Interview

Pernille Østrem: Vil man spise interreligiøst, må man affinde sig med at tage hensyn til andre

"Det, at vise hinanden særlige hensyn, er ikke noget, der lukker os og skaber afstand. Det er noget, som gør, at vi får en dybere forståelse for hinanden og for, hvad der rør sig i ens eget hjerte," siger sognepræst i Stefanskirken Pernille Østrem om interreligiøs spisning. Foto: Stefanskirken

En onsdag i marts mødtes seks religioner til en tværreligiøs højtidsmiddag. Ved bordet sad blandt andre Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro. Her fortæller hun om kristen madkultur, ensomhed i påsken, religionsmødet og det sunde ved at tage hensyn til hinanden

Hvad spiser du til religiøse højtider indenfor kristendommen?
Jeg spiser lam til påske. Vi holder en påskefrokost 2. påskedag, hvor vi spiser lam og alt hvad folk nu måtte have lyst til at bidrage med af salater, sild og æg. Lammet spiser vi på grund af, at Jesus var jøde, for man har jo også offerlammet i den jødiske antikke tradition. Det er ikke nogen religiøs handling at spise lam til påske, men man minder hinanden om vores fortælling til påsken.

Derudover har vi skærtorsdag en tradition for at drikke vin og spise usyret brød i kirken. Vi holder sådan en ”fri bar gudstjeneste”, hvor Jesus har betalt regningen. På den måde spejler vi det, som Jesus og hans disciple formentlig har spist, når de har spist usyret brød og drukket vin. Så har vi en god aften i kirken med vin og ”crackers”.

Har maden en religiøs symbolik i kristendommen?
Vi har jo et religiøst måltid i den kristne kirke i form af nadveren, men vi spiser ikke stjerneskud til jul med fisk og rejer og så videre, fordi der stod en stjerne over Betlehem. Al den mad, vi spiser, er noget, som har kulturel betydning, men som vi forbinder med en bestemt højtid.

Påskemåltidet har traditionelt set haft betydning som nadver, hvilket vi spejler hver søndag. Dåben er indgangen til det kristne fællesskab og nadvermåltidet er så det, der fastholder en i troen og fællesskabet.

Når vi spiser usyret brød hver søndag ved nadveren, så er det i form af små oblater typisk med et kors printet i, men det brød, vi spiser ved påsken, hentes ved en jødisk købmand, fordi man derved fortæller historien bedre, når man står med det her brød, der ser lidt specielt ud og kommer i en speciel kasse og smager lidt specielt.

Det, at spise sammen og fejre højtiderne sammen, er også en pædagogisk handling. Når man skal bringe en tradition videre, så skal man kunne forklare, hvorfor det er relevant - og der må man godt gøre det håndgribeligt. Vi kunne jo også nøjes med at tale om, at Jesus en gang spiste usyret brød, men vi bliver nødt til at få krop og smag på, for at kunne tage det til os.

Er der ritualer forbundet med måltidet i kristendommen?
I en kristen kontekst er der ikke én bøn, som man skal bede ved måltidet, men der er tradition for, at man synger et bordvers. Hver gang, man sætter sig til bords, er man Gud skyldig for det, man spiser. Man kan også takke sin far og mor, men først og fremmest takker vi Gud for måltidet og for hans fuldstændig uforståelige skaberværk, som gør, at der pibler ting op af jorden der, hvor alt så ud som om, at det var dødt.

Så man takker for maden, hver gang man spiser, men jeg bryder ikke ud i sang på den lokale bodega, hvis jeg køber en cowboytoast. Bordbønnen er ikke noget, man pådutter omverdenen. Det er noget man er fælles om, hvis det giver mening for fællesskabet. Det hænger sammen med, at man, i en luthersk kontekst, tænker at ydre tegn på fromhed virker kontraproduktivt.

Det, som også er specielt i en kristen kontekst, er at vi ikke har nogen forbud. Peter får et syn i Apostlenes Gerninger 10, hvor Jesus breder alt mad ud i verden og siger: ”slagt og spis”. Dér bliver alle de spiseforbud, som man har i den jødiske tradition, ophævet.

Det, vi har, er fasten. I den lutherske tradition er der ikke noget påbud om faste, netop fordi det kan være usundt for et menneske at vise ydre tegn på sin tro. Ikke desto mindre er fasten en tid i kirkeåret, og selvom vi ikke er så optagede af at faste fra mad, så kan man høre at musikken i kirken dæmper sig og farven ændres; den bliver lilla, det bliver bodstid. Så man kan godt faste med andre ting end mad.

Hvilken betydning har påskemåltidet indenfor kristendommen?
Det er ikke alle, der har en familie at spise påskefrokost sammen med, og påskefrokosten er meget fokuseret på familien. Derfor er det vigtigt, at vi som kirkeligt fællesskab viser, at det at spise en påskefrokost også giver mening med mennesker, som man ikke er i familie med.

Man taler tit om, at i julen er folk ensomme, men måske er det på tide, at vi også begynder at tænke over det i påsken. Der er mange, der laver frivilligt arbejde til jul og laver mad til hjemløse i Den Grå Hal på Christiania. Det er jo fantastisk, men måske er det tid til at kigge på påskemåltidet.

Lige så vel, som man kan opleve, at folk lukker sig om sig selv i julen, så kan man også opleve det i påsken, hvis man står på kanten af vores samfund. Der kunne man godt åbne måltidsfællesskabet op. Det gør man i kirken mange steder, men man kunne også godt som familie og landsbysamfund åbne fællesskaberne op i påsken.

Kan mad være en anledning til et religionsmøde?
Ja, det synes jeg helt bestemt. Men det er specielt, når vi i kristendommen ikke har nogen spiseregler. Det er specielt at sidde med mennesker, der skal have en speciel tallerken, og som ikke kan spise kød og så videre. Man kan godt komme til at tænke, om man nu fornærmer nogen, når man sidder der med sin skønne flæskesteg og knaser sværene – for tænk nu, hvis der sprøjtede et milligram svin i retningen af jøden og muslimen.

Man ville lyve, hvis det ikke strejfede ens tanke. Den tanke skal man lige vende indeni sig selv, så det ikke bliver en irritation. For det skal ikke blive sådan, at jeg tænker ”hvorfor kan jeg ikke have min flæskesteg i fred?”.

Vi tager hele tiden hensyn til hinanden. Der er også mange, der er laktoseintolerante og folk, der er allergiske. Så vi skal tage hensyn til hinanden som mennesker, det er ikke farligt, selvom der er folk, der føler sig krænket over at skulle tage hensyn til andre. Hvis man vil spise interreligiøst, så må man affinde sig med, at det at skulle tage hensyn til andre, det ikke er en krænkelse af ens frihed. Og det, synes jeg, er rigtig sundt.

Det, at vise hinanden særlige hensyn, er ikke noget, der lukker os og skaber afstand. Det er noget, som gør, at vi får en dybere forståelse for hinanden og for, hvad der rør sig i ens eget hjerte. Interreligiøs dialog er vigtigt, men det vigtigste er, at vi kan leve sammen. Og når man lever sammen, så kommer man også til at spise sammen på et tidspunkt.

Til en højtidsmiddag med seks religioner repræsenteret fik Pernille Østrem påskelam med syltet selleri, kartofler og gulerodspuré. Foto: Leif Tuxen

Vi har skærtorsdag en tradition for at drikke vin og spise usyret brød i kirken. Vi holder sådan en ”fri bar gudstjeneste”, hvor Jesus har betalt regningen.

Pernille Østrem