Min bedste bog til hængekøjen

Pia Nordin Christensen anbefaler en roman om kunsten at give slip

Hvad er et menneske, grubler hovedpersonen i romanen "Bjørnen" over. Og det er et godt spørgsmål, som man også kender fra Salmernes Bog, fortæller sognepræst Pia Nordin Christensen. Foto: Charlotte Falmer

En kvinde, som finder taknemmeligheden, efter hendes liv er ved at falde fra hinanden, er hovedpersonen i sognepræst Pia Nordin Christensens bedste bog til hængekøjen. Læs sidste del af sommerserien her

“Det er en perle af en roman.”

Sådan beskriver sognepræst på Frederiksberg Pia Nordin Christensen den roman, hun netop har læst - Katrine Marie Guldagers ”Bjørnen,” som udkom tidligere på året.

Den handler om Vibse, en midaldrende gymnasielærer, som rammer bunden og giver slip for derefter at blive rejst op igen. Inden i Vibse raser et uvejr af vrede, og da hun efter et skænderi med sin mand Bent flår nøglebundtet af knagen og kører op i sommerhuset i Sverige for at være lidt alene, kører hun direkte ind i et endnu større uvejr.

I takt med at stormen rammer, stormer det også videre i Vibses sind. Strømmen går, dagene går, og det bliver en kamp på liv og død. Vibse begynder at blive bange. For hun bryder sig ikke om forandringer. Hun er ramt af sorgen over, at datteren Laura lige er flyttet hjemmefra. Det gør ondt at skulle give slip. Det er ét tema af mange, som forfatteren i denne bog sætter fokus på:

“Katrine Marie Guldager har et skarpt blik for de menneskelige relationer,” fortæller Pia Nordin Christensen. Dermed illustrerer romanen, at det kan være meget hårdt at give slip:

“Jeg har fire piger, og nummer tre flytter hjemmefra til september. Så er der kun én tilbage. Selvom det er helt, som det skal være, er det ikke sjovt at give slip. Man er ikke omdrejningspunktet i deres liv på samme måde længere. Relationen forandres, men det bliver også fint. Det er afgørende at have blik for taknemmeligheden over alt det, vi har haft sammen indtil nu – og som jo fortsætter, men nu i forandret form.”

I et forsøg på at trodse stormen og finde vej til naboen tre kilometer væk, farer Vibse vild. Der er brunbjørne i området. Én af dem kommer tættere og tættere på. Vibse ved, at det eneste tidspunkt, brunbjørnen er rigtig farlig er, hvis man kommer imellem en mor og dens unge. Og det må være sket med Vibse; hele verden kom imellem hende og datteren, tænker hun - og hun må give slip.

Således kredser hendes tanker om sit liv, mens hun er faret vild i skoven. Hun svinger mellem håbløshed og længsel. Hun ved, hun skal holde sig vågen for ikke at risikere at fryse ihjel, men hun giver slip og råber til Gud, at han kan gøre med hende, hvad han vil. Og det gør Gud. Men ikke som Vibse venter det.

Hvad betyder et menneske, spørger Vibse. Og det får Pia Nordin Christensen til at tænke på Salmernes Bog 8,4-5, der lyder som følger:

“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”

Og i Vibses bøn til Gud sker der noget, som forløser vreden, der i stedet tager form af taknemmelighed. Men det må man læse bogen for at finde ud af. Og det er der gode grunde til at gøre, mener Pia:

“Guldager skriver kort, præcist og underfundigt om et menneske, der føler, at livet er ved at gøre sig færdigt med hende. Der er god energi i Katrine Marie Guldagers sprog og i Vibses vrede. Jeg lo højt af humoren undervejs. Bogen rummer desuden en herlig beskrivelse af Sverige, hvor vi i familien selv holder ferie.”

Vibse finder først vej, da hun lægger sin skæbne i Guds hænder, og det er et vigtigt tema, mener Pia Nordin Christensen. Vibse tænker i romanen tilbage på, hvad hun fik med hjemmefra og når frem til den konklusion, at vi tror, vi skal alting selv, og at det da også er anstrengende at være afhængig af andre. Men når det ser mørkest ud, bryder lyset igennem - selvom man først må lære kunsten at give slip.