4 karismatiske ledere inden for politik og religion
En veltalende politiker, en overbevisende prædikant, en frygtet diktator. Få 4 eksempler på, at karismatisk lederskab har mange facetter
”Han fik os til at føle, at vi hver især var helt unikke og specielle. At vi kunne gøre en forskel, forandre verden”, siger et tidligere medlem af den religiøse sekt ”Peoples Temple” i en dokumentar om bevægelsens karismatiske leder Jim Jones. Historien om Jim Jones og ”Peoples Temple” er en tragisk historie om hvordan næsten 1000 mennesker, forført af Jim Jones ideer om et bedre samfund endte med en menneskelig tragedie.
Karismatisk lederskab forbinder vi ofte med personer, der formår at vinde indflydelse ved hjælp af deres personlighed. Mange forbinder karismatisk lederskab med folkeforførelse eller med tragedier som den ovennævnte. Men karismatisk lederskab kan antage mange former og behøver ikke ende i viljeløs underkastelse.
Generelt er den karismatiske politiske leders budskab gennemsyret af ideer om social forandring. Religiøse karismatiske ledere præsenterer ofte en ny tolkning af gamle religiøse ideer, der, ifølge lederen, rummer kimen til en samfundsmæssig forandring.
Nedenfor præsenteres fire eksempler fra hver deres hjørne af den geografiske, historiske og betydningsmæssige palet af karismatiske ledere. Læs med og bliv overrasket over, hvad karisma også kan være:
Sektlederen Jim Jones
Jim Jones (1931-1978) er et eksempel på en karismatisk leder, der blandede religion og socialisme. Hans prædikener var gennemsyret af ideer om et ”socialistisk paradis” symboliseret ved det, Jones kaldte ”regnbuefamilien”. I hans menighed var både sorte og hvide velkomne, noget der ellers var uhørt i datidens USA. Privat udlevede Jones og hans kone også denne fællesskabsform ved at adoptere syv børn af forskellig afstamning.
Ideen om det socialistiske paradis kulminerede i det kommunistiske Guyanai i Sydamerika med oprettelsen af ”Jonestown” i sommeren 1977. En smuk ide om fredelig sameksistens og fælles ansvar endte som bekendt med en frygtelig tragedie, da 909 medlemmer af kirken blev fundet døde i november 1978. I begyndelsen troede man, at der var tale om selvmord, men det stod senere klart, at i hvert fald mange af de døde var blevet dræbt.
Den demokratiske politiker Barack Obama
Et mindre dramatisk eksempel på en karismatisk leder er Præsident Barack Obama (født: 1961). Obama er søn af en afrikansk far og en amerikansk mor. Han har en juridisk uddannelse med speciale i borgerrettigheder. Obama er tidligere senator i Illinois, hvor han arbejdede for at forbedre forholdene for de svageste i samfundet.
I 2008 stillede Obama op som demokraternes præsidentkandidat. Han blev med sin veltalenhed og udstråling et symbol på forandring i USA.
I 2009 blev Obama indsat som USAs første afroamerikanske præsident. At han vandt Nobels Fredspris kort tid efter som præsident uden mulighed for at have skabt egentlige resultater, er et eksempel på, hvor meget karisma kan betyde.
Tre gange Kim
Karismatiske, politiske ledere kan antage en nærmest religiøs karakter. Det bedst kendte eksempel i øjeblikket er i Nordkorea.
Det nordkoreanske samfund domineres af en veludviklet personkult, der centrerer sig omkring landets leder. Kim Il-Sung var den første af landets ledere. Han blev indsat af Sovjetunionen som premierminister for Den Koreanske Demokratiske Folkerepublik. Efter hans død i 1994 blev sønnen Kim Jong-Il indsat og i 2011 tog sønnen Kim Jong-un over.
Nordkoreas statsideologi er den såkaldte Jucheideologi, der blev udviklet i 1940erne af det koreanske kommunistiske parti. Kernepunktet er, at nationens interesser står over den internationale kommunistiske bevægelse, og at samfundet skal ledes af en arbejderfører. Mennesket er det vigtigste element, men må underkaste sig betingelsesløs loyalitet mod nationens leder, der betegnes som ”Den Kære Leder” eller ”Den Store Leder”.
I Nord-Korea er Juche blevet svaret på en ny tidsregning. Juche 1 er identisk med året, Kim Il-sung blev født, det vil sige 1912. Tidsregningen har om noget religiøse undertoner.
Den danske prædikant Ruth Evensen
Herhjemme i Danmark er Ruth Evensen (født: 1951) et eksempel på en religiøs karismatisk leder. Evensen har baggrund i forskellige karismatiske frikirkesamfund, som pinsekirken, men startede sammen med sin mand Knut Faderhuset i 1990. Faderhuset var til at begynde med en almindelig karismatisk frikirke med Knut som pastor. Kirken havde særligt fokus på socialt hjælpearbejde.
Efterhånden trak Ruth dog menigheden i en mere radikal retning. I 1998 proklamerede hun, at Gud havde talt til hende, og at hun nu skulle være pastor. De der ville følge hende skulle vie hele deres liv til Gud og dermed også til Ruth, som havde særlig kontakt til Gud. Ruth, der er en karismatisk personlighed, formåede at få overbevidst en flok, der fulgte med i hendes nye menighed.
Tidligere medlemmer af Faderhuset fortæller, hvordan hele deres liv var underordnet Ruths ideer om at leve som de første kristne. De skulle dele alt og opgive alt for Guds sag, der i høj grad blev Ruths sag. Hun arrangerede tilmed ægteskaber mellem forskellige medlemmer.