Cekics tro har udviklet sig markant gennem hendes liv. I dag har hun viet sit liv til at skabe forståelse og indsigt på tværs af kulturelle forskelle - men sådan har det ikke altid været. Da hun var ung, havde hun et skarpt opdelt verdensbillede, der blandt andet betød, at kun muslimer var gode mennesker, set med hendes øjne:

“I mine teenageår fik jeg en meget ekstrem tankegang, og som et del af mit ungdomsoprør begyndte jeg også at gå med tørklæde. Men jeg oplevede at blive spyttet på på gaden, og en ældre herre forsøgte at rive mit tørklæde af. Disse oplevelser vakte et had i mig; et had mod det samfund, jeg levede i, og mod danskerne,” fortæller Özlem Cekic.

“Det gjorde, at jeg blev ekstremt sort/hvid i min tankegang, og jeg blev meget fundamentalistisk i min opfattelse af de hellige skrifter. Alting blev enten/eller. Jeg stoppede med at give mænd hånden, og jeg ville helst opholde mig i kønsopdelte rum. I en periode overvejede jeg også at droppe skolen og tage til Afghanistan for at være med i hellig krig.”

Men så mødte hun en imam fra Valdemarsgademoskéen i København. Og han åbnede hendes øjne for, at for at være en rigtig god muslim skal man først og fremmest være loyal overfor det land, der brødføder en. Og det land var Danmark.

“Han sagde, at jeg var nødt til at få mig en uddannelse, for en af de første åbenbaringer, der kom til Muhammed var, at han skulle læse. Så jeg droppede martyrdøden, blev i skolen og fik en praktikplads i Føtex på Vesterbrogade. Her mødte jeg nogle mennesker, der stille og roligt introducerede mig til det danske fællesskab, og mit venskab med danskerne vaccinerede mig mod mit had til Danmark,” fortæller Özlem Cekic.

“Engang mente jeg, at man kun kunne være et godt menneske, hvis man var muslim. I dag ved jeg, at det at være et godt menneske ikke har noget at gøre med hvilken tro, man har.”

Sidenhen har Özlem Cekic bevæget sig meget i sin tro, som for hende i dag er et meget privat anliggende - for den findes kun mellem hende og skaberen, og derfor angår den ikke andre.

“Min tro har udviklet sig meget igennem mit liv. Nu bruger jeg den til at holde mine tanker og mit hjerte rent. I min hverdag får min tro mig til at tænke meget over, hvordan jeg kan være et godt menneske og minder mig om, at jeg ikke må lyve, stjæle og bedrage,” siger Özlem Cekic.

Troen minder hende også om, at hun blot er en lillebitte brik i det store billede:

“Den gør mig bevidst om, at jeg ikke er uundværlig, men at jeg har en rolle at spille i forhold til at forsøge at hjælpe dem, der har brug for det.”

Flere ligheder end forskelle
Selvom mange til stadighed bifalder Özlem Cekics arbejde som brobygger mellem samfundets sociale og kulturelle lag, har hendes holdninger også gjort hende til målskive for modstandernes massive kritik. Det skete blandt andet, da hun tidligere på året udgav børnefortællingen “Ayse får en lillebror,” der formidlede drengeomskæring i børnehøjde.

Men selvom Özlem Cekic nogle gange står for skud i den offentlige debat, kæmper hun fortsat videre.

“Det er vigtigt at insistere på, at selvom vi kan være forskellige, kan vi alligevel tale sammen og bygge bro til hinanden. Vi skal blive ved med at snakke om vores forskelle og vise vores børn, at man sagtens kan være uenige uden at blive uvenner,” siger Özlem Cekic og tilføjer:

“På den måde inviterer vi børnene ind i hinandens fællesskaber, og det skaber en utrolig vigtig indsigt i, at der er langt flere ting, der binder os sammen, end der er ting, der skiller os ad. Og det må vi aldrig glemme.”

"Vi skal blive ved med at snakke om vores forskelle og vise vores børn, at man sagtens kan være uenige uden at blive uvenner,” siger Özlem Cekic

Engang mente jeg, at man kun kunne være et godt menneske, hvis man var muslim. I dag ved jeg, at det at være et godt menneske ikke har noget at gøre med hvilken tro, man har

Özlem Cekic