Analyse

Middelalderens blodsfejring i påsken gik ud over jøderne

I senmiddelalderen udviklede den kristne frygt for pesach sig yderligere til anklager om jødisk brug af kristent drengeblod i ritualerne, skriver professor Jakob Egholm Feldt. Foto: Eva Lykke Jørgensen, Roskilde Universitet

Kristne forbandt i højmiddelalderen blodets betydning ved jødernes pesach med noget diabolsk, Kristus-fjendtligt og bestialsk. Det udviklede sig sidenhen til deciderede jødeforfølgelser, vurderer professor Jakob Egholm Feldt

Den kristne påske og den jødiske pesach bliver ofte set som variationer over den samme højtid, nemlig påsken. Derfor vil man også ofte støde på betegnelsen jødisk påske, som om både jøder og kristne fejrer påske blot på lidt forskellige måder.

Det er imidlertid meget forkert at betragte påske og pesach som variationer over den samme højtid. De adskiller sig fra hinanden både teologisk og praktisk, men det er ikke mindst i lyset af det historiske fjendskab mellem påske og pesach, at det er problematisk at betragte dem som det samme.

Den kristne påske udsprang af pesach

Både den kristne og den jødiske tradition stammer fra en ældre tradition for en landbrugs- og forårsfest, men de blev til noget helt forskelligt. Historisk kan man nok pege på, at kristendommen har bygget ovenpå og ændret indholdet af allerede eksisterende højtider som eksempelvis pesach fra den jødiske-israelitiske tradition. Ligesom kristendommen også har overtaget andre højtider som julen.

En sådan generel religionshistorisk kontinuitetsvinkel siger dog ikke så meget om, at historiske forandringer af højtiderne også gav konflikter mellem ældre traditioner og nye. Kristendommen har ikke historisk set søgt at bygge ovenpå jødiske traditioner på fredelig vis, men den har mestendels forsøgt at udslette deres oprindelige mening for at erstatte dem med Det Nye Testamentes Kristus-perspektiv.

Kristne mistænkte jøderne for at bruge drengeblod

Påske handler om Kristi opstandelse, men pesach handler om udgangen fra Egypten og den sidste af Egyptens ti plager, hvor alle førstefødte sønner blev slået ihjel, medmindre dørene ind til deres hus var mærket med lammeblod.

Blodet, det lammeblod, som israelitterne historisk har brugt ceremonielt og symbolsk, og som i jødedommen spiller en central rolle for pesach, fordi det er symbolet på at holde døden væk, har gennem historien været tegnet på forskelligheden mellem kristendommen og jødedommen.

Kristne kædede i højmiddelalderen blodets betydning ved jødernes pesach sammen med noget diabolsk, Kristus-fjendtligt og bestialsk. Det udviklede sig sidenhen til deciderede jødeforfølgelser under pesach, hvor de kristne forsøgte at afsløre jødernes rituelle brug af blod.

I senmiddelalderen udviklede den kristne frygt for pesach sig yderligere til anklager om jødisk brug af kristent drengeblod i ritualerne – anklager som har været en levende del af anti-jødiske og antisemitiske forestillinger helt ind i det 20. århundrede.

Blodsforhånelserne er gået begge veje

Interessant er det, at blodet har spillet en central rolle for kristen-jødisk polemik siden den tidlige kristendom. Jesu blodoffer på korset, jomfru Marias blod og nadvervinen, der ifølge indstiftelsesordene ved altergangen er Jesu blod, er kristen blodsymbolik, der er blevet brugt til at polemisere og bekrige jødisk blodsymbolik i forbindelse med omskærelser og lammeblodet.

Og vice versa, for jøder har heller ikke holdt sig tilbage fra at forhåne kristendommens blodforestillinger, måske især den rituelle indtagelse af guds blod gennem nadvervinen. Og som bekendt var det ved påske/pesach-måltidet, at Jesus bad sine disciple spise ham.

Både det kristne påskeblod og det jødiske pesachblod er symbolske påmindelser om de to religioners forskellighed. I højmiddelalderen i 1215 ophævede kirken ved det fjerde laterankoncil blodsakramentet til dogme og nogenlunde samtidigt opstod de mest vidtgående blodbeskyldninger mod jøderne. Jøderne blev på den måde den mørke side af kristendommens blodfejring.

Jakob Egholm Feldt er professor i global og transnational historie med speciale i jødisk historie ved Roskilde Universitetscenter.