Interview

Özlem Cekic om ramadanmiddag: Hvis vi ikke mødes på tværs, bliver samtalen kortsluttet

Özlem Cekic har afholdt ramadanmiddage siden 2008, og hun håber på, at det kan være med til at normalisere ramadanen i Danmark. Foto: Johanne Teglgård Olsen

På trods af det angreb, som skete ved sidste års online ramadanmiddag, hvor deltagerne blev udsat for videoer af børn, der blev misbrugt, holder Özlem Cekic og foreningen Brobyggerne endnu en gang ramadanmiddag. For hende er der ikke et alternativ til den samtale mellem forskellige mennesker, som ramadanmiddagene muliggør

“I fjorten dage efter fik jeg billedet for min hornhinde, hver gang jeg blinkede”

Özlem Cekic fortæller om sabotagen af sidste års ramadanmiddag. På grund af pandemien blev middagen holdt på Zoom, og her lykkedes det nogle ukendte bagmænd at fylde de deltagendes skærme med en video, hvor et barn blev seksuelt misbrugt.

“Det var meget voldsomt. Folk sad og græd, og mange havde brug for at tale med os bagefter, og nogle havde brug for psykologhjælp. Vi anmeldte det til politiet, men et år efter er der ikke sket noget.” fortæller Özlem Cekic.

Inden den voldsomme video havde middagen også været forstyrret af personer, der fremholdt skilte med teksten “stop islamiseringen” og andre, der råbte “Allahu akbar”. Men til trods for den voldsomme oplevelse sidste år, stabler Özlem Cekic og foreningen Brobyggerne endnu engang en ramadanmiddag på benene, der skal holdes online den 11. maj.

“Når jeg ser sådan en sabotage som sidste gang, så bekræfter det mig endnu mere i, at vi er nødt til at mødes på tværs, for alternativet bliver, at man kortslutter samtalen med kriminelle handlinger, med vold og med trusler. Ellers vil volden vinde,” siger hun.

Modstanden er blevet grovere
Özlem Cekic har siden 2008 holdt ramadanmiddage, blandt andet på Christiansborg og i Politikens Hus. Hun håber på at være med til at afmystificere ramadanen, en højtid som cirka 300.000 danske muslimer fejrer hvert år. Men i al den tid, hun har holdt middagene, er hun blevet mødt af modstand.

“I starten kom modstanden fra politikerne og fra medierne. Jeg kunne næsten ikke få nogen folketingsmedlemmer eller ministre til at komme til middagene, og nogle forsøgte at få det gjort forbudt. I et hus som Christiansborg, hvor der bliver indgået masser af lovgivning og aftaler på tværs, var det alligevel for meget, at man skulle sidde side om side og spise middag med hinanden,” siger Özlem Cekic.

I starten blev hun også mødt af uvidenhed og mange mærkelige og - siger hun selv - sjove spørgsmål til, hvad en ramadanmiddag overhovedet er:

“Jeg skulle forklare; nej, det er ikke til ramadanmiddag, man bliver omskåret, og nej, det er ikke der, man skal konvertere og så videre. Der var virkelig mange mærkelige kommentarer. Men det var meget normalt, for folk kendte ikke til det. Og der er der virkelig sket et ryk. I dag kan du bare sige, at det er en ramadanmiddag, så ved folk, at det svarer nogenlunde til en julefrokost uden svinekød og alkohol - altså at ideen er lidt den samme; vi mødes på tværs og hygger os,” fortæller hun.

Det er heller ikke længere lige så svært at få folk til at deltage i ramadanmiddagene, hvilket også afspejler sig i dette års program. De første mange år var det næsten umuligt at få politikere fra særligt blå blok til at deltage, men i år er blandt andet tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen med som taler. Modstanden, hun møder, kommer altså ikke længere på samme måde fra politikere og medier.

“Der er færre end tidligere, der har en meget massiv modstand, men den modstand, der er, er blevet grovere og mere brutal. Jeg er mest chokeret over det, der skete sidste år. Det er grænseoverskridende og frygteligt, at nogle er villige til at gå så langt for at ødelægge noget, der er så fredeligt. Men samtidig blev det også tydeligt for alle, hvad hadet mod ramadan også gør ved folk, og hvor langt nogle vil gå,” siger Özlem Cekic.

Had og frygt
Ramadanen er for Özlem Cekic og mange andre muslimer en freds- og glædesmåned, en måned der byder på åndelig fordybelse og fællesskab. Men det er desværre også en måned, hvor endnu flere end normalt udtrykker deres had over for muslimer.

“Ramadan er en måned, hvor jeg modtager rigtigt mange hadbeskeder. Folk, jeg slet ikke kender, ringer mig op og siger forfærdelige ting, sender hademails og skriver forfærdelige ting på min Facebook-væg. Sådan er ramadanmåneden også, men det er ikke noget vi taler højt om,” siger hun.

Modsat tidligere er afsenderne af hadbeskeder heller ikke længere anonyme, men ringer med deres rigtige nummer eller skriver beskeder på Facebook med deres fulde navn, fortæller Özlem Cekic, som også ser det faktum som en “forrådnelse af uenigheden”. Hun har hele tiden været bevidst om, at der var en frygt i samfundet, som skulle italesættes. Derfor har hun også altid forsøgt at provokere så lidt som muligt:

“Jeg har et ansvar med ramadanmiddagene, og jeg er meget opmærksom på, at der er frygt derude. Derfor skal jeg også selv passe på, at jeg ikke fodrer frygten ved at sige hårdt mod hårdt. Ting tager tid, og det siger jeg også til mine muslimske venner. Vi er nødt til at balancere, så alle kan føle sig godt tilpas. Det er essensen af brobygning.”

At mødes på tværs
Dog er hun overrasket over, at modstanden fortsat kan fylde så meget mere end 10 år efter, hun første gang holdt en ramadanmiddag. Særligt sidste års grove angreb har sat sig i hende:

“Jeg mistede lidt håbet, det ville være uærligt at påstå det modsatte. Jeg spurgte mig selv, om det nytter noget alt det her. Men i de efterfølgende dage druknede Brobyggerne i kærlighedsmails og nye medlemmer. Så jeg betragter det ikke som et nederlag, men som en fastholden i vores udgangspunkt, som er at få folk til at mødes. Og så blev det jo synligt for folk, hvad vi er oppe imod, og det giver mig også blod på tanden.”

For Özlem Cekic er det vigtigt at fastholde de gode oplevelser, hun har fået fra ramadanmiddagene. De gange, hvor politikere eller prominente personer har blåstemplet middagene ved at deltage. De reaktioner, hun har fået fra det muslimske miljø, der har følt ramadanmiddagene som en normalisering og som en anerkendelse. Men for at opnå det, er det vigtigt, at forskellige mennesker mødes til middagene.

“Det er nemt nok at invitere sine venner til ramadanmiddag, men det er ikke det, der rykker noget. Det, der rykker, er, når vi kan mødes på tværs. Til trods for, at vi kan tilbede forskellige guder, eller vi kan have forskellige kulturer og sprog, så skal vi stadigvæk kunne mødes, fordi samtale i sig selv kan forebygge fordomme. Når vi mødes, så møder vi det andet menneske som et menneske, og i det møder vi også vores eget hjerte,” siger hun og tilføjer:

“Det er fint, at vi er uenige, det skal vi for guds skyld blive ved med at fastholde i et demokrati, for det er en styrke. Men vi skal stadigvæk kunne spise sammen og stadigvæk kunne snakke sammen.”