Den karismatiske leder: Diktator, politiker eller religiøs profet

Karismatisk ledelse behøver ikke ende i diktatur eller med de tragedier, vi normalt forbinder med folkeforførelse. Også religiøse ledere kan i flere tilfælde kaldes karismatiske

Nogle mennesker har bare ”det der”. En begejstring og en overbevisning i stemmen, der får tilhøreren til at sluge alt, hvad taleren siger. Eller et særligt glimt i øjet, en insisteren i blikket, der skaber en følelse hos den betragtede af at blive set og forstået og som noget specielt.
”Det der” kaldes også for karisma.

Samspillet mellem den karismatiske leder og samfundet
Når vi taler om karismatiske ledere, peger vi ofte på diktatorer, der har forført folkeslag med deres ideologier med uhyrlige resultater. Adolf Hitler og Mao Tse-tung er eksempler, som vi normalt forbinder med folkeforførelse.

Den britiske historiker Richard James Overy, der blandt andet har forsket i Hitler og Stalins diktaturer, mener, det er vigtigt at forstå samspillet mellem det enkelte menneske og samfundet eller borgerne. Det er altså ikke bare et spørgsmål om en karismatisk leder med helt særlige evner og egenskaber, men at der er nogle modtagere, et publikum, der på grund af ydre omstændigheder er modtagelige overfor den karismatiske leders budskab. Som for eksempel Hitler, der i et nedbrudt Tyskland havde grobund for at kunne ramme befolkningen med hans skadende nationalsocialistiske ideologi.

Karisma som en del af demokratiet
Men karismatisk ledelse behøver ikke ende i diktatur eller med de tragedier, vi normalt forbinder med folkeforførelse. En karismatisk leders budskab er generelt blot kendetegnet ved at være gennemsyret af ideer om social forandring.

Et mindre dramatisk eksempel på en karismatisk leder er Præsident Barack Obama. Han blev med sin veltalenhed og udstråling et symbol på forandring i USA. At han vandt Nobels Fredspris efter meget kort tid som præsident, og derfor uden mulighed for at have skabt egentlige resultater, er et eksempel på, hvor meget karisma kan betyde.

Hvad er personlig karisma?
Når man taler om, at en person har karisma, hentydes der som regel til, at personen har en særlig udstråling. Den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) beskæftigede sig med begrebet karisma i forhold til lederskab. Weber forstod karisma som tilskrivningen af særlige egenskaber hos en person.

Han lagde derfor vægt på de sociale processer, der sker mellem den karismatiske leder og personens tilhængere. En karismatisk leder opfattes altså af sine tilhængere som en person med særlige eller måske endda guddommelige kvaliteter.

Karismatisk ledelse kan også være religion
Også religiøse ledere kan i flere tilfælde kaldes karismatiske. Religiøse karismatiske ledere præsenterer ofte en ny tolkning af gamle religiøse ideer, der, ifølge lederen, rummer kimen til en samfundsmæssig forandring.

Jesus af Nazareth er et eksempel på en karismatisk person, der i sit korte liv formåede at få en stor skare af tilhængere. Nogle kalder ham en profet, mens andre mener, at han mest var en politisk figur, der talte imod Romerrigets magt.

Persondyrkelse kan blive til religion
Weber mente, at det karismatiske lederskab ofte er ustabilt. Da det beror på én særlig person, kan der opstå autoritetskriser når den karismatiske leder dør, eller hvis der opstår tvivl om lederens integritet. En måde at undgå disse konflikter er ved det som Weber kalder ”rutiniseringen af karisma" og som er den proces hvor lederens budskab omformes til mere stabile og almene principper. Med et webersk udtryk kan man derfor hævde, at kristendommens principper er en ”rutinisering” af Jesu karisma.

Weber mente, at religion kan være med til at institutionalisere en karismatisk leders eller profets dynamiske budskab. Fokus bliver her flyttet fra personen, den karismatiske leder, til budskabet, der bliver omformet til nogle eviggyldige principper.