Guide

5 kirkelige og religiøse arrangementer i vinterferien

Tag børnene med til kirkelige arrangementer og oplevelser på museer, der beskæftiger sig med religion og ånd. Foto: Iris.

Mød kristne vikinger og oplev den sydamerikanske åndeverden. Få en guide til religiøse opdagelser i vinterferien her!

Vinterferien har lagt sig over det meste af landet med et mildt og lunt vejr, der giver rig mulighed for udendørs aktiviteter. Men der er også mange spændende ting at se og opleve rundt om på danske museer og i danske kirker, der åbner op for særlige arrangementer i skolernes vinterferie.

Så tag familien i hånden og mød Ribes kristne vikinger, giv et besjælet stykke træ mad og klæd børnene ud til fastelavnsgudstjeneste i weekenden. Bliv inspireret til vinterferien her. 

Dyk ned i historie og religiøs kultur på Moesgaard Museum

Aarhus: På Moesgaard Museum markeres vinterferien med en række aktiviteter. Du kan lave din egen dyremaske fra vikingetiden - eller en åndemaske fra Bolivia. 
 
Mød Gihr Gihr, en sibirisk træfigur med sin egen sjæl. En Gihr-Gihr er et besjælet stykke træ, der kommunikerer mellem livet på jorden og åndeverdenen. Gihr-Gihr skal fodres hvert halve år med fedt. Museet tilbereder selv fedtet over bål inden fodringen finder sted - og det kan du også være med til.

Se åbningstider og finformation her

Udforsk Roskilde Domkirke og historien

Roskilde: I vinterferien kan du gå på opdagelse i en af Danmarkshistoriens vigtigste kirker, Roskilde Domkirke.

Først vises du rundt i kirken og får fortalt domkirkens spændende og lidt uhyggelige historier. Bagefter kan du selv udforske kirkens mange rum og hjørner. Sæt jagten ind på 800 år gamle dyrespor i kirken og find domkirkens mange skjulte ansigter. Undervejs kan du måle, om du er lige så høj som 'kæmpekongen'.

Se åbningstider og information her

Oplev etisk samtidskunst på Museet for Religiøs Kunst

Lemvig: I de seneste årtier er der opstået en ny tendens i samtidskunsten. Etiske overvejelser og udsagn spiller en stadig større rolle for værkernes ide og udformning. 

I udstillingen "Lige ved Næsten" har museet udvalgt en række værker, der viser denne tendens, og som museet vil undersøge med fokus på begrebet næstekærlighed.

I flere af værkerne er samfundets ulige magtrelationer en vigtig del af kunstnerens undersøgelse, mens det I andre er den nære relation - mennesket lige ved siden af os – der er i centrum.

Se åbningstider og information her

Mød de kristne vikinger på Museet Ribes Vikinger

Ribe: Museet Ribes Vikinger ligger smukt placeret centralt i Ribe med udsigt over Ribe Å mod Domkirken. Netop på stedet for grundlæggelsen af Nordens første by omkring år 700 e. Kr. fortælles Ribes historie fra vikingetid, middelalder og frem til år 1700.

Gå på opdagelse i museets særudstilling og lær om, hvordan kristne vikinger levede side om side med de ”vilde” vikinger.
 
Se åbningstider og information her

Klæd dig ud til fastelavnsgudstjeneste i Vestervang Kirke

Viborg: Mange kirker holder fastelavnsgudstjenester og tændeslagning i løbet af weekenden. Vestervang Kirke i Viborg er en af dem. Her kan du klæde dig ud til søndagens fastelavnsgudstjeneste. 

Bagefter er der fastelavnsboller og saft til børnene og kaffe til de voksne i kirkens mødelokaler. Og så har FDF arrangeret tøndeslagning for alle aldre på plænen foran kirken.

Se mere information her

Roskilde Domkirke er fyldt med historier. Oplev dem i vinterferien. Foto: Arkivfoto
Reproduktion af et maleri af norske vikinger. Foto af Oscar Wergelands værk: Wikimedia Commons