Brudstykker af Det Gamle Testamente fundet bag korantekst

Denne side fra en 8. århundredes Koran er skrevet oven på et koptisk manuskript af Det Gamle Testamente. " Foto: Christie's

En vågen forsker har gjort et enestående fund, da en side fra et koranmanuskript fra det 8. århundrede blev sat til salg hos auktionshuset Christie’s. Det er nemlig første gang, at Koranen er set skrevet oven på en bibeltekst

Den franske forsker dr. Elénore Cellard gjorde en ekstraordinær opdagelse, da hun for nylig bladrede i et katalog fra det britiske auktionshus Christie's. Da faldt hun nemlig over en bid af et koranmanuskript fra det ottende århundrede (islams andet århundrede). Det viste sig, at der bag koranteksten var skyggeagtige konturer af passager fra Det Gamle Testamente. Det skriver The Guardian.

Fundet er det eneste dokumenterede palimpsest, hvor en kristen tekst er blevet fjernet for at gøre plads til islams hellige tekst. En palimpsest er håndskrift på pergament, hvor der er skrevet flere tekster oveni hinanden.

Eléonore Cellard kiggede egentlig efter noget helt andet, da hun i auktionshusets seneste katalog bladrede forbi billeder af fragmenter fra et manuskript til Koranen. Da hun undersøgte billedet nærmere, bemærkede hun de svage konturer af koptiske bogstaver.

Hun kontaktede Christie’s, hvorefter hun formåede at identificere den koptiske tekst som en del af Det Gamle Testamentes Femte Mosebog - en del af Toraen og de kristnes Gamle Testamente.

Den franske forsker, som er tilknyttet College de France, mener, at dokumentet er vigtigt for forståelsen af islam, fortæller hun til The Guardian:

“Det er en meget vigtig opdagelse, som kan hjælpe os med at forstå den tidlige islam og Koranens historie. Her har vi et vidnesbyrd om en kulturel interaktion mellem forskellige religiøse fællesskaber.”

Et sjældent fund?

Den franske forsker bakkes op af Christie’s ekspert Romain Pingannaud, der også mener, at fundet er meget relevant:

“Det er temmelig ekstraordinært. Når man først ved, at det er der, så er det det eneste, man kan se. Det bliver meget tydeligt. Vi overså det fuldstændig i starten. Det er fascinerende, især fordi det er det eneste eksempel, hvor man har en arabisk tekst skrevet oven på en ikke-arabisk tekst. Og hvad der er endnu mere fascinerende er, at det er skrevet oven på en passage fra Det Gamle Testamente. Det viser kontakten mellem de forskellige samfund i de første århundreder af islams historie.”

Christie’s fragment var anslået til en pris på mellem £80.000 og £120,000, svarende til mellem 700.000 og en million danske kroner. Men salgsprisen endte i slutningen af april på over fem millioner danske kroner.

Folkene hos Christie’s mener, at manuskriptet sandsynligvis stammer fra Egypten, da der i tiden omkring den arabiske erobring af landet boede mange koptere i Egypten.

Mens skriftstilen af den koraniske skrift dateres til at være fra omkring det ottende århundrede eller det tidlige niende århundrede, så er det ikke muligt at identificere, hvor meget ældre den koptiske skrift er. Formen på de koptiske bogstaver tyder på, at det ikke er skrevet tidligere end det syvende århundrede, vurderer Romain Pingannaud fra auktionshuset. Det er ikke muligt at teste skriftens alder på andre måder:

“En kulstof 14-test vil kun datere alderen på materialet og ikke på skriften, men det vil være meget ødelæggende at prøve på, da pergamentet er for tyndt”.

Ifølge auktionshusets ekspert er koraniske palimpsester meget sjældne:

“Vi mener, at det skyldes, at Koranen er så vigtig en tekst. Så selvom pergament var meget dyrt, så blev Koranen næsten altid skrevet på nyt pergament. Koranen er højtæret, og derfor ville de altid bruge helt nye materialer, siger Romain Pingannaud.

En praktisk og pragmatisk handling

Der bliver taget mere afslappet på fundet på afdelingen for bibelsk eksegese på Københavns Universitet. Her er postdoc Johanne Louise Christiansen ikke helt sikker på, om fundet hos Christie’s kan sige os noget markant nyt om forholdet mellem Bibelen og Koranen eller den kulturelle interaktion mellem forskellige religiøse samfund på dette tidspunkt:

“Koranen viser jo selv, at på trods af, at der ikke findes direkte citater fra Bibelen i Koranen, så har der været et eller andet kendskab til andre religiøse traditioner og deres helligskrifter.”

Hun pointerer desuden, at alle materialer til at skrive eksempelvis korantekster på var sjældne i det 8. århundrede:

“Man brugte den skriveoverflade, der lige var til rådighed. Vi har også eksempler på fænomenet blandt de tidligste koranmanuskripter, eksempelvis dem som blev fundet i en moské i Yemens hovedstad, Sana’a, i starten af 1970’erne. Her ser man, hvordan palimpsestens ‘nederste skrift’ fremtræder gennem den ‘øverste skrift’ og dermed viser to forskellige typer korankodeks.”

Selv om man i denne specifikke sag fortsat diskuterer, om det rent faktisk er en passage fra det Gamle Testamente, som koranpassagen er skrevet ovenpå, så kan en lignende tendens ifølge Johanne Louise Christiansen også ses inden for eksempelvis byggeri:

“Hvis det er tilfældet, at koranpassagen er skrevet oven på en passage fra Det Gamle Testamente, så kan det måske sammenlignes med, at muslimer på dette tidspunkt også overtog mange kirker og arbejdede videre på dem. De samme kirker havde tidligere fungeret som templer, som blev overtaget og ombygget af de kristne.”