Kulturstafetten

Torben Sangild: Jeg har beundret Søren Ulrik Thomsen, siden jeg gik i gymnasiet

Torben Sangild med sin uundværlige iPod Classic. Her hører han allerhelst Den Korte Radioavis. Foto: Selfie

Religion.dk spørger henover sommeren en række kulturpersonligheder og meningsdannere, hvad de drømmer om, hvad de gerne vil tale mere om, og hvem deres største inspirationskilder er. Efter endt svar sendes stafetten sendt videre til én af inspirationskilderne inklusiv et spørgsmål rettet til netop ham/hende.

Navn
Torben Sangild

Titel
Kultur-/medie-altmuligmand med en skummel akademisk fortid

Arbejdsplads (hvis nogen)
Zetland, Kunsten.nu og selvstændig freelancer

Uddannelse
Cand.mag i filosofi og Moderne kultur, phd i Moderne kultur

Jeg vil gerne have, vi snakker mere om…
Hvor irrationel menneskehjernen er. Vi går rundt og overvurderer vores egen evne til at tænke rationelt, selv om der efterhånden er solid evidens for, at vi er bimlende irrationelle. Vi drager forhastede konklusioner, er lette at manipulere, træffer beslutninger på irrationelt grundlag, og er i det hele taget forudindtagede.

Det har gjort os i stand til at handle hurtigt, men det bliver samtidig et problem i mere komplekse sammenhænge. Jo mere bevidste vi er om det, des bedre kan vi blive til at navigere i verden og forstå den.

Og musik. Jeg er generelt ked af, at så lidt af det, der siges om musik, faktisk handler om musik. Man taler næsten kun om det udenom – om teksterne om personerne, om ens erindringer med musikken. Selv mange musikanmeldelser i dagbladene lider af dette syndrom, især inden for pop/rock-feltet.

Men i centrum er der altså en musik, som tilbyder en æstetisk erfaring, og den skal vi tale mere om, selv om det er svært, netop fordi mange ikke er vant til at sætte ord på musikken. Lad os begynde i skolernes musikundervisning.

Jeg drømmer om et samfund, hvor…
Ingen skal leve i frygt for andre menneskers vold, fysisk eller psykisk. Vold og undertrykkelse er ødelæggende. Frygt er ødelæggende. Frygt for andre mennesker er ødelæggende for samfundet.

Det er sådan set lige meget, om det er frygt for forældre, for social kontrol i ens lokalmiljø, for en voldelig partner, for en hel befolkningsgruppe, for magthaverne, for terror, for at blive voldtaget eller hvad det er.

Drømmen må være, at vi ikke frygter hinanden og at vi heller ikke har nogen grund til at frygte hinanden.

Jeg tror på…
Jeg har en instinktiv tillid til, at andre mennesker vil mig det godt. Selv om jeg mange gange er blevet skuffet, idet det har vist sig, at nogle havde ondskabsfulde hensigter eller var manipulerende. Men jeg ønsker egentlig ikke at kvæle den tillid, for jeg tror sådan set, at verden er et bedre sted, hvis man møder andre med tillid.

Sidst jeg hjalp et andet menneske, var…
Hjælp er jo mange ting, så her kommer en i den helt lette ende og en i den tungere ende.

Jeg viste for nylig Zetlands IT-chef, hvordan SodaStream-maskinen i køkkenet virker. Det plejer at være ham, der giver mig support på indviklede IT-problemer, og nu kunne jeg endelig gøre gengæld.

De sidste par dage har jeg både forsøgt at være der for nogen min familie som går igennem en hård tid på grund af alvorlig sygdom og for en veninde, som har kærestesorg.

Jeg er vild med…
Sex og samtaler. Standup og satire. Simremad, sommer og sær musik.

Jeg har svært ved at tolerere…
Psykopater, narcissister, mobbere, social kontrol, overgreb, undertrykkelse.

Mine største inspirationskilder er…
Søren Ulrik Thomsen.
Jeg har beundret Søren Ulrik Thomsen siden jeg gik i gymnasiet og blev blæst bagover af Lars Hugs musik til City Slang. Jeg kan flere af hans digte udenad, og jeg bliver aldrig helt færdig med dem.

Men ud over lyrikken er han også Danmarks bedste essayist. Selv hvis jeg er lodret uenig med noget, han siger, så beundrer jeg den langsomme eftertænksomhed og dialektiske nuancerethed, han siger det med, samtidig med at det er knivskarpt. Her bliver han et egentligt forbillede for mig.

Lina Hashim.
Selv om jeg har lært hende at kende privat, er jeg nødt til at pege på kunstneren Lina Hashim, der i det ene knivskarpe værk efter det andet afslører sider af islam, vi ellers ikke får at se. Og det gør hun med den insiderviden i bagagen, der ligger i, at hun er opdraget muslimsk med en barndom i Kuwait, men samtidig lever en sekulær dansk tilværelse.

Hun har et dobbeltblik på islam – indefra og udefra – og bruger enorm tid på research og på at finde den rette form. Så kommer der diamantskarpe værker ud, hvor vi ser muslimske kvinders hår under sløret, hemmelig sex på rastepladser optaget med spionudstyr, og døde selvmordsbombere dyppet i Linas eget blod. Og senest den udbredte folkebrug af islamisk magi og heksedoktorer. På én gang stilfærdigt, nuanceret og radikalt i sin kritiske undersøgelse.

Frederik Cilius.
Jeg hører meget podcast på min iPod Classic, og Den korte radioavis er mit yndlingsprogram – det bedste danske radiosatireprogram nogensinde. Det skyldes ikke mindst, at Frederik Cilius, som er inde i seniorkorrepondent Kirsten Birgit, er en vanvittig begavelse, der på én gang formår at inkarnere en dobbelt så gammel kvinde, at være morsom en time om dagen og at være knivskarp i sin satire over dansk politik og medieverden.

Det er en genistreg at have en satirisk karakter, der er klogere end sine lyttere.

Rasmus Bruun.
Når det er sagt må man ingenlunde glemme Rasmus Bruun, der er Den korte radioavis' 'straight man'. Rasmus' evne til at inkarnere en middelmådig mediemellemleder er bemærkelsesværdig. Ordene kommer ud af hans mund i halvfærdige, indholdstømte floskler, men samtidig med en realisme, så man ofte glemmer, at dette er en satirisk figur.

Stephen Fry.
Hvis vi lige går uden for landets grænser, er Stephen Fry nok den person, jeg allerhelst ville have til bords. Eller have en dag med i hver vores lænestol mens vi svinger cognac-glassene og taler om...alt! Stephen Fry er indbegrebet af det, man på engelsk kalder 'wit', som er en blanding af intelligens, retorisk skarphed og humor.

Læg hertil en altfortærende nysgerrighed og en livserfaring som er få forundt. Jeg tror seriøst, jeg ville kunne tale med ham i en uge uden at kede mig ét sekund.

Annika Aakjær.
Når Annika træder op på en scene sker der noget magisk, og hun formår at kombinere humoristisk tale og en enorm musikalitet på en måde som jeg kun kan beundre. En egentlig ret jysk måde. Hun når publikum i flere registre, og det er netop det, mit spørgsmål til hende handler om.

Mit spørgsmål til Annika Aakjær
Hvordan oplever du selv forskellen mellem at tale til publikum og få dem til at grine og så at synge for dem og berøre dem ad musikkens vej? Du kombinerer jo de to ting så fint på scenen, men jeg forestiller mig, det må være to forskellige måder at forbinde sig med publikum på?