Min bedste bog til hængekøjen

Pia Søltoft har lagt sommerens ferieplaner ud fra en bogserie

Sognepræst og Kierkegaard-coach Pia Søltoft har lagt sine sommerferie planer efter det litterære værk, som lullede hende ind i sydeuropæiske skæbner. Foto: Paw Gissel

En fortælling om venskab, fattigdom, vold og kærlighed fik Pia Søltoft til at glemme sit arbejde og glide ind i litteraturens verden. Nu har hun ladet sine ferieplaner bestemme af den bogserie, der gjorde så stort indtryk på hende

Det er ikke nemt for sognepræst og Søren Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft at vælge en enkelt bog at anbefale til hængekøjen. Der tikker omkring otte forskellige bud ind i mailindbakken, alle ledsaget af en anekdote eller eksistentiel erfaring.

Alle er gode bud. Men der er alligevel én anbefaling, der stikker ud af en særlig grund:

”Denne sommer vender jeg tilbage til det Syditalien, jeg kender og elsker, når jeg med mine børn skal tilbringe juli måned i et hus på øen Ischia ud for Napoli, hvor Napoliromanerne foregår.”

For et af Pia Søltofts gode bud på en yndlingsroman er ikke bare en enkelt roman, men en serie på fire bind, de såkaldte ”Napoliromaner” af den italienske forfatter Elena Ferrante. Romanerne, som er skrevet mellem 2012-15, udspiller sig i 1960’ernes og 70’ernes Napoli, hvor læseren møder barndomsveninderne Elena og Lila.

Historien begynder ved slutningen: Som 66-årig forsvinder Lila, og Elena beslutter at fortælle hendes historie og sin egen med. For måske er de to kvinder i virkeligheden én, overvejer Pia Søltoft:

”Fortællingen handler først og fremmest om venskaber, men også om hvordan det er at være fattig kvinde i Syditalien i en tid, hvor mafia og politisk totalitarisme præger livsvilkårene. Det er en farverig og fascinerende fortælling, som man suges ind i, og man drages ind i de forskellige liv,” fortæller hun.

Forskningen måtte vente

Det var egentlig Kierkegaard-forskningen, der bragte hende til San Cataldo i Syditalien, hvor hun i 2015 var på en måneds forskningsophold. Men da en anden gæst lånte hende den første bog i Napoli-serien, var hun solgt:

”Den indstillede min forskning lidt, og så sad jeg dér midt i det Italien, bogen beskrev, og læste løs. Jeg måtte sende bud efter resten af bøgerne bagefter,” husker hun.

Det er også grunden til, at hun denne sommer endnu engang vender tilbage til Napolikysten, hvor øen Ischia ligger. Her foregår nemlig en del af handlingen:

”Vi skal dase på den lange Maronti-strand og bade i den tørre varme, som omsluttede Lila og Ninos første kærlighed og sidstnævntes faders voldtægt af Lila. Således går angsten og kærligheden altid hånd i hånd, selv på uendelige hvide sandstrande fyldt med fred og idyl,” forklarer hun og fortsætter:

”Jeg har besøgt Napolikysten og Amalfikysten mange gange. Området er fredet af Unesco, og hvis man tager udenom de populære turistbyer, oplever man et oprindeligt område, som er fattigt, men forunderligt frodigt og smukt. Der er en særlig barsk og humoristisk venlighed, som man også finder i Elena Ferrantes bøger.”

Tråde til Kierkegaard

Pia Søltoft drager gerne paralleller til den filosof, hun professionelt har viet sit liv til, Søren Kierkegaard. Også når det gælder romaner, der foregår i 60’ernes Syditalien:

”Elena og Lilas historie er jo fortællingen om et liv på vej til sig selv. Selvom de er fattige kvinder, der er prisgivet det rå og maskuline miljø, tager de alligevel livet i deres egne hænder. De forholder sig i frihed til deres nødvendighed," siger hun og uddyber:

"Det minder mig om Kierkegaards første bog, som var en meget kritisk anmeldelse af H.C. Andersens ’Kun en spillemand.’ Den handler om to unge, der er forbundne ligesom Elena og Lila, men som bliver drevet fra hinanden ved et tilfælde. Og det irriterede Kierkegaard vanvittigt, at H.C. Andersen lod en udefrakommende vilkårlighed råde! I Kierkegaards optik har man netop friheden til at præge sit liv på en afgørende måde, uanset samfundet og konventionerne,” forklarer Pia Søltoft.

Frihen til at vælge har Elena Ferrante heldigvis fået med. For hendes hovedperson kæmper netop en kamp for at blive sig selv:

”Det siger noget om Elenas mod i forhold til, hvor hun bor og den tid, hun lever i. Som nordeuropæere tænker vi måske ikke så meget over det, men det at være kvinde – dengang som nu – i et sydeuropæisk land er stadig langt sværere end nordpå. Derfor kan historien også minde os om, at kampen langt fra er forbi.”