Min bedste bog til hængekøjen

Rane Willerslevs yndlingsbog blev læst højt for ham i Sibirien og rørte ved hans eksistens

“Den måde, romanen er skrevet på, er indbegrebet af et dannet menneske, fordi Pontoppidan selv mestrer sproget på en måde, der ikke længere er mulig,” siger antropolog Rane Willerslev om sin yndlingsbog “Lykke-Per”. Foto: Sofie Mathiassen - Ritzau Scanpix

Dannelse betyder for antropolog og Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, at man tillader sit verdensbillede at brase sammen og blive bygget op på ny - og det er netop det, der sker i hans bedste bog til hængekøjen

Året var 1993, og den unge antropolog Rane Willerslev var på kanoekspedition i den sibiriske ødemark. Med ham var en kvinde - hans daværende kæreste. Hun havde taget romanen “Lykke-Per,” der handler om en ung jysk præstesøn, som forkaster sin kristne families sandheder og flytter til København i sin søgen efter det gode liv, med sig på den strabadserende rejse.

Hver aften når mørket faldt på, og vejr og vind fordrev ekspeditionsdeltagerne til deres telte, læste Rane Willerslevs kæreste højt for ham af historien om jagten på den sande lykke. Siden har romanen stået for ham som et af hans livs vigtigste litterære værker.

“Lykke-Per” blev skrevet af den danske forfatter Henrik Pontoppidan for over 100 år siden, men alligevel bliver den ved med at være aktuel. Det skyldes, at den behandler livets helt grundlæggende spørgsmål, mener Rane Willerslev:

“Den gjorde et enormt indtryk, fordi den formår at tackle de helt store, centrale og almenmenneskelige paradokser, man møder i livet. Den rejser eviggyldige spørgsmål, og det gør bogen eviggyldig. Så selvom den både foregår og blev skrevet i slutningen af 1800-tallet, kan man stadig spejle sig i den. Den er ligeså relevant i dag som dengang,” siger Rane Willerslev og fortsætter:

“Den handler om dannelse på alle måder, og ‘Lykke-Per’ er essensen af dannelse i hele sit væsen. Dannelse går ud på at tillade sig selv at ændre sig i mødet med ny viden - et møde, der kan få hele ens verdensbillede til at kollapse for at blive bygget op på ny. Lykke-Per efterstræber at blive destabiliseret og udfordrer sit verdensbillede, og på den måde er bogen et billede på selve den menneskelige dannelsesrejse.”

Kunst og videnskab mødes i den logiske tænknings grænseland
Romanen om Lykke-Per får også Rane Willerslev til at tænke. For den bevæger sig i skellet mellem videnskab og religion, mellem logik og følelse, og det er en stor inspiration for den folkekære antropolog:

“‘Lykke-Per’ får mig til at tænke på en måde, som litteratur og fiktion ofte gør. Hvis jeg skal inspireres, også til at bedrive videnskab, finder jeg ofte inspirationen uden for videnskabens rammer - i film, tv-serier, kunst eller litteratur. For i kunsten kan man nogle gange opdage problemstillinger, som videnskabelige teorier endnu ikke har tacklet,” fortæller Rane Willerslev.

Nogle af de spørgsmål, bogen om Lykke-Per stiller, er store og svære at besvare. For den handler om, hvad det vil sige at være menneske:

“‘Lykke-Per’ sætter spørgsmålstegn ved, hvad det indebærer at være menneske og hvilke uløselige paradokser, vores eksistens er bundet til. Findes der guddommelighed, eller kan vi forlige os med tanken om, at mennesket er ren natur? Og hvornår er man lykkelig?

Det er nogle af de tunge emner, som ‘Lykke-Per’ behandler, og det er de samme paradokser, videnskaben beskæftiger sig med. For den store videnskab opererer i grænselandet for, hvad logisk tænkning kan - og det er der, kunst og videnskab mødes.”

Verden er anderledes blandt shamaner og rensdyr
Da Rane Willerslev første gang stiftede bekendtskab med historien om Lykke-Per var han omgivet af mennesker, der var født og opvokset midt i Sibiriens vilde natur.

Her gik det op for ham, at de ting, der er almengyldige og grundlæggende for den menneskelige eksistens, ikke er de samme over hele verden:

“Bogen rejser nogle helt grundlæggende eksistentielle spørgsmål, men jeg måtte samtidig erkende, at det ikke var de samme spørgsmål, de indfødte i Sibirien stillede sig selv. For derude mellem shamaner og rensdyr tænker man verden på en anden måde, og det gør, at man har nogle andre problemer," fortæller Rane Willerslev og fortsætter:

"Men at læse den bog i den kontekst gjorde mig bevidst om, hvem jeg selv er. Hvor jeg kommer fra, og hvilken tradition, jeg kommer ud af. Den gjorde mig bevidst om mine rødder. Og den gjorde på meget klassisk vis det, der er meningen med kunst: Den formåede at røre ved min eksistens.”

Rane Willerslev er antropolog og har siden 2017 været direktør for Nationalmuseet. Han fik sin yndlingsbog "Lykke-Per" læst højt i teltet om aftenen under en kanoekspedition i Sibirien i 1993. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Ritzau Scanpix