Hvem var filosoffen Pierre Bourdieu?

Pierre Bourdieu er her fotograferet ved en konference i Paris i oktober 1998. Han døde i 2002. Foto: Remy de la Mauviniere/AP/Ritzau Scanpix

Inden for sociologien er en række vigtige begreber skabt af den franske filosof Pierre Bourdieu. Få en indføring i hans liv og få styr på hans tre vigtigste begreber her

Pierre Bourdieu, født 1930 og død 2002, hører til blandt de store franske filosoffer. Han er kendt for at prøve at kortlægge, hvad der er bestemmende for et menneskes handlinger i sit opgør med både troen på den absolutte frie vilje og tanken om, at den enkelte er bestemt af sit miljø og sine sociale tilhørsforhold.

Lad det være sagt: Pierre Bourdieu er ikke nem at læse. Derfor bringer her nogle hovedlinjer i hans tænkning.

Pierre Bourdieu blev født i 1930 i det sydvestlige Frankrig. På trods af at han kom fra små kår, fik han sin akademiske uddannelse på den franske eliteskole École Normale Supériure, hvor han studerede filosofi, sociologi og antropologi.

Hans akademisk karriere hele vejen op igennem det franske uddannelsessystem gav ham et grundigt indblik i det franske samfunds sociale klasser. Selv endte han som professor ved det prestigefyldte Collège de France i Paris.

Pierre Bourdieus værker er omfattende. Og det var især indenfor sociologien, han må regnes som en af Europas førende. Han var en pioner, idet han definerede nye begreber. Han er blandt andet kendt for at have lanceret begreberne "felt" (eller socialt rum), "kapital" og "habitus."

Han lod sig ikke nøjes med sin videnskab. Han engagerede sig også med stor lidenskab i den politiske debat og var stærkt kritisk overfor det franske undervisningsvæsen. Derudover kritiserede han den moderne kapitalisme og krævede en indsats for de socialt udstødte og samfundets sociale tabere.

Lad os prøve at finde frem til, hvad han mente med sine sociologiske begreber.

Begrebet "felt"

Når man i Danmark diskuterer folkelighed og bruger ord som ”samfundets sammenhængskraft” – begreber, som man i dag ofte hører eksempelvis i flygtninge- og indvandrerdebatten – ja, så ville Pierre Bourdieu sætte spørgsmålstegn ved, om de begreber overhoved afspejler en virkelighed. For ham er det noget centralt, at samfundet ikke udgør en enhed.

Et samfund, sagde Bourdieu, består af en række sociale rum. Og det er sådan et rum i samfundet, som han kalder et felt. Disse rum er det uddannelsesmæssige felt, det kunstneriske felt, arbejdsmarkedet, det akademiske felt og så videre. For at kunne være med i et felt, skal man have dertil bestemte kvalifikationer og egenskaber. Den enkelte aktør i et felt forstår sig selv og sin verden ud fra det felt, hun eller han befinder sig i.

Felterne er i en bestandig kamp mod hinanden, en magtkamp, hvor man prøver at påtvinge de andre ens egen forståelse af verden; netop det felt der også tilgodeser ens egne interesser.

Erhvervslivet er for eksempel overbevist om, at de er bærere af samfundet. Aktørerne i det kunstneriske felt mener sig nødvendige for samfundet, derfor skal de støttes af det offentlige. Pierre Bourdieu ser det enkelte felt som en autonom arena eller et område, hvor der hersker egne love, værdier og interesser. Således giver det prestige i det kunstneriske felt at have viden og kulturel forståelse, hvorimod den økonomisk succes ikke har betydning, hvad den selvsagt har i erhvervslivets felt.

Kapital

Hvordan finder man så ind i et felt og bliver accepteret dér? Her bruger Pierre Bourdieu begrebet kapital til klargøre, hvad der gør, at man kan blive anerkendt af andre.

Ligesom en kapital i form af penge gør det muligt for os at købe os til noget, at opnå noget, sådan gælder det også vores kulturforbrug. Økonomi er altså ikke blot penge. Hvad vi mener er godt og vigtigt i kulturen som for eksempel litteratur, film, kunst – eller om vi mener det er noget fuldstændigt ligegyldigt - er blevet til gennem vores opvækst. Og vi kan føje til, at det også gælder religiøse opfattelser.

Det er ifølge Pierre Bourdieu den kapital, vi medbringer, som gør det muligt for os at indgå i det rum, i det felt, hvor vi ønsker at høre til. Bourdieu skelner her mellem økonomisk, kulturel og social kapital. Den økonomiske kapital, som vi erhverver os eller har fået fra barnsben, giver os adgang til materielle goder og til det felt, hvor netop dét er en værdi. Kulturel kapital er dannelse og de sproglige kundskaber, som giver os adgang til et felt af højere udannede. Og så giver den sociale kapital adgang til en specifik gruppe (man kan f.eks. være født adelig).

Endelig taler Pierre Bourdieu om det, han kalder symbolsk kapital, Med dette mener han den anerkendelse, agtelse og dermed magt, man har opnået inden for sit felt.

Med begreberne felt og kapital kan Bourdieu så godtgøre, hvad der fastholder mennesker i sociale strukturer. Han kalder det reproduktion. Eksempelvis opnår børn fra ressourcestærke familier en bedre position i samfundet, mens skolesystemet frasorterer de ressourcesvage børn og dermed bidrager til at reproducere den sociale lagdeling i samfundet.

Habitus

Med begrebet habitus vil Bourdieu forklare, at det enkelte individs handlinger dels er frie handlinger og meninger, og dels har rammer i form af opdragelse og opvækst. Han vil dermed afvise den filosofiske eksistentialismes påstand om, at den enkelte er et frit, handlende og vælgende individ.

På den anden side er den enkelte ikke bare bestemt af sin arv og sit miljø. Vi er ikke uden videre underlagt en mekanisk determinisme. Altså: vores handlinger og meninger er på én gang bestemt af tidligere erfaringer fra opvæksten og miljø – og så de situationer, vi nu står i.

Mennesket er på én gang ”bundet” og ”frit”. Det lever i et felt, det er arbejdsmæssigt bundet til en institution, en arbejdsplads, et bestemt erhverv. Men samtidig fungerer disse institutioner kun i kraft af individets handlinger. Med andre ord kan et samfund forandres, dets institutioner kan forandres. For mennesket kan skelne, adskille og tillægge noget betydning. Dette er vist indeholdt i det franske ord "distinction," og det er netop titlen på en af Bourdieus betydeligste bøger: La distinction fra 1979.

Litt: Fransk filosofi. I serien Politikens håndbøger.