Indføring

Hvordan ramadanen kom til Danmark og blev en del af kulturen

Islam har en fantastisk værktøjskasse siger lektor Heiko Henkel. Religionen hjælper med at dyrke og afspejle en identitet, uden derved at være i modsætning til et nationalt medborgerskab. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Under måneden ramadan faster muslimer verden over. Hvordan, hvornår og hvorfor kom islam og dermed højtiden ramadanen til Danmark? Det er et komplekst og spændende spørgsmål, som vi her dykker ned i.

Det er vigtigt at adskille fortællingen om, hvordan muslimer kom til Danmark, og hvordan islam kom til Danmark, hvis man vil se nærmere på, hvordan det gik til, at ramadan er blevet en del af dansk kultur.

Den skelnen er essentiel, pointerer lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, Heiko Henkel.

“I 60’erne og start-70’erne kom mennesker med muslimsk baggrund til Danmark som arbejdsmigranter. Dengang var deres dyrkelse af islam sporadisk og usystematisk, og danskerne så dem ikke som muslimer, men blot som udlændinge,” fortæller han.

Reelt set var det først, da arbejdsmigranterne, typisk mænd, i 1973 fik ret til familiesammenføring og blev genforenet med deres koner og børn, at efterspørgslen på religiøse institutioner steg.

Forenklet kan man sige, at livets store begivenheder har brug for at blive pakket ind i ceremoniens cellofan, og de moralske dilemmaer har brug for en afgørelse. Det kan religionen give, fortæller Niels Valdemar Vinding, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet samt forfatter til bogen Sharia og Samfund: Islamisk Ret, Etik og Praksis i Danmark.

“Det er netop med familielivet at religion danner ramme om livets store begivenheder såsom fødsler, dødsfald og ægteskab. Dertil kommer spørgsmål om social praksis især i hverdagen, herunder konflikthåndtering, alderdom og almisser,” siger han og fortsætter:

“I Danmark har man længe koblet arbejdsmarkedspolitik og integrationspolitik sammen: så længe du går på arbejde og betaler skat, er du integreret nok. Men den tankegang har afstedkommet et kulturelt og sprogligt efterslæb, der til dels bygger på the myth of return, altså den her fortælling om, at muslimerne på et tidspunkt skal hjem igen.”

Islam skaber identitet
Efter arbejdsmigranterne fik ret til familiesammenføring i 1973, voksede deres børn op i et Danmark, hvor der ikke var plads til dem, fortæller Heiko Henkel.

“Disse mennesker blev fanget i en identitetskrise, for de var ikke statsborgere i det land, deres forældre oprindeligt migrerede fra, og selvom de var statsborgere i Danmark, blev de ikke behandlet som danskere.”

Islam blev en vigtig brik i at løse den identitetskrise, som opstod her, pointerer han.

“Islam fik en identitetsskabende funktion. Manglen på en følelse af et tilhørsforhold gjorde at den muslimske minoritet blev mere selvbevidst om sin status som netop minoritet, forskellig fra majoriteten. Mange spurgte sig selv: hvis vi ikke er danskere, hvad er vi så? Og svaret blev muslimer."

I perioden, der fulgte, begyndte mange danske muslimer at dyrke islams rituelle praksisser i højere grad end før. Ifølge Heiko Henkel har islam “en fantastisk værktøjskasse”, der gør det muligt for muslimer fra hele verden at finde et fællesskab samt en måde at være dansk på:

“Islam tilbyder mennesker med muslimsk baggrund et hjem og et tilhørsforhold, der indpasser sig værtslandets lovgivning men samtidig betoner en identitet. Man indgår en kontrakt om, at religionen underkaster sig staten, og ja, der opstår spændinger, men de løses stadig inden for statens rammer.

Der er en opdeling mellem et lands juridiske område og så det sted, hvor borgerne i praksis udforsker moralske spørgsmål. Religionssociologen José Casanova sagde, at religionens opgave er at skabe spændinger mellem sociale regler, som de er, og som de skal være. Man kan sige, at civilsamfundet henter meget gods i religionen.”

Er religionspluralitet en utopi?
Terrorangrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001 samt nyhedsstrømmen om muslimske militante bevægelser forårsagede en global forskrækkelse overfor muslimer. Herhjemme bevirkede sagen om Muhammed-tegningerne i 2005, at danske muslimers omdømme led et yderligere knæk.

Danske muslimer fik nu disproportionalt meget opmærksomhed i den offentlige debat. De gik fra at være usynlige som arbejdsmigranter, til at være synlige som muslimske minoritetsborgere, til at være fuldstændig overeksponerede.

På trods af denne asymmetri i repræsentationen af muslimer er religionspluralitet i en dansk kontekst ikke en utopi siger Heiko Henkel:

“Det sker langt de fleste steder langt det meste af tiden.”

Og Niels Valdemar Vinding istemmer:

“Især fra 2015 og 2016 har det været ganske eksplicit i Folketingets debatter, at man ønskede at begrænse bidrag til det muslimske trossamfund. Det er altså det signal, der sendes oppefra og ned. Det er velkendt, at symbolpolitik taler sig op i et højstemt leje, men derefter må skæres til i praksis.

Og ser man på, hvordan almindelige medarbejdere i det offentlige apparat forvalter spørgsmål om trossamfund, for eksempel i sagsbehandling og på skoler eller sygehuse, gør den omvendte mekanisme sig gældende.

De professionelle medarbejdere i velfærdssamfundet er utrolig pligtopfyldende, når det kommer til at sikre ligebehandling og lave gode, fornuftige skøn. Nedefra og op har man altså en meget klarere forståelse af, hvad der er rimeligt og urimeligt i hverdagens møde med religion.”

Niels Valdemar Vinding understreger også, at det er væsentligt, at vi bliver ved med at undersøge, hvilken rolle islam kan og skal spille både offentligt og privat:

“I Danmark har vi det, man kalder et deliberativt demokrati. Det betyder, at vi konstant genforhandler den samfundskontrakt, vi har aftalt med hinanden. Vi må vende hver en sten, og revurdere kulturmøder i fællesskab. Problemerne skal tales og arbejdes igennem, og der er ingen simple svar.”

Historien om islam i en dansk kontekst er kompleks. Den beretter både om et behov for at høre til, men også om et behov for at være sig selv. Og selvom det nogle gange virker som om, samtalen går i hårdknude, er det afgørende, at vi bliver ved med at genforhandle, hvad det vil sige at være dansker.