Interview

Poul Madsen: Jeg bygger bro fra en uventet kant

For Poul Madsen er det vigtigt, at vi alle bidrager til at fortælle om og afmystificere islam. "De her mennesker er kommet for at blive, så lad os få det bedste ud af det," siger han. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet har i en årrække gjort sig bemærket ved offentligt at skabe positiv opmærksomhed omkring den muslimske fastemåned ramadan. Hvad er hans begrundelse, og hvorfor falder støtten på et tørt sted? Læs interviewet her.

”Glædelig ramadan

Sådan stod der for første gang i 2020 med store typer på Ekstra Bladets lysende skærm, der troner over JP/Politikens Hus med udsigt over Rådhuspladsen.

Og at det netop var Ekstra Bladet, der ønskede danske muslimer glædelig ramadan, kom som en overraskelse for mange.

“Her spillede jeg, i kraft af min position, en helt særlig rolle,” fortæller den nu forhenværende chefredaktør Poul Madsen.

”Det kom bag på mange, at netop chefredaktøren for Ekstra Bladet ville sende sådan en hilsen. Men det var også min intention. Hvis man skal overtale nogen til at ændre mentalitet og være mere åbensindede kan det hjælpe, at opfordringen kommer fra en uventet lejr.”

At Poul Madsen under coronanedlukningen sidste år besluttede sig for at anerkende sine muslimske medborgere med en hilsen fra Ekstra Bladets lysavis på Rådhuspladsen, trækker spor et par år tilbage i tiden.

Året før - i 2019 - var han medarrangør af ramadanmiddagen, der blev holdt i Politikens Hus, og i 2018 var han på danmarksturné med Özlem Cekic med deres fælles projekt ”Nydanmark”, der var et opgør med den politiske tendens og diskurs, der tilsiger, at alle muslimer udgør et problem.

”Der er rigtig mange mennesker rundt om i landet, der bidrager til integration, samarbejde og kulturmøder. Det er gode ting, og det vrimler med inspirerende eksempler herpå, hvis blot man tør opsøge dem.

Desværre er der sket det på Christiansborg, at man mangler rummelighed til at involvere forskellige mennesker i det danske samfund. I Danmark marginaliserer man muslimer. Man lader som om, de udgør et problem. Og det på trods af, at der er tale om mennesker, der har boet her hele deres liv.

Derfor er det vigtigt at sende et budskab om, at Danmark ikke er det Danmark, som nogen går og bilder folk ind. Vi er ikke alle fuldstændig på den samme måde. Vi er et multikulturelt samfund, og det bør vi fejre, for eksempel ved at deltage i en glædelig begivenhed såsom ramadan. ”

Hvordan modarbejder vi, at det politiske landskab og det danske samfund bliver ensporet eller helt kører af sporet?

“Vi skal se i øjnene, at de her mennesker er kommet for at blive. Lad os få det bedste ud af det. Derfor er det vigtigt, at vi alle bidrager til at fortælle om og afmystificere islam. Især offentlige personer med stor indflydelse bør gøre deres for at bygge bro mellem muslimer og ikke-muslimer.

Özlems og mit samarbejde er meget givtigt, fordi vi har meget anderledes berøringsflader, og på den måde kan vi vise rigtig mange slags mennesker, at man godt kan være venner, selvom man er vidt forskellige. ”

For Poul Madsen handler det om at åbne døre for hinanden, således at budskabet om sameksistens hele tiden udbredes:

“Arbejdet med at bygge bro mellem mennesker på tværs af religion og kultur er enormt vigtigt. Vi skal vise, at det danske samfund er præget af fornuft og fællesskab, ikke fjendskab. Vi skal ikke frygte forskelligheden, men fejre den. ”