Portræt

Her er Londons nye borgmester Sadiq Khan

Her ses den nyvalgte Sadiq Khan under et interview for BBC.

Sadiq Khan er praktiserende muslim, søn af pakistanske migranter og medlem af partiet Labour. Og så er han Londons nye borgmester

Britten og muslimen Sadiq Khan kunne torsdag aften kalde sig for den første muslimske borgmester, der er blevet valgt ved en afstemning i en hovedstad i Europa. Han har været medlem af det britiske centrum-venstre parti Labour siden 1994. 

Sadiq Khan er søn af to pakistanske migranter. Han er født og opvokset i London med syv brødre og en enkelt søster. Khans far arbejdede i 25 år som buschauffør i London og hans mor som syerske. Selv er han uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder. Han blev i 2005 valgt ind i House of Commons, den ene del af det engelske parlament.

Valgkampens udfordringer 

Den nye borgmester beskriver sig selv som liberal, EU-tilhænger og venstreorienteret. Gennem sin karriere har Khan blandt andet forsøgt at bekæmpe militant, religiøs propaganda.

Sadiq Khans konservative modstander Zac Goldsmith langede i valgkampen flere gange ud efter Khan og beskyldte ham for at have ekstremistiske forbindelser. Både profiler fra De Konservative i Storbritannien og andre har taget skarpt afstand fra Goldsmiths beskyldninger.

Den nyvalgte borgmester selv har flere gange udtalt, at han tager skarp afsted fra ekstremisme og besvaret modstanderens kritik med, at han som advokat har til opgave at stille op for enhvers ret til juridisk forsvar. 

Praktiserende muslim og familiefar

Sadiq Khan er praktiserende muslim. Han går i moské og overholder ramadan-festen. Han har deltaget i en pilgrimsrejse til Mekka og drikker ikke alkohol.

Ved siden af borgmesterposten skal Sadiq Khan jonglere et familieliv sammen med hustruen Saadiya Ahmed, der også er advokat. De har to døtre på henholdsvis 14 og 16 år. 

I sin fritid er Sadiq Khan fan af den engelske fodboldklub Liverpool FC, mens han i cricket holder med Surret Country Club. 

Borgmesterens første officielle besøg var i lørdags. Her deltog Sadiq Khan i en mindehøjtidelighed, hvor ofrene for Holocaust under 2. Verdenskrig blev mindet. 

Sadiq Khan er Londons nye borgmester, han blev valgt torsdag den 6. maj, hvor han vandt over den konservative modstander Zac Goldsmith. Foto: ©CAM/Capital Pictures