Lanterner mod fuldmånen afslutter kinesisk nytår
På den første fuldmåne i det nye år blev himmelen over Kina lyst op af såvel måneskin som smukke, røde lanterner. Se hvordan lanternefestivalen markerer det kinesiske nytårs sidste dag
I forbindelse med den første fuldmåne i det nye år fejres lanternefestival. Festivalen falder altid 15 dage inde i det nye måneår, der i 2016 står i abens tegn. I år gik kineserne således fra gedens år til abens år.
Kineserne går ud om aftenen i månens skær for at værdsætte dens klare lys. Heropsender de lanterner for at symbolisere, at de giver slip på deres gamle jeg og får mulighed for at forbedre sig i det nye år.
Typisk er lanternerne røde, da det symboliserer lykke i det nye år. Under festivalen går kinesiske børn hen til templet med papirlanterner, hvorpå der står små gåder. Mange af fejringerne foregår på offentlige pladser, hvor kineserne - og nysgerrige turister - samles for at træde ud af nytåret og lade hverdagen gøre sit indtog.
Mange legender knytter sig til oprindelsen af lanternefestivalen. Den mest sandsynlige er imidlertid, at fejringen sker for at vise sejren over "den faldende mørke vinter" og mulighed for at bevæge sig ud i natten i månens skær og menneskeskabt lys.
Det er en tradition at spise små runde dumplings – en slags boller med fyld - lavet på rismel. Formen er desuden en reference til månen.