Klassiker

Historisk overblik over religion i de danske skoler

- Foto: Foto: Anne Westh.

Undervisning i kristne budskaber var det centrale omdrejningspunkt, da de danske skoler påbegyndte deres historie i 800-tallet

Den første form for undervisning på dansk grund var sandsynligvis benediktermunken Ansgars oplæring af 12 drenge som forkyndere af det kristne budskab. Det foregik i år 830 og markerede samtidig kristendommens ankomst til Danmark.

Det danske skolevæsen kom på den måde til verden i en kristen missionsvirksomhed, som op igennem middelalderen slog rod og spredte sig i form af klosterskoler, katedralskoler og de senere byskoler. Skolernes formål var dengang at uddanne den katolske gejstlighed, og undervisningen foregik derfor på latin, som var det sprog tidens absolutte bestseller, Bibelen, udkom på.

Reformationen på dansk
I Danmark blev den lutherske reformation indført i 1536. I den forbindelse overtog statsmagten mange af den katolske kirkes besiddelser, og skoleundervisning var ingen undtagelse. Den nye protestantiske kirke havde imidlertid også greb om skolerne. Undervisningen blev nemlig primært varetaget af degne, og skolerne var under et kirkeligt tilsyn.

Da den første skolelov i 1537 bestemte, at der skulle indrettes latinskoler i alle købstæder, var formålet således stadig, at alle skolebørn (drenge) skulle udstyres med en teologisk grunduddannelse. Det var en uddannelse i og på latin, men reformationen banede også vejen for, at Bibelen ukættersk kunne oversættes til dansk, og der blev dermed med tiden skabt et grundlag for dansk som undervisningssprog.

Gode kristne og nyttige borgere
Frederik den IV oprettede i 1720'erne 240 såkaldte rytterskoler rundt omkring i kongeriget, og hans bagtanke var at uddanne unge mænd til gode kristne og nyttige borgere. De nyttige kompetencer kom dog hurtigt i forgrunden, og antallet af discipliner blev udvidet i takt med at behovet for konkrete færdigheder steg.

Modersmålsundervisningen overtog i 1700-tallet hovedrollen fra religionsundervisningen på skolernes skema, mens andre praktiske fag som skrivning, regning, historie og geografi blev en del af pensum i oplysningstidens århundrede. I 1736 blev konfirmationen indført som et obligatorisk ritual for alle drenge, uanset rang, og den stillede krav om forudgående skolegang, så konfirmanderne kunne gennemføre en tilfredsstillende kundskabsprøve.

Konfirmationen gav kirken en legitim rolle i forhold til skolen. Kirken var nemlig den kontrolinstans, der igennem konfirmationens kundskabsprøve tildelte danskerne datidens borgerlige rettigheder, som for eksempel retten til at gifte sig og vidne for dommere.

Folkeskole og frihed
Folkeskolen kom til verden i 1814. På den tid godt nok under navnet almueskolen, men som en skole med en syv år lang skolepligt for alle. Skolens formål fastslog, at undervisningen skulle forsøge at danne børnene til gode og retskafne mennesker, og at det skulle foregå i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære.

I 1849 blev Danmarks grundlov så vedtaget, og det skete i en periode, hvor individets rettigheder var på dagsordenen. I den forbindelse blev skolepligten til en undervisningspligt, men skolen havde fortsat en stærk binding til kirken og et forkyndende sigte. Det tætte parforhold mellem skole og kirke blev dog i løbet af 1800-tallet udfordret fra flere kanter.

Helle Krogh Madsen præsenterer i bogen "Kristendomskundskab Livsoplysning" Grundtvig som en af de tidlige kritikere af det skoleskematiske trosforhold. Grundtvig skrev i 1836 artiklen "Er Troen virkelig en Skolesag?", hvor han argumenterer for, at tro er et "hjerteanliggende", som ikke kan indlæres på samme måde som skolens øvrige stof.

Opgør med skolens forkyndelse
Diskussionen om kristendommens rolle i skolen fortsatte og tog til, i takt med at samfundet blev moderne. I det litterære miljø var det forfattere som Georg Brandes, J. P. Jakobsen og Henrik Pontoppidan, der satte ord på kritikken af den kirkeligt dominerede moral og den åbenbaringsreligiøse livsforklaring.

På trods af - eller måske netop på grund af - det voksende kor af kritiske røster blev der ikke lempet på skolens forkyndende praksis, da skoleloven af 1814 blev revideret første gang i 1899. I "Kristendomskundskab Livsoplysning" påpeger John Rydahl, at det forkyndende sigte tværtimod blev yderligere understreget.

I det cirkulære der kom i forbindelse med skoleloven i 1899, kunne man læse, at formålet for religionsundervisningen først og fremmest var, "at udvikle Børnenes religiøse Sans og opdrage den Religiøse Følelse til en Livsmagt, der giver det sædelige Liv Kraft."

Den fagopdelte folkeskole
Skoleloven blev ændret igen i 1937 - udelukkende med stemmer fra den socialdemokratisk-radikale regering, hvor Jørgen Jørgensen var undervisningsminister. Imod oppositionens ønske fik regeringen sat en ny dagsorden ved at indskrive en paragraf om, at skolen skulle opøve eleverne i "selvvirksomhed".

Mere specifikt medførte skoleloven i 1937, at skolen mere tydeligt end på noget tidligere tidspunkt blev opdelt i forskellige fag med forskellige formål. Og mens kirkens tilsyn blev bragt til ende, var det nu kun religionsfaget - som i samme ombæring skiftede navn fra religion til kristendomsundervisning - der bevarede et forkyndede sigte.

Sekulariseringen af skolens formål var en streg i regningen for oppositionspartierne. Venstre og Det Konservative Folkeparti ønskede på det tidspunkt at styrke folkekirkens stilling mere direkte i skolens overordnede pædagogiske formålsbeskrivelse.

Fra værdier til kundskaber
Den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 skabte en national stemning, der pustede liv i de religiøse værdier. Det kom i 1941 til udtryk i en udvidelse af folkeskolens formålsparagraf, hvor Undervisningsministeriet blandt andet understregede, at skolen "bør udvikle og styrke Børnenes Sans for de etiske og kristelige værdier."

Besættelsestidens forkyndende tilføjelse overlevede den femte folkeskolelov i 1958, men i 1975 løsrev en ny lov endegyldigt skolen fra kirken, og den blev dermed på papiret helt og holdent en ikke-konfessionel samfundsinstitution. Religionsfaget skiftede igen navn, og den nye betegnelse, kristendomskundskab, afspejlede det nye kundskabsformidlende sigte.

Det nye fag i klassen, kristendomskundskab, skulle formidle viden om den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. Denne kulturhistorisk begrundede, men lidt vilkårlige særstilling til en bestemt religion var grunden til, at man i 1975 valgte at bevare fritagelsesparagraffen, som giver forældre ret til at fritage deres børn fra undervisningen i kristendomskundskab.

Fritagelsesparagrafen går tilbage til 1856 og har sin oprindelse i grundlovens religionsfrihed. En smule inkonsekvent var emnet "Fremmede religioner og andre livanskuelser" stadig obligatorisk. Først i 1993 blev de andre (fremmede) religioner lagt ind som en del af kristendomskundskab, så de forskellige trosretninger på den måde fik en reel ligestilling i forhold til fritagelse.

Det ømtåelige værdipolitiske tema
Spørgsmålet om kristendommens position i den danske folkeskole er et ømtåeligt værdipolitisk emne, og det måske en af grundene til, at der ikke er gennemført radikale ændringer i fagets placering og formålsbeskrivelse siden 1975. Politikerne har givetvis sværere ved at indgå kompromisser om kristendomskundskab end om så mange andre politiske stridsemner.

I dag er formålet med fagets undervisning, at "eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre." I henhold til fagbeskrivelsen og prioriteringen af læsestoffet tager denne erkendelse udgangspunkt i kristendommen.

Kristendom, religion eller livsanskuelse
De aktuelle politiske uenigheder omkring kristendomskundskab i den danske folkeskole handler overordnet om, hvor meget tid der skal bruges på de forskellige religioner, og om hvorvidt et fag der handler om religiøse dimensioner og livsopfattelser skal hedde kristendomskundskab eller blot religion.

Debatten handler med andre ord om, hvorvidt faget skal have et bredere kulturelt sigt - og om det skal omdøbes. Dansk Folkeparti vil ikke blot bevare faget, men også gøre det obligatorisk. Enhedslisten ønsker modsat at erstatte faget med en mere værdineutral "livsanskuelsesundervisning", som også skal være obligatorisk.

Imellem de to meget principielle synspunkter, har regeringspartierne Venstre og Konservative, på deres side foreløbig ingen planer om at ændre fagets navn og indhold, mens samtlige andre oppositionspartier foretrækker en bredere religionsundervisning under navnet religion - som dog tager højde for kristendommens historiske rolle i Danmark.

I et høringsvar til den seneste revision af folkeskolens undervisning giver Danmarks Lærerforening udtryk for samme holdning som oppositionen og finder det uheldigt, at fremmede religioner ikke har fundet indpas i de nye målbeskrivelser, der træder i kraft i skoleåret 2009/2010.

En politisk generationskonflikt
Spørgsmålet om kristendomskundskab placering i fremtidens danske folkeskole fortsætter og vil sikkert være et brandvarmt politiske emne nogle år frem i tiden. Lytter man til de politiske ungdomspartier, kan faget til gengæld meget vel risikere at havne i toppen af historiens skraldespand.

I en rundspørge Kristeligt Dagblad har foretaget svarer alle politiske ungdomspartier med undtagelse af Dansk Folkepartis Ungdom, at der i stedet for undervisning i kristendomskundskab, bør være undervisning i religion i den danske folkeskole.

Hvis ungdomspolitikerne står ved deres holdninger, og folketinget på et tidspunkt beslutter sig for at udskifte kristendomskundskab med religion, vil en fagbetegnelse fra 1800-tallet genopstå i 2000-tallets folkeskole. Men det faglige indhold vil være et andet end i almueskolernes religionsfag, hvor kristendommen var den eneste religion i pensum.