Når man vandrer, bliver "udenfor" mere end en overgang

Er "udenfor" altid en overgang mellem at være "indenfor" forskellige steder? Eller kan man have "udenfor" som et holdepunkt, spørger fransk professor i filosofi i sin bog "Gå!". Læs et uddrag her

At vandre er at være udenfor. Udenfor, ”i det fri”, som det hedder. At vandre vender op og ned på byboerens tænkemåder og selv på vores mest udbredte livspraksis.

Når vi går ”udenfor”, er det altid for at bevæge os fra ét ”indenfor” til et andet: fra ens bolig til kontoret, hjemmefra til kvarterets butikker. Vi går ud for at foretage os noget et andet sted. Udenfor, det er en overgang: det, som adskiller, næsten en forhindring. Mellem her og dér. Men det har ingen egenværdi. Turen hjemmefra med og hen til toget finder sted i al slags vejr, men kroppen er travl, og sindet er optaget af private detaljer og sendes allerede af sted mod arbejdets forpligtelser i strakt galop, mens hånden klapper nervøst på lommerne og kontrollerer, at man ikke har glemt noget. Udenfor eksisterer dårligt nok: som en bred korridor, der adskiller, en tunnel, en kæmpestor luftsluse.

Somme tider går man også bare ud for at ”trække frisk luft”: for at rive sig løs fra tingenes og væggenes ubevægelighed, fordi man føler, at man kvæles for meget inden døre, for at ”lufte sig”, når solen skinner derude, og det helt bestemt viser sig at være alt for uretfærdigt ikke at overgive sig til lyset og solen eller ikke at gå til denne udstilling. Så ja, i det tilfælde går man ud for at gå en lille tur, blot for at være ude, og ikke for at gå det ene eller det andet sted hen.

Føle en forårsbrises skarpe kulde eller vintersolens skrøbelige lunhed. Et mellemspil. En pause, man skaffer sig. Også børn går ud bare for at gå ud. ”At gå ud” betyder her: opsøge vennerne, være langt væk fra forældrene, lave noget andet.

Men som oftest befinder ’udenfor’ sig et sted mellem to ’indenfor’: et mellemled, en overgang. Det er rum, som tager vores tid.

Udenfor.

Under vandringer, som strækker sig over flere dage, under store udflugter, vendes der op og ned på alting. ”Udenfor” er ikke længere en overgang, men et stabilitetens element. Der vendes op og ned: Vi går fra nattely til nattely, fra tilflugtssted til tilflugtssted. Og det er altid ”indenfor”, som forandrer sig i det uendelige. Vi sover ikke to gange i den samme seng, nye værter modtager os hver aften. Indretningen, atmosfæren, byder på nye overraskelser. Murenes, stenenes forskelligartethed.

Vi standser. Kroppen er træt, natten falder på, vi må finde hvile. Men de forskellige udgaver af ”indenfor” er hver gang holdepunkter, midler til at være udenfor i længere tid, overgange.

Omtales må ligeledes det mærkelige indtryk, som de første skridt, morgenens, efterlader. Vi har kigget på kortet, bestemt vejen, vi vil gå, har taget afsked, spændt og afbalanceret rygsækken, fundet stien, har sikret os, at det er den rigtige retning. Alt sammen noget, der forudsætter en let march på stedet, tilbageblik, interpunktioner: Vi standser, vi kontrollerer, vi roterer på stedet. Og da åbner stien sig. Vi slår ind på den, vi falder ind i rytmen.

Vi retter blikket fremad, og så er vi gået, men gået for at vandre, for at forblive udenfor. Dér er det, netop dette, nu er vi udenfor. Udenfor, det er vores element: den præcise følelse af at bebo det. Vi forlader ét nattely for et andet, men kontinuiteten, det, der varer ved, og som trænger sig på, det er disse fremspring, der omgiver mig, denne række højdedrag, som altid har ligget der.

Og det er mig, som går rundt om dem, her vandrer jeg, som om jeg var hjemme: Når jeg vandrer, tager jeg mål af min bolig. De steder, jeg er nødt til at vandre igennem, de afstande, jeg tilbagelægger, og som jeg lader bag mig, det er værelserne,hvor jeg sover en enkelt nat, stuerne, hvor jeg spiser en enkelt aften, deres beboere, deres spøgelser, men ikke landskabet.

Således bliver der vendt op og ned på den store adskillelse mellem ”ude” og ”inde” i kraft af vandringen. Man skal ikke sige, at man vandrer over bjerge, gennem sletter, og at man standser ved rutens nattely. Det er nærmest modsat: I flere dage bebor jeg et landskab, jeg tager det langsomt i besiddelse, jeg gør det til mit område.

Og da kan den mærkelige følelse udfolde sig om morgenen, når man lader hvilestedets mure bag sig, når man atter mærker blæsten i ansigtet: Her er jeg jo hjemme hele dagen, det er her, jeg vil blive, mens jeg vandrer.