LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

Religionsforsker: Mediedækning af Prinsens sidste rejse viser, at ritualer er trendy

Kongehuset og dyrkelsen af kongehuset er et godt eksempel på civilreligion, og den store bevågenhed omkring prins Henriks død og ikke mindst civilbefolkningens ønske om at deltage i begivenheden er et udtryk for civilreligion, mener ph.d. og lektor Marianne Qvortrup Fibiger. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Interessen for ritualer har været stor i forbindelse med prins Henriks sidste rejse og bisættelsen i dag, og det er udtryk for en ny eller tilbagevendt trend, skriver ph.d. og lektor Marianne Qvortrup Fibiger i religionsanalysen

Hvad er god etikette? Dette spørgsmål er blevet stillet rigtig mange gange af tv-værter og journalister til eksperter i forbindelse med den massive tv-dækning af prins Henriks sidste rejse. Spørgsmålet kunne lige så godt være: Hvordan sikrer vi os, at ritualet udføres korrekt og præcist?

Ritualernes genkomst

Det har været interessant, men også noget trættende at følge med i Danmark Radios og TV2s massive dækning af omgangen med prins Henriks lig. Interessant, da dækningen giver et fantastisk indblik i den betydning ritualer har for mange danskere, og trættende, da der er er rigtig meget redundans og stilstand i transmissionerne.

Men netop gentagelse og venten hører sig til, hvis ritualet skal have effekt på dem, der deltager i det eller blot kigger på. Det ved vi fra mange forskellige former for ritualanalyser inden for religionsvidenskaben. Det gælder også moderne religion eller rituel adfærd omkring begivenheder, som i større eller mindre omfang kan betegnes for civilreligion, hvilket dele af Prins Henriks sidste rejse godt kan falde ind under.

Det mest interessante er dog ikke kun, om vi skal betegne begivenheden for religion eller civilreligion eller måske lidt af begge dele, men at den er et tydeligt eksempel på, at ritualer aldrig går af mode. Og som i dag - ikke mindst igennem medierne - kan siges at have fået en italesat genkomst.

Prins Henriks sidste rejse som civilreligion

Begrebet civilreligion bruges inden for religionssociologien primært om begivenheder, men også om tekster, bygninger og symboler, der dyrker nationen ved en reference til en transcendent eller guddommelig størrelse. Civilreligion er ikke en verdslig erstatning for religion, som religionssociolog Margit Warburg gør opmærksom på i en bog om civilreligion i Danmark fra 2013, men den har et bestemt fokus, nemlig nationen, som gennem referencer til højere magter får en særlig status.

Kongehuset og dyrkelsen af kongehuset er et godt eksempel på civilreligion, og den store bevågenhed omkring prins Henriks død og ikke mindst civilbefolkningens ønske om at deltage i begivenheden er et udtryk for civilreligion.

I en artikel på dr.dk fra den 16.2.2018 fremhæver Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, at selvom prins Henriks bisættelse måske ikke er den mest traditionelle for en kongelig i Danmark, så følger han dog i fodsporene på en række andre kongelige, som siden 1746 har ligget på castrum doloris, ”smertens leje”, og derved til offentligt skue i tre dage i Christianborgs Slotskirke.

Og som Sebastian Olden-Jørgensen uddyber, så er denne ceremoni egentlig en sidste rest af enevældens statsceremoniel, som er blevet bevaret, fordi den fungerer godt. Og her kan man tilføje, at den fungerer godt, da den ikke kun skaber mulighed for civilbefolkningens rituelle dyrkelse af kongehuset, den begrundes også nationalhistorisk.

Prins Henriks sidste rejse som religion

Prins Henriks sidste rejse er dog ikke kun et eksempel på civilreligion. Den er mere end det, da der også er tale om eksplicit religion. Det er et døderitual, som følger kristendommens rammer for en sådan, og sognepræst Kathrine Lilleør, der var medkommentator på TV2 i onsdags, da kisten kørte fra Fredensborg Slot til Amalienborg, kommenterede begivenheden med meget tydelige referencer til både Jesus og Det Nye Testamente og indskrev den i en protestantisk teologi.

Ritualets italesatte genkomst

Det mest interessante i min optik er dog mediedækningen af begivenheden. Det gælder ikke så meget de mange timer, de to landsdækkende kanaler har valgt at bruge på dækningen, men snarere på de medkommenterendes journalisters fokus på ritualiseringen omkring kisten - ikke mindst deres udtrykte glæde ved at de formelle regler blev overholdt. Det gjaldt lige fra måden kisten blev båret på, til hvordan civile bøjede hovedet eller tog hatten af, når rustvognen med kisten kørte forbi. Netop den positive italesættelse af overholdelsen af ritualet eller konformiteten omkring begivenheden, mener jeg er en ny eller tilbagevendt trend, som dog bliver indskrevet i modernitetens fokus på individet.

Ritualet som event

Ritualet er nemlig ikke længere kun en kollektiv begivenhed, den er også blevet en individuel event. Som en kvinde, der havde rejst helt fra Silkeborg for at se kisten udtrykte det til TV2 News i lørdags, så er det en begivenhed, hun kun kan opleve en gang. Derfor havde hun valgt at tage rejsen til København. Eller som en mand sagde til mediet, efter han var kommet ud:

”Det var en særlig følelse, både for den enkelte og for os alle som nation.”

Ja, man kan mene, hvad man vil, men forandringen er tydelig. Og har man ikke fået nok, så har kongehuset heldigvis optaget deres private ceremoni omkring kisten i Christianborg Slotskirke. Den kan man finde på Kongehusets officielle Facebook side.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.