Indføring

Bag om blasfemiparagraffen

Danmark 1973: 5000 Unge Kristne demonstrerer imod multikunstneren Jens Jørgen Thorsen, der har fået 600.000 kr. i støtte af Det Danske Filminstitut til at virkeliggøre sine planer om en Jesus-film. Thorsen har flere gange været beskyldt for blasfemi, men blev aldrig dømt for det. Kun to gange i danmarkshistorien er nogen blevet dømt for overtrædelse af blasfemiparagraffen. Foto: KNUD HENRICHSEN/ Denmark.

Blasfemiparagraffen blev indført i 1866, men har kun sjældent været taget i brug. Blot to gange har den ført en dom med sig, senest i 1946, og et stigende antal kritikkere både i samfundet og i det politiske system ønsker den afskaffet

Blasfemiparagraffen er paragraf 140 i straffeloven. Ordret lyder den:

"Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Den blev vedtaget i sin nuværende form i 1866 (og var dengang §156). Kun Rigsadvokaten, og ikke lokale politimyndigheder eller statsadvokaturer, kan rejse en sag.

Kun to domme

Paragraffen sigter imod at undgå offentlig forhånelse af religion. Selvom man kan forestille sig, at det ofte er sket, er der kun to gange i løbet af historien blevet fældet dom på grundlag af paragraffen.

Første gang var i 1938, hvor en gruppe nazister havde omdelt løbesedler, der beskrev, hvordan der i jødernes Talmud (lærde jøders kommentarer til Toraen) kunne findes legitimation for overgreb på ikke-jødiske piger. De blev idømt mellem 2 og 8 måneders fængsel.

Den anden gang var i 1946, hvor et dansk par iklædt præstekjoler havde døbt en dukke til et karneval. Parret blev idømt en bøde.

Retssag mod DR

En enkelt sag er siden da endt i retten med henvisning til paragraffen. Det var i 1971, hvor retten i Gladsaxe frifandt programcheferne Kaj Bruun og Niels-Jørgen Kaiser fra DR, som blev sigtet efter blasfemiparagraffen, fordi DR viste sangerinden Trille (Bodil Gudrun Nielsen) synge Jesper Jensens vise 'Øjet' på tv. Visen handler om en ung pige med et anstrengt forhold til sin religiøsitet. Teksten lyder:

Når jeg strammer mine trusser
der har blonder og er gule
kan jeg komme til at røre
ved det frække, de skal skjule
men så snart der' noet der kilder
bar' en lille bitte smule
så lurer der et øje
i det høje
ham gud
han er eddermame
svær at få smidt ud
men selvfølgelig
det er synd han har den drift
det er nok fordi
han aldrig selv var gift

Siden da er det flere gange blevet forsøgt at rejse sager på baggrund af paragraffen. Men anklagerne er i alle tilfældene frafaldt inden de nåede i retten.

Jens Jørgen Thorsen provokerer

Flere gange har det været multikunsteren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen, der har været i centrum. I 1973 planlagde han at lave en Jesus-film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Mange anså filmen for at være blasfemisk - ved bl.a. at skildre Jesus som forfalden til druk og seksuelle udskejelser -, hvilket førte til demonstrationer og til, at der blev indsamlet 5000 underskrifter imod filmen og endda til fordømmelse fra Paven.

Man valgte derfor at udsætte filmen for i mellemtiden at undersøge, om manuskriptet var i modstrid med blasfemilovgivningen. Der blev ikke rejst anklage. I 1989 bevilligede Det Danske Filminstitut til et nyt Jens Jørgen Thorsen-projekt, som blev realiseret med filmen Jesus vender tilbage fra 1992. I filmen vender Jesus tilbage til Jorden i år 2000, hvor han blandt andet forelsker sig i en kvindelig terrorist. Heller ikke her blev der anlagt sag.

I mellemtiden gjorde Thorsen sig i 1984 også bemærket ved at have tegnet den korsfæstede Jesus med erigeret lem på en bygning ved Birkerød Station. Sagen fik blandt andet daværende trafikminister Arne Melchior (CD) til at kalde tegningen blasfemisk. Tegningen blev fjernet, men Thorsen slap igen uden anklage.

Nyere sager

I det nye årtusinde har der fem gange været anklager om overtrædelse af blasfemiparagraffen. Første gang var i 2003, da Det katolske Menighedsråd i Vordingborg og foreningen Dansk Kultur supermarkedskæden anklagede Kvickly for blasfemi i forbindelse med en lancering af sandaler med Jesus og Jomfru Maria på sålerne. Massive folkelige protester førte til, at Coop Danmark (som Kvickly er en del af) trak sandalerne ud af deres sortiment.

I 2004 var det så igen DRs tur til at komme i modvind. Efter at have vist Theo van Goghs islamkritiske kortfilm Submission politianmeldte cirka 20 danske muslimer kanalen for blasfemi. Sagen førte til, at Dansk Folkeparti ønskede blasfemiparagraffen afskaffet. Det lykkedes dog ikke at samle flertal bag forslaget.

Efter stand-up-komikeren Uffe Holm i 2005 i velgørenhedsshowet Humor mod Aids havde fremført en joke, hvor han beskrev Jesus onanere, blev han politianmeldt af en 53-årig kristen kvinde.
Susanne Westh Larsen anmeldte DR og bandet Stormslag til politiet, efter at DR havde sendt en udsendelse om bandet. Stormslag er et heavy metal-band, hvis øvelokale er prydet med graffitien "Dræb de kristne. Anklagen mod band og tv-station lød på dødstrusler og blasfemi mod kristne. Westh Larsen fik opbakning fra den kirkelige seerorganisation KLF, Kirke & medier.

Da Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005 havde offentliggjort de 12 Muhammed-tegninger, blev avisen anmeldt for blasfemi. Da debatten i starten af 2006 for alvor blussede op, også på internationalt plan, undersøgte Rigsadvokaten, om tegningerne kunne danne grundlag for en retssag. Men der rejstes ikke sag.

Begrænsning af ytringsfriheden

De senere år har paragraffen været genstand for megen debat, og mange ønsker den afskaffet. Herunder tidligere kirkeminister Manu Sareen, som fx har udtalt til jp.dk: Kritik kan skabe udvikling, og så går det ikke, at du kan blive anmeldt for at kritisere en religion. Der skal vi vægte ytringsfriheden.

På den ene side betones det, at ytringsfriheden må have forrang for hensynet til krænkede religiøse følelser. Alle må kunne tåle kritik, også troende. Jacob Mchangama fra CEPOS udtaler, at det er meget problematisk i forhold til den demokratiske tankegang, at man sådan set ophæver lighed for loven ved at religiøse følelser skal beskyttes.

Et andet af de gennemgående argumenter slår på, at mindretal og de grupper, der kan tænkes at blive beskyttet af blasfemiparagraffen, allerede er beskyttet imod forhånelse og undertrykkelse i racismeparagraffen og i Menneskerettighederne. For eksempel udtalte Line Barfoed i 2004 til Berlingske:

"Vi har racisme-paragraffen til at beskytte de mennesker, der tror. Den paragraf siger udtrykkeligt, at man ikke må forhåne folk på grund af deres tro. Mens det, blasfemi-paragraffen handler om, kun er spørgsmålet om at forhåne selve troen - altså guden. Og så kan man sige, hvis de guder virkelig måtte findes, så skal de nok selv sende nogle lyn ned fra Olympen - eller hvor de nu måtte sidde."

Vigtig symbolsk værdi

På den anden side står tilhængerne af paragraffen. Dels de, der, som ovenstående har vist, fra tid til anden føler sig krænket af nogle handlinger eller udtalelser og har fundet den værd at bringe i anvendelse. Dels de, der nok vedkender sig, at paragraffen har vist sig ret overflødig, den yderst begrænsede brug taget i betragtning, men som alligevel betoner, at paragraffen har en vigtig signalværdi for det danske samfund.

Biskop i Aarhus Stift, Kjeld Holm mener, at paragraffen udtrykker, at vi som samfund har respekt for folks religiøse følelser, og at vi taler pænt og ordentligt til hinanden. Her betones altså paragraffens symbolværdi, der viser respekt og tolerance overfor troende.

Også Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager lægger sig i det spor: Det danske forbud mod blasfemi har udviklet sig til at være symbollovgivning. Men ikke en ligegyldig symbollovgivning. Paragraffen viser, at vi her i landet også ønsker at respektere mennesker, for hvem religiøs overbevisning uanset trosretning er vigtig, som han skrev i en leder i bladet i 2009.

Opbakningen svinder ind

Debatten er stadig i fuld gang og blussede igen op sidst på året i 2013 efter udgivelsen af Yahya Hassans kontroversielle digtsamling. Institut for Menneskerettigheder udtalte i 2012 en kritik af paragraffen og opfordrede til, at man afskaffede den.

Og noget kunne også tyde på, at den folkelige opbakning bag paragraffen er ved at svinde ind. Ifølge analyser fra Norstat ønskede 2/3 af befolkningen i september 2012 at bevare den, mens 56% i december 2013 ville afskaffe den.

Også i det politiske system ser der ud til at ske skred i opbakningen. Specielt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har vedholdende advokeret for en ophævelse af paragraffen. Men flere partier har igen åbnet op for at diskutere spørgsmålet, og regeringspartierne, SF, Enhedslisten, De Konservative og Venstre har gennem noget tid afventet en rapport fra Straffelovsrådet, inden man har villet tage endeligt stilling i sagen. Rapporten har været undervejs siden 2011. For længe mener flere politikere, og i starten af 2014 har Enhedslisten og De Radikale tilsluttet sig fortalerne for en afskaffelse.

Og med positive tilkendegivelser fra også de resterende fire partier i Folketinget, Socialdemokratiet, SF, Venstre og De Konservative, tegner der sig pludselig et massivt politisk flertal bag en afskaffelse af paragraffen.