Ramadanen er også nattestudier og morgenmad i haven ved solopgang

Jeg gør en dyd ud af, at ramadanen skal være årets mindst stressende måned. For ramadanen skal fyldes med spiritualitet, tilbedelse, refleksion og først og fremmest glæde, skriver muslimsk debattør Safia Aoude

Der er noget ved ramadanen, der får en til at blive som barn igen – forventningerne er store hvert eneste år, og det samme er forberedelserne i dagene lige før ramadanen. Man glæder sig til årets bedste måned, mens man shopper varer og gør huset hovedrent; for der bliver ikke så meget tid til de verdslige sysler, når først ramadanen er begyndt.

Jeg gør en dyd ud af, at ramadanen skal være årets mindst stressende måned. For ramadanen skal fyldes med spiritualitet, tilbedelse, refleksion og først og fremmest glæde. Mange tror, at mad og drikke står i fokus i denne måned, fordi man jo skal faste i op til 30 dage i træk og hverken må spise, drikke, ryge eller tygge tyggegummi mellem solopgang og solnedgang i ramadanen, men det er faktisk det spirituelle, som får den største opmærksomhed.

I Danmark fortsætter hverdagen med studier, eksaminer og arbejde, og de lyse nætter gør, at man faster i lang tid, men fraværet af mad og drikke i dagtimerne spiller egentligt ikke den store rolle for mig. Min krop elsker at faste, og jeg har det aldrig så godt fysisk, som når jeg faster.

Det er dog mit forhold til Gud, som fylder mest i ramadanen. Ramadanen er nemlig en tid, hvor man intensiverer sin tilbedelse af den eneste skaber; man læser en 30. del af hele koranen hver dag, og så snart man har brudt sin faste sent om aftenen med lidt suppe, er det op på cyklen og ned til den lokale moské for at bede de såkaldte tarawih-bønner, som bliver udført omkring midnatstid i maj/juni-måned i fællesskab med alle de andre danske muslimer.

Derefter er det hjem og reflektere - over Gud, over skabelsen, over livet og døden; jeg bruger gerne tiden på at (gen)læse nogle af de klassiske, islamiske tekster fx al-Ghazalis filosofiske værker, eller beretningerne om Profeten og hans samtidige følgesvendes liv og levned. Solen går tidligt op, og vi får lidt at drikke og noget let at spise, gerne i haven til lyden af fuglenes sang, mens solen står op. Derefter går jeg i seng, så jeg får nogle timers søvn, inden de verdslige pligter på universitetet begynder igen.

Jeg lægger penge til side, så jeg kan betale min eid-zakat (almisse) og give velgørenhed i ramadanen i en større grad, end jeg ellers gør, for jeg ved, at ramadanen måske ikke er så festlig en begivenhed for andre mennesker ude i verden, som har brug for min hjælp til at spise sig mætte og få tag over hovedet. Jeg faster jo af egen vilje, mens andre er tvunget til det af nød og ulykke; dette aspekt af ramadanen sætter også det verdslige i perspektiv til det spirituelle.

Ramadan handler også i høj grad om selvbeherskelse og empati; man må ikke skændes eller slås eller reagere voldsomt på noget; man skal i det hele taget fokusere på mådehold, tolerance, overbærenhed og tålmodighed.

Dette illustreres fint med Koranens hjerte; kapitlet sura Ya Sin. I denne sura bliver vi mindet om, at dette liv kun er midlertidigt, og at de glæder og bekymringer, som vi oplever til hverdag, alle er som det støv, vi selv og hele universet er skabt af.

Afslutningen af Ya Sin lyder ”Sandeligt kommer I fra Gud, og sandeligt til Ham skal vi vende tilbage.”

Verset er en smuk reminder til os alle om, at Gud er én, og at alt, hvad vi ser, hvad vi oplever, hvad vi møder og hvad vi er – stammer fra Ham, og derfor er vi allesammen forbundet gennem Hans skaberkraft.

Denne sandhed i troen forpligter mig og gør min tilbedelse af min Skaber til det bedste formål i mit liv, og selv om ramadanen kun er en ud af 12 måneder på et år, er den en dejlig tid, hvor sjælens og hjertets spejl bliver pudset gennem vores intensiverede fokus, så refleksionen af vores hjerter og sjæl igen bliver tydelig for os, skulle vi have glemt det i løbet af de forrige 11 måneder.

Safia Aoude
Muslimsk debattør og jurist