Interview

Imad Malik: ”Det kan være lige meget om du faster, hvis du ikke udvikler dig som menneske”

”Hvis man ikke bruger tid på gudshengivelsen og det åndelige, så bliver formålet med selve det at afholde sig fra mad og drikke meningsløst,” siger Imad Malik om ramadanen. Foto: Privatfoto

Hvis man ikke har fokus på at udvikle sig til at være et bedre menneske, så kan det være lige meget om man faster. Desværre er der mange muslimer, som tror, at ramadanen bare handler om ikke at spise og drikke, siger talsmand for Muslimer for Fred, Imad Malik

Den muslimske faste handler om mere end at afholde sig fra mad og drikke, ifølge talsmand for Muslimer for Fred, Imad Malik. Ramadanen skal først og fremmest være en måned, hvor man fordyber sig åndeligt og arbejder på at blive en bedre version af sig selv. Profeten Muhammad sagde nemlig, at den der ikke afholder sig fra løgn ligeså godt kan lade være med at afholde sig fra mad.

”Fasten er en måde at udtrykke sin hengivenhed til Gud på og søge at udvikle den hengivenhed,” forklarer han.

For Imad Malik handler ramadanen, i højere grad end afholdelse fra mad og drikke, om at beherske sin vrede, ikke at lyve, give mere i almisse til fattige, være respektfuld over for ældre og om at udvikle sine bedste sider og sit forhold til Gud.

”Hvis man ikke bruger tid på gudshengivelsen og det åndelige, så bliver formålet med selve det at afholde sig fra mad og drikke meningsløst,” forklarer han.

Det kan nemlig være svært at koncentrere sig og fokusere 110% på sin tro hele året. Ramadanmåneden gør det, ifølge Imad Malik, mere overskueligt, fordi man har én måned, hvor man ved, at man skal stramme sig an:

”Det næste år kan man så bygge videre på det, man har fordybet sig i, så det forhåbentlig bliver en trappestige”.

Til daglig er Imad Malik talsmand for Danmarks ældste moské, Nusrat Djahan moskéen, der åbnede i Hvidovre i 1967. I moskéen er han talsmand for gruppen Muslimer for Fred, der i mange år har arbejdet for at ændre holdningen til muslimer i Danmark. Det har de gjort med initiativer som maddonationer til hjemløse og nytårsoprydning på Rådhuspladsen.

De gode gerninger fylder Imad Maliks hverdag hele året rundt, men tankerne kan være sværere at kontrollere. Derfor er det netop de gode tanker om andre mennesker, som Imad Malik vil fokusere på i ramadanmåneden:

”Det, at man heller ikke skal tænke forkert og dårligt om andre er vigtigt. For alle handlinger starter et eller andet sted med tankerne,” forklarer han.

Derfor skal ramadanen også bruges til at beherske tankerne. Imad Malik forklarer beherskelsen med det arabiske begreb, taqwa, som dækker over det, en muslim skal tilstræbe sig hele livet, men særligt i ramadanen:

”En vismand har forklaret begrebet med at sige, at når du på en rejse går ad en vej og kommer til en strækning, hvor der er torne og buske og grene og sten, og du er opmærksom på ikke at træde forkert, så træder man varsomt og behersker sine skridt. Dét er taqwa; at leve livet og beherske sine skridt, så man ikke træder forkert”.

”Man skal ikke prale af sine bedrifter”
Desværre glemmer mange muslimer det åndelige fokus, mener Imad Malik. Det kan blandt andet være fordi, man er ung og ikke har prøvet at afholde ramadan før, fortæller han:

”Da jeg var yngre, handlede det mest om at kunne lade være med at spise og drikke, hvorimod når man bliver ældre, så handler det om noget dybere”.

Selv fastede han for første gang, da han var omkring de tidlige teenageår. Dengang fik han forklaret ramadans betydning med, at man skulle afholde sig fra mad og drikke, for at prøve at mærke, hvordan andre, som ikke har mad, har det.

”Det er den forklaring, der er nemmest at forstå for børn,” fortæller han.

Med tiden er han dog blevet bedre til at fokusere på gudsforholdet og den personlige udvikling. Hvis man kun fokuserer på afholdelsen, glemmer man det, ramadanen i virkeligheden handler om, i følge Imad Malik.

”Jeg har venner og bekendte, som for mange år siden under ramadanen tog i byen hele natten, hvor de i øvrigt også drak alkohol, for så at komme hjem om morgenen og spise inden solen stod op, og så lagde sig til at sove hele dagen. De manglende jo fuldstændig et fokus på, at det handler om at udvikle sig selv som menneske”.

Det sværeste er ikke at faste, men at fordybe sig. Og fordybelsen lærer man bedre fra sig ved at vise et godt eksempel, end at forsøge at forklare, hvordan man bliver den bedste version af sig selv, ifølge Imad Malik.

”Det er personligt, hvad man vælger at fordybe sig i, for man skal jo ikke prale af sine bedrifter, og slet ikke sin spiritualitet,” forklarer han.

”Jeg vil hellere faste i Danmark end i Dubai”
For mange, der ikke kender til islam, kan det være svært at forstå, hvad ramadanen handler om. Ligesom med unge muslimer, der ikke har prøvet at faste før, så bliver fokus ofte på afholdelsen fra mad og drikke.

”Folk bliver forskrækkede over, at man afholder sig fra mad og drikke i op til 18-19 timer, hvis det er om sommeren. Nogen siger, at det er usundt, men det er faktisk ikke rigtigt. Det er først, når man kommer over de her 18-20 timer, at det bliver usundt at faste, fordi man tærer på proteinerne,” forklarer Imad Malik.

I ramadanen vælger mange at skære ned på dagens aktiviteter for at fokusere på troen. Det er både hensigtsmæssigt med mindre aktivitet, når man ikke drikker vand i løbet af dagen, men det er også hensigten med ramadanen, at hverdagen fyldes med mere åndelige gøremål. Det kan af og til være en udfordring, at folk ikke forstår, hvorfor man faster, fortæller Imad:

”Der er nogen, der prøver at problematisere det at faste. Både i offentlige debatter og socialt set blandt folk, man kender. Der er nogen, som siger at, hvis du ikke har drukket, så er du ikke ligeså skarp til at varetage dine opgaver, men hvis man sørger for at drikke mere og spise mindre morgen og aften, så går det fint.”

På trods af, at ramadanen kan være svær at forstå for ikke-muslimer, så ville Imad ikke bytte Danmark ud med et land, hvor islam er majoritetsreligionen. Han har før prøvet at holde ramadan i Pakistan og i Dubai, og selvom dagene og dermed fasteperioden var kortere der, så gjorde det ikke tingene nemmere:

”Jeg har prøvet et par ramadaner i Pakistan og i Dubai, og jeg synes faktisk, at de kortere dage i Pakistan og i Dubai var sværere end de længste dage i Danmark på grund af varmen og tørsten. Så vil jeg hellere faste i Danmark”.

Imad Malik er talsmand for Muslimer for Fred, der i mange år har arbejdet for at bygge bro og styrke fællesskabet i Danmark. Her ses de til Folkemødet på Bornholm. Foto: Privatfoto