"I bønnen mærker jeg Guds hånd på mit hjerte"

Lige her giver det hele mening. Lige her har jeg indre ro. Jeg mærker Guds nærvær og Hans hånd på mit hjerte. Kun bønnen kan give dette, skriver muslim og konsulent Tore Lindvang

Allahu akbar. Allahu akbar…

Jeg vågner med et sæt. Omtumlet efter nogle timers dyb søvn og kan ikke lige fatte, hvad der foregår. Det er mørkt. Det går op for mig, at det er fra min telefon på natbordet, de melodiske linjer lyder på formfuldendt arabisk. Uret på skærmen viser 04.15.

Ash-hadu an lā ilāha illallāh…

Jeg fornemmer kulden gennem det åbne vindue. Det er en kold, stjerneklar aprilmorgen, foråret er først lige på trapperne. Jeg kan se himlen i horisonten. Derude en anelse lysere end resten.

Hayya ‘alas-salāh…

Jeg bliver liggende et par minutter under den varme dyne i mørket og lytter.

Lā ilāha illallāh

Fajr-bønnen er gået ind.

Jeg kravler ud af sengen og går ud i køkkenet. Drikker et glas vand. Der er helt mørkt i alle de andre lejligheder i området. Kun genboen, der altid ser NFL på sin ca. 800 tommer skærm er vågen. Eller hans gigantiske skærm er i hvert fald.

På badeværelset tænder jeg vandhanen. Bismillah – i Guds navn. Bevidstgør mig det, jeg nu skal til at gøre. Hensigten er altafgørende. Det kolde, klare vand på mine hænder, ansigt, arme, hoved, fødder og i mund og næse skyller resten af søvnigheden væk. Jeg foretager wudu (rituel vask før bøn). Denne ydre renselse, hvor jeg koncentrerer mig om hver eneste del af min krop, som vandet berører, medvirker som altid til også at gøre mit hjerte, mine tanker og min sjæl rene til bønnen. Renselsen er i sit udtryk fysisk, men transcenderer både sjæl, hjerte og legeme. For mig er denne meget konkrete handling en særlig værdifuld del af bønnen, som giver mig en helt bestemt følelse af, at det ikke bare er hvem som helst, jeg om lidt bøjer mig for.

Jeg trækker min sorte galabiyya, som jeg altid bruger til morgenbønnen, over hovedet, finder mit bedetæppe frem og ruller det ud. Tæppet er en gave fra et ganske særligt menneske, som jeg har de dybeste og mest reflekterede samtaler med. Et menneske, som har udviklet sig til nær ven, og som i sin tid, da jeg valgte islam, sagde: ”Nu slipper jeg dig aldrig igen”.

Jeg er så heldig, at bederetningen (qibla) i min stue er mod de store panoramavinduer ud til altanen. Jeg kan se horisonten nu endnu lysere end før. Jeg kigger på himlen, kigger ned, kigger indad og mærker roen komme og ganske afdæmpet fremsiger jeg iqamah (bønnens andet kald).

Jeg løfter begge hænder til ørene. Allahu akbar. Beder de to anbefalede rakat (bønnens enheder) efter Profetens (må Guds velsignelser og fred være med ham), sædvane. Derefter beder jeg den obligatoriske bøn, der om morgenen også består af to rakat. Jeg reciterer lavmælt og koncentreret fra Koranen, inden jeg lader min pande hvile let på tæppets luv.

Assalamu ‘alaikum wa rahmatullahi - Assalamu ‘alaikum wa rahmatullahi

Jeg afslutter bønnen og bliver siddende på mit tæppe en stund. I tanker, refleksioner, følelser, ønsker og drømme. Fortid, fremtid, troen, kærligheden, – lige her giver det hele mening, lige her har jeg indre ro. Jeg mærker Guds nærvær og Hans hånd på mit hjerte. Kun bønnen kan give dette. Jeg beder en dua’ og reciterer ayatul kursi (Tronverset) inden jeg rejser mig. Paradoksalt nok fredfyldt og opstemt på samme tid.

Som altid går jeg ud på min altan. Ryger en cigaret i stilhed, mens jeg kigger på den stadig lysere himmel, der fortrænger natten. På dette tidspunkt efter netop denne bøn er jeg altid i en særlig tilstand. Tomheden er væk. Alle dagligdagens trivialiteter og hverdagens monotone gøremål eksisterer ikke her. Først om lidt får de igen lov at trænge sig på.

Klokken er 04.56. Jeg ligger under den nu kolde dyne. Om en time lyder telefonen igen – med en noget mere skinger og uvelkommen lyd denne gang.

Tore Lindvang
Lærer, konsulent og muslim