Derfor satte jeg Elof Westergaards flygtningebøn til debat

Ved højmessen skal kirkebønnen favne bredt. Og den skal tale til de fremmødte. Ifølge sognepræst i Nr. Søby- Heden Sogn, Anders Kjærsig, levede biskop Elof Westergaards kirkebøn for flygtninge ikke op til de to krav, da den blev foreslået i september

Den nuværende debat om flygtningepolitikken i almindelighed er én ting. Den lader jeg ligge.

En anden er den position, kirken i særdeleshed har og skal have til flygtninge i relation til den konkrete situation. Den lader jeg også ligge.

Endelig er der forholdet mellem flygtninge og så den danske højmesse. Specifikt i forhold til højmessens traditionelle kirkebøn. Det lader jeg derimod ikke ligge.

Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, har skrevet en kirkebøn til oplæsning i de danske kirker 15. søndag efter trinitatis. Nærmere bestemt d. 13. september.

Personligt har jeg været inddraget i debatten. Jeg har bl.a. udtalt, at jeg ikke kan have Westergaards ”ord i min mund”. Hvilket er fair nok og ganske uproblematisk. Nogle journalister har så fået mit udsagn galt i halsen og skrevet, at jeg har ”kvalme”. Det er ikke sandt. Der er forskel på kvalme og så det faktum, at man ikke kan have andres ord i sin mund. Prøv selv! Blot til orientering.

Men hvad er problemet med Westergaards bøn?

Biskoppens kirkebøn har det grundlæggende problem, at den er partikulær og abstrakt, men burde være universel og konkret. Det universelle og konkrete er nemlig en væsentlig del af selve kirkebønnens ide; den skal omslutte alle og dog henvende sig til den givne menighed. Men det får biskoppen ikke fat i. 

Det ville være i orden, hvis bønnen var skrevet til én af menighedsrådet specielt udvalgt flygtningegudstjeneste, men det er den ikke. Den er skrevet til søndagens højmesse og læses op fra prædikestolen lige efter prædikenen; i overensstemmelse med ritualbogen.

Dette er ikke blot et problem for liturgien, men en grundlæggende misforståelse af kirkebønnens funktion. Kirkebønnen skal have et universelt sigte og dog være rettet mod de konkrete kirkegængere – begge dele på samme tid. Lad mig uddybe de to ting.

Forholdet mellem det partikulære og universelle. En kirkebøn bør være universel og ikke partikulær. Den handler om alle – Guds ord er mere end den enkelte gruppe; flygtninge eller ej.

Derfor skal kirkebønnen række længere ud end blot til flygtninge. Hvad med de ældre eller de dårligst stillede? Hvad med unge ensomme mennesker? Hvad med fanger, gamle fraskilte mænd og junkier uden tænder?

Almindelig nød og armod er også et resultat af ondskab på lige fod med flygtningesituationen. Det glemmer man i den aktuelle sammenhæng. Det gør ondt at være flygtning, ingen tvivl om det, men det gør også ondt, hvis man har mistet sit barn til en uhelbredelig cancer. Dansker eller ej.

Med simple ord: Ondskaben er universel, og derfor bør bønnen også have et universelt sigte. Elof Westergaards bøn er ikke universel nok, idet ondskaben rækker videre end flygtningesituationen. Biskoppen underkender faktisk ondskabens universelle karakter, hvilket er et problem. 

Forholdet mellem det abstrakte og konkrete. En kirkebøn bør være konkret og ikke abstrakt. Med det konkrete menes der, at bønnen forholder sig til de mennesker, der er til stede ved den respektive gudstjeneste – søndagens højmesse.

Men det er ikke tilfældet for flygtningene. De er ikke i kirken. De er ved Rødby eller Kruså. Derfor ender bønnen i det abstrakte, da de reelle kirkegængere, som bønnen forholder sig til, er fraværende. Og det er et problem.

Hvad skal kirkebønnen så? Hvad skal gamle fru Larsen sige til sig selv, når hun benævnte søndag i kirken ikke er en del af Guds nåde? Er det rimeligt at udelukke Larsen? Hun må i bedste fald lytte til, at der er andre, som har det være end hende.

Men er det kirkebønnens opgave at minde fru Larsen om det? Nej. Skal kirkebønnen moralisere? Skal den udstille nogle og se bort fra andre? Atter nej. Det er ikke kirkebønnens opgave. Desværre bliver det udfaldet af biskoppens bøn. 

Summa summarum: Biskoppens bøn er for abstrakt og partikulær og ikke konkret og universel – som den burde være. Det er for mig at se den fejl, som Elof Westergaard begår.

Endelig er bønnen med til at skabe en politisk og unødvendig diskussion i det indre kirkerum. Kirkegængere kan nemlig ikke lade være med at læse den politiske debat ind i kirkebønnen. Det sagte er ikke det hørte. Det er faktisk med til at atomisere kirken, hvilket jeg tvivler på, er biskoppens ærinde.

Når det er sagt, så skal det siges: Man kan godt holde en gudstjeneste og læse en kirkebøn, hvor flygtninge nævnes som en del af bønnen - på lige fod med alle andre. Det ville aldrig være et problem.

Anders Kjærsig er sognepræst i Nr. Søby- Heden Sogn