Politik i jødedom, hinduisme, sikhisme og buddhisme

I Danmark anser vi det for naturligt at adskille religion og politik. Men andre store religioner adskiller ikke nødvendigvis de to ting - og både inden for buddhisme og sikhisme anses religion som en positiv modmagt til statens dominans

I Danmark får man ofte indtryk af, at islam udgør en særlig form for religion, hvor man ikke adskiller religion og politik. Men et hurtigt kig på store religioner viser, at de også har et politisk aspekt med fokus på statsdannelse og administrering af en nation eller et samfund. I denne henseende kan det siges, at det på globalt plan er kristendommen, der isoleret adskiller sig fra verdens religioner, og ikke islam.

I denne artikel præsenteres det politiske element i fire store religioner,- hinduisme, sikhisme, buddhisme og jødedom.

Hinduisme
I hinduismens hellige upveda litteratur er der en særlig kategori af bøger, der beskæftiger sig med statsdannelse og administration. De mest kendte blandt disse er Manus lovbøger og poeten Chanakyas Rajniti og Arthashastra. I disse bøger præsenteres statslederens ansvar over for sine borgere samt de love han skal implementere. Statslederens primære rolle er at sikre den kosmiske orden ved at støtte op om ofringer til guderne samt den klare adskillelse af kasteklasserne.

Samfundet består af fire klasser kaldet kaster – præsterne, krigerne/kongerne, de selvstændige samt arbejderne. Hver kaste har sin rolle at varetage i samfundet. Ovennævnte bøger omhandler også spørgsmål om jura, strafferet, økonomi, handel, diplomati og udenrigspolitik. Gennem historien har der eksisteret adskillige hindukongedømmer på det indiske subkontinent.

Læs også: hellige skrifter i hinduismen
 
Sikhisme
I sikhismen ses der intet modsætningsforhold mellem at leve et fromt spirituelt liv og engagere sig politisk i verden. Religion og politik ses som to sfærer, der komplementerer hinanden. I 1800 tallet skrev en sikhisk poet løst fortolket, at religion og politik er som to vinger på en fugl – hvis den ene vinge mangler, vil fuglene aldrig kunne stige til himmels. De vigtigste bøger inden for politik og statsdannelse er Dasam Granth – skrevet af den 10. sikh guru – samt Prem Sumarag Granth, som blev forfattet af sikh lærde i guruens samtid.

I disse bøger beskrives statslederens vigtigste rolle som at etablere et retfærdigt samfund, hvor alle borgere er lige og ingen undertrykkelse kan finde sted. Bøgerne beskæftiger sig også med beskatning, økonomi, embedsværk, strafferet, socialpolitik og handel.

Læs også: sikhismens syn på religion og politik
 
Buddhisme
Buddhismen er ofte kendt for at være en ateistisk religion, der tilskynder en tilbagetrukket, munkelig tilværelse. Med det udgangspunkt skal samfund reformeres via de enkelte individers transformation og selvudvikling, frem for et politisk system og en elite, der dikterer udviklingen via vedtagne love. Men den historiske Buddha kom fra en adelig familie tæt tilknyttet den politiske magt. Der er adskillige overleveringer, hvori han mæglede mellem forskellige kongedømmer for at forhindre krig.

Han rådgav statsledere om etisk regeringsføring, ligesom han talte om, hvordan samfund bliver umoralske, når den øverste statsmyndighed selv er korrupt. Han talte desuden imod korruption og undertrykkelse. Buddhisme var statsreligionen i Ashoka Emperiet, som udgjorde store del af det indiske subkontinent. Der har desuden eksisteret buddhistiske kongedømmer i store dele af Asien, strækkende fra Afghanistan til Japan.

Læs også: Ikke-vold i buddhismen
 
Jødedom
I Det Gamle Testamente udstikkes der retningslinjer for, hvordan jøderne skal forholde sig til spørgsmål af politisk og juridisk karakter. Mange af de beskrevne bibelske skikkelser var konger og statsledere, såsom Saul, David og Salomon. I Mosebøgerne beskrives en lang række regler for jøderne, hvoraf mange er af politisk, økonomisk og social karakter. Den babylonske Talmudkommentering anbefaler endvidere kongedømmet som den ideelle styreform.

Religionen som beskyttelse for folket
I dag er der en klar adskillelse mellem religion og politik i de fleste vestlige lande. For at undgå undertrykkelse af borgere ønsker man ikke religionens magt genindført. Historien viser dog, at argumentation mange steder har været omvendt. Her var det tanken, at religionen skulle beskytte borgerne mod undertrykkelse.

Religionen blev set som en beskyttelsesfaktor for folket. Her var det religionens rolle at sikre, at staten implementerede en etisk politik som udsprang fra religionen. Herved beskyttede religionen borgerne fra ubegrænset tyranni, undertrykkelse og unødige krige.

I dag er religionens etiske rammer erstattet af blandt andet FNs menneskerettighedscharter, der er til for at sikre, at statsledere ikke har ubegrænsede muligheder til at undertrykke borgere.