5 religiøse rejsemål i Armenien
Besøg landet, der blev kristent for 1700 år siden. Århundreders korsvej mellem øst og vest er en bjergrig oase af klostre og en skattekiste fyldt med steder fra UNESCOs verdensarvsliste
De monoteistiske religioners fader, Abraham, stammede ifølge Bibelen fra oldtidsbyen Ur.
Da Ur gik i opløsning, formede dets territorier det antikke armenske kongerige, som blandt andet omtales i værker af store antikke forfattere, såsom Xenofon og Herodot.
Alexander den Store helleniserede Armenien under sine erobringstogter, romerne erklærede landet for en selvstændig stat og i 301 e.Kr. indførte Armenien kristendommen som statsreligion med klostret i Ejmiatsin som hovedsæde for den armenske kirkes overhoveder. Det var kong Trdat III, der lod sig omvende og dermed indførte kristendommen i landet.
Senere kom landet under persisk-, så byzantisk-, osmannisk- og senere sovjetisk kontrol, hvorfor Armenien bugner af historiske- såvel som religiøse seværdigheder.
Over 90% af den armenske befolkning regnes for at være kristne. De fleste er medlemmer af den Armensk-Apostolske Kirke, som blev den første kristne statsreligion i verden.
Herunder følger et bud på 5 religiøse rejsemål i kristendommens ældste nation.
1. Garni-templet nær byen Yerevan
Den armenske konge, Trdates I, byggede i det første århundrede templet, som står med udsigt ud over en klippekløft. Templet blev opført til ære for den græske solgud, Helios. Efter kristendommens implementering i landet i det 4. århundrede blev de fleste af lignende templer ødelagt.
Men historien forlyder, at dette tempel allernådigst fik lov til at overleve, da den kongelige familie brugte området som deres sommerbolig. Arkæologiske udgravninger har da også fundet rester fra et overdådigt palads, hvorfor der er et væld af arkæologiske udgravninger at udforske i området.
Desværre blev templet ødelagt i år 1386. Dets originale grundstruktur blev dog bevaret helt til moderne tid, hvor hele templet fra 1969 til 1975 blev genkonstrueret og afsløret i sin nuværende form.
Det er i dag Armeniens eneste fuldstændige tempel i den hellenistiske stil.
2. Khor Virap klostret syd for byen Yerevan
Gregor Lysbringeren (257-331 e.Kr.) grundlagde den kristne kirke i Armenien, da han omvendte den armenske konge Trdat III (287-337) til kristendommen omkring 301 e.Kr. Tradat III havde som hedning fængslet Gregor Lysbringeren, men da kongen blev alvorligt syg, og da han havde hørt, at Gregor kunne helbrede syge, blev Gregor sat fri og bad til Gud for kongen, som efterfølgende blev rask. Herefter lod kongen sig omvende og døbe.
Khor Virap-klostret er stedet, hvor Gregor Lysbringeren sad fængslet.
Klostret ligger i et fascinerende bjerglandskab, og dens kirke er blevet udvidet af flere omgange igennem historien. De første dele af kirken blev bygget i 642 e.Kr, men det meste er fra 1662. Det er i kirken muligt at gå 6 meter ned ad en stige og derved se det hul, hvor Gregor sad fængslet i 12 år.
Gregor led senere martyrdøden og blev helgenkåret.
3. Ejmiatsin-katedralen nær byen Vagharshapat
Katedralen blev etableret i den første halvdel af det 2. århundrede, og den har siden 1441 været hovedsæde for den armenske tro. Det var den første katedral i landet, men ikke den første kirke. Eftersigende er det verdens første kristne katedral, hvorfor den også kom på UNESCOs liste over verdensarv i år 2000.
En legende fortæller om katedralens grundlæggelse, at Gregor Lysbringeren i et syn så Jesus Kristus nedstige fra himlen for med en guldhammer at slå på dét sted, hvor Gud ønskede sin katedral. Derfor blev katedralen bygget dér, hvor den altså står i dag.
64 dage efter påske fejres og fortælles historien med sang og glæde, hvilket er en stor oplevelse som turist i landet.
4. Zvartnotskatedralen i byen Vagharshapat
Historier fortæller, at katedralen blev bygget på dét præcise sted, hvor Gregor Lysbringeren mødte den armenske konge, Tirdates III, og hvor kongen konverterede sig selv og sit kongerige til kristendommen.
Desværre er katedralen ikke velbevaret, hvorfor den ligger i ruiner. Store søjlegange står dog tilbage som rester fra den engang så mægtige basilika. Da den blev bygget, var idéen, at den skulle stå i 1000 år - indtil Jesus Kristi genkomst.
Katedralen er dog et arkitektonisk vidunder fra en tid, hvor Armenien var under byzantisk kontrol.
5. Geghard klostret øst for byen Yerevan
Klostret er delvist udhugget fra et bjerg og delvist bygget af kampesten. Den er fyldt med grotter og imponerende værelser, hvor historiske vingesus og munkenes liv kan fornemmes. Området har også en kilde med helligt vand, som siges at holde huden evigt ung.
Når du ankommer til klostret, vil du gå forbi et hav af mennesker, som sælger alt fra slik til frugt og grønt - og musikere, som spiller autentisk armensk musik. Til hovedindgangens venstre side er der små kapeller og grotter.
Klostret er imponerende og en arkitektonisk perle i det frodige bjerglandskab.