Muslim: Ramadanen fylder mig med glæde og taknemmelighed

Tarawih (aftenbøn i forbindelse med ramadanen) i Faisal moskéen i Islamabad, Pakistan.

Turene til moskéen for at bede aftenbønnen (Tarawih) og åbningen af fasten skabte et særligt bånd imellem os i familien, skriver Mobarak Hussein Ahmed. På billedet ses en Tarawih (aftenbøn) i Faisal moskéen i Islamabad, Pakistan. Foto: Anjum Naveed/AP

Jeg følte i høj grad, at mine bønner blev accepteret.
Mobarak Hussein Ahmed, studerende og muslim

Under ramadanen ser jeg tilbage på mit liv det sidste år: Hvordan har jeg levet mit liv? Har jeg været hengiven, kærlig, ærlig og ydmyg? Har jeg været gudsbevidst? Eller har jeg været Mobarak-fokuseret? skriver studerende Mobarak Hussein Ahmed

Det er snart ramadan, og det betyder noget helt specielt. En måned helliget religionen og belønnet med himmelsk ophøjethed, omringende gudsbevidsthed og jordbunden ydmyghed.

Sidste år husker jeg tydeligt. Det var ikke kun glæde. Det var også hårdt og krævende. Jeg insisterede på at tilpasse mine planer til ramadanen. Det hele skulle passe med eller indordnes fasten. Mine tanker blev filtreret. Mine lyster fokuseret. Og jeg følte i høj grad, at mine bønner blev accepteret.
 
Samværet med familien glædede mig og gjorde mig taknemmelig. Turene til moskéen for at bede aftenbønnen (Tarawih) og åbningen af fasten skabte et særligt bånd imellem os i familien.

I år vil jeg have bestemte familiemedlemmer i tankerne, som af den ene eller anden grund ikke kan sidde med os ved bordet i ramadanen. Gudskelov er det af positive grunde, men det vækker alligevel nogle følelser i mig. Et uundgåeligt scenarie vil da på et tidspunkt være, at jeg bliver lidt trist og sørgmodig ved tanken om at at miste dem, jeg holder af - uden at jeg har nogen jordisk chance for at forhindre det. Det er et af de aspekter, ramadanen indeholder.

Mobarak Hussein

Mobarak Hussein Ahmed Foto: Siham Binsloon

Ramadanen giver mig også et tilbageblik på mit liv det sidste år: Hvordan har jeg levet mit liv? Har jeg været hengiven, kærlig, ærlig og ydmyg? Har jeg været gudsbevidst? Eller har jeg været Mobarak-fokuseret? Angrer jeg noget? I så fald vil jeg søge angeren, for det kan være med til at distancere mig fra mit ego.

En typisk dag for mig i ramadanen er lidt anderledes i år, da jeg skal begynde at gå i skole og skal læse op til en tværfaglig eksamen, og senere på måneden skal jeg begynde at arbejde som flyttemand. To vidt forskellige udfordringer, som jeg har præcist den samme tilgang til. Det skal bare overstås!

Jeg ved godt, jeg simplificerer det, men det er det bestemt ikke i praksis. Jeg søger at komme igennem opgaven ved at begrave mig dybt i den. Jeg tænker ikke på drikkepauser, spisepauser eller andre distraktioner. Det handler om at få overstået opgaven, så jeg kan komme videre med det, der er vigtigst i dag: Fasten. Det er hårdt, men det kan sagtens lade sig gøre.

Gang på gang er jeg igennem mit liv blevet overrasket over, hvad kroppen er i stand til. De første 5-7 dage er ekstremt hårde. Derfor har jeg i år valgt at forberede mig og påbegyndt at faste 7-10 dage før i to faser. Først uden mad. Så uden mad og væske.

I år skal jeg giftes (om Gud vil det). Jeg blev for kort tid siden forlovet, og det betyder så, at jeg kommer til at tilbringe nogle af aftenerne i selskab med min forlovedes familie. Min nye familie. De vil tilføre min ramadanoplevelse et nyt kapitel og indskrive sig i min historie af nye oplevelser i ramadanmåneden.
 
I det næste kapitel, næste år, holder jeg forhåbentlig ramadan i selskab med min kone i vores hjem. Inshallah = Om Gud vil det.

Mobarak Hussein Ahmed
Studerende og muslim